Forskningsprofil

Anja Jørgensen, Ph.D., Professor of Urban Sociology, Head of SocMap www.socmap.aau.dk She has a comprehensive experience conducting and managing research projects within urban -and rural sociology, territorial inequality, urbanization, territorial cohesion, neighbourhood communities, place-based belonging and vulnerable neighborhoods. As the research-coordinator of the Horizon 2020 project COHSMO she has been engaged in developing a territorial dimension of the European Social Model of economic growth and democratic capacity. She is one of the central figures (together with Rolf Lyneborg Lund) in developing a micro-area mapping tool based on flexible boundaries, sociological variables and algorithmic learning. This is a unique tool to integrate in-depth understanding of territorial variations and territorial inequality in order to identify geosocial diversity and local uniqueness into sociological analysis. 

Professor Anja Jørgensen Anja Jørgensen (født 4. August 1969) er professor i bysociologi ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet og leder af forskningsgruppen SocMap www.socmap.aau.dk. Her forsker hun i territorielt betinget ulighed, urbanisering, territoriel sammenhængskraft, lokale fællesskaber og udsatte boligområder og lokal social integration. Hun er en af de drivende kræfter i Horizon 2020-projektet COHSMO www.cohsmo.aau.dk, der handler om sammenhængen mellem territorielt betinget ulighed og social sammenhængskraft. Hun været været drivkraften i revitalisering og videreudvikling af den klassiske chicagosociologi herunder i udviklingen af en ny kortbaseret datamodel, som kobler geografi og forskellige typer af kvantitative data med kvalitative og etnografiske studier. Hun er forfatter til artikler udgivet i danske og internationale tidsskrifter og har udgivet bøger om mapping og revitalisering af den klassiske chicago-sociologi samt om lokal tilknytning og lokale social integration mv. Siden sin Ph.D.afhandling i 2003 tog hendes forskning retning mod at revitalisere den tidligste bysociologiske teori, den såkaldte Chicago-model. Siden har hun haft blik for sammenhængen mellem tilknytningen til det lokale og mere overordnede problemstillinger om stedsbetinget ulighed.

Forskningsbidrag

Hendes forskningsbidrag kan sammenfattes i tre overordnede spor: 1) Et teoretisk spor, 2) et empirisk spor samt 3) et metodisk spor. I det teoretiske spor har en stor del af hendes arbejde bestået i at videreudvikle begreberne fra den klassiske by-sociologi/humanøkologi, der udgik fra University of Chicago. I det empiriske sporhar hun i særlig grad været optaget af lokale fællesskaber, stedtilknytning, naboskaber og territorielt betinget ulighed og disses betydning for social integration og sammenhængskraft i en global tidsalder præget af stor mobilitet.  I det metodiske spor har hun mest været optaget af at udvikle en særlig form for mixed methods, hvor kort og kvantitative data (fra registre og/eller surveys) kombineres via Geografisk Informations System og anvendes som udgangspunkt for udvælgelsen af særligt interessante lokaliteter til nærmere etnografiske og kvalitative studier.

Hendes bidrag til videreudviklingen af den by-sociologiske teori tradition har især handlet om at sætte fokus på spørgsmålet om social tilknytning til steder og betydningen af lokale fællesskaber.

Med begrebet ”Zones of Belonging” har hun betonet, hvordan social tilknytning gennem fx foreningsliv, naboer, familie, venner, kollegaer varierer geografisk. Dette arbejde har desuden bidraget til den videnskabelige diskussion om værdien af henholdsvis arbitrære og datagenerede områdegrænser på kortet. Arbejdet har således også omfattet initiativ til udviklingen af en algoritme, ”Neighbourhood generating algorithm”, der kan sortere data på kort og inddele områder på kortet efter hvilken værdi en given variabel antager. Dette arbejde udgør en særlig måde at arbejde med mixed methods på, hvor kortet spiller en medierende rolle mellem kvantitative og kvalitative data. Kortet og algoritmen er en videreudvikling af ideen om mixed methods, der ellers oftest handler om at kombinere kvalitative og kvantitative metoder på forskellige måder. Udviklingen af algoritmen, der via GIS kan sortere data på kort har både udviklet forståelsen af hvad mixed methods er og kan bruges til, og tilvejebragt muligheder for nye typer af socialgeografiske analyser, der tager højde for steders forskellighed.

I hendes forskningsarbejde har hun relanceret begrebet ”Zone of Transition” i den sociologiske by-forskning. Hun har demonstreret, at dette begreb er frugtbart til identificere forskellen mellem ”Zones of Transition” og ”ghettoer”, når det handler om vurderingen af sårbare og udsatte boligområder. Hvor ”Zones of Transition” er præget af stor til og fraflytning, er ”ghettoer” ofte kendetegnet ved mere langvarig bosætning og ofte også mere lokalt socialt liv, flere foreninger, klubber mv. Således har hun anvendt begrebet til at vise, hvordan områder, der har samme (lave) socioøkonomiske status, kan være meget forskellige, når det kommer til lokalt socialt liv, følelsen af tilknytning osv. På den måde har hun også anvendt begrebets potentiale til at demonstrere, at stigmatiserede boligområder ikke blot er karakteriseret ved stigma, miskendelse og dissociation, men også ved social identifikation, lokalt fællesskab og social tilknytning.

I hendes forskningsarbejde har hun også bidraget med at forstå kvarterer eller ”neighbourhoods” som ”latente fællesskaber”, der via en provokation kan generere en ”immuniserende virkning” i form af et aktivt (protesterende) fællesskab. Begreberne er inspireret af det humanøkologiske perspektiv på fællesskaber som et fænomen, der emergerer fra at være ubevidst og ureflekteret til at blive reflekteret, bevidst og gensidigt gennem organisering og formalisering. Hun har anvendt disse begreber og perspektiver i empiriske undersøgelser i såkaldte ”almindelige boligområder”, der har oplevet at få et offentligt initieret botilbud til forskellige udsatte og sårbare grupper placeret i deres kvarter.

Begreberne ”affective practices” og ”learning machines” har hun anvendt i praksisorienterede undersøgelser af realiseringen af boligområders integrative potentialer i forskellige typer af integrationsprocesser. Hun har demonstreret, at stedet fysisk, symbolsk og socialt skal rumme særlige kvaliteter og kapaciteter, og at disse kan katalyseres til lokal social integration gennem de såkaldte ”affective practices”, hvorved sådanne områder kan karakteriseres som ”learning machines” for lokal social integration.