Datatilsynet, der administrerer persondataloven, mener, at overvågningen af danskerne har taget overhånd. Det er især sket efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001. 'Vi har ved flere forslag advaret mod, at man i kampen mod terror vedtager regler og bestemmelser, der ikke står i et rimeligt forhold til formålet', forklarer direktør i Datatilsynet, Janni Christoffersen. Ekspert i EU-ret og persondataret ved Aalborg Universitet, Charlotte Bagger Tranberg, mener tillige, at der siden terrorangrebet den 11. september er sket en øget overvågning gennem vedtagelsen af en række love og bestemmelser. 'Men persondatabeskyttelsen er stort set stadig baseret på et EU-direktiv fra 1995, altså fra før krigen mod terror. Det betyder, at den ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de overvågningsmuligheder, der er opstået med udbredelsen af mobiltelefoner og internet samtidig med, at udvekslingen af oplysninger i dag involverer langt flere lande end tidligere', påpeger hun.