APATHY: The paradoxical power of disengagement in Scandinavian literature

Apati forstås utvetydigt negativt i dag, som et følelses- og handlingsmæssigt disengagement. Det har ikke altid været tilfældet. I den antikke stoicisme indebar “apatheia” at være aktivt i stand til at frigøre sig fra følelser, til forskel fra at blive manipuleret af dem, dvs. et “engageret disengagement”. Begge disse nærmest modsatte forståelser af apati er aktive i dag, men vi er sjældent bevidste om det. Klimakrisen afføder fx apatiske reaktioner i negativ forstand, men har også ført til en overraskende genkomst af apati i positiv forstand. Apati er en udbredt reaktion på krisesituationer, og viden om den historiske udvikling i forståelsen af tilstanden giver os essentiel indsigt i vores handlemuligheder, når vi står over for problemer, vi ikke tidligere har mødt. Vi mangler imidlertid en systematisk analyse af denne udvikling. Baseret på den tese, at litteratur, forstået som et omfattende følelsesarkiv, er en primær kilde for en sådan analyse, er det derfor projektets formål at undersøge udviklingen i forståelsen af apati i skandinavisk litteratur fra renæssancen til nutiden. Projektets analyser vil, ved hjælp af flere metoder, der inkluderer affektiv narratologi, “fjernlæsning” og stilistisk analyse, have to fokuspunkter: 1) fremstillingen af forholdet mellem karakter og omverden, der angår apatiens tilsynekomst; 2) stil, der angår apatiens iscenesættelse. Via denne tilgang bidrager projektet teoretisk til udviklingen af forholdet mellem litteratur- og følelseshistorie.