Modsat den øvrige byggebranche stiger ledigheden blandt danske murere. Dette skyldes en kombination af boligmarkedets afmatning og en øget tendens til at anvende østarbejdere. En murer fortæller om en episode, hvor han og andre murere, samt repræsentanter fra 3F mødte op på en Skanska-byggeplads og forlangte at blive ansat i stedet for et polsk murersjak - uden resultat. Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Per Kongshøj Madsen lover heller ikke fremtiden lys for danske mureres muligheder for beskæftigelse og lønstigning: 'Det bliver jo vældig interessant at se, hvad der sker, når lavkonjunkturen for alvor træder i kraft, samtidig med at vi har hentet mange østarbejdere til landet. Virksomhederne kommer formentlig til at holde fast i dem, fordi de er mere villige til at nærme sig mindstelønnen, og fordi det er lettere at overtale dem til at overarbejde. Det vil fortsat være med til at dæmpe lønudviklingen'. Anderledes positivt anskuer cheføkonom i håndværksrådet Jakob Brandt situationen. Han mener at virksomhederne vil vælge den bedste og ikke billigste arbejdskraft og betoner vigtigheden af at efteruddanne danske murere. Også chefkonsulent i Dansk Byggeri Henrik Stig Sørensen og cheføkonom Jan Rasmussen fra LO fokuserer på, at byggebranchen generelt har lav ledighed og håber, at tendensen er forbigående.