Støj opleves af mange mennesker som et af de største miljøproblemer i hverdagen. Alligevel er støjs indvirkning på helbredet et næsten skrinlagt tema i forskningen. - Når folk spørges, hvad de selv oplever som noget af det mest generende, nævner de næsten altid støj som en af de to-tre værste påvirkninger. Derfor er der et enormt paradoks i, at støjforskningen her i landet på det nærmeste er sat på vågeblus, siger professor Henrik Møller, Laboratoriet for Akustik, Ålborg Universitet.