Den globale økonomiske krise skyllede ind over verdens økonomier i slutningen af 2008, hvor en fastfrysning af de finansielle markeder udgjorde en stopklods for de økonomiske aktiviteter. Siden da har en række europæiske lande kæmpet med finansiel mistillid og gæld, hvilket har påvirket den økonomiske vækst i de fleste europæiske lande. Den økonomiske-politiske debat handler derfor i høj grad om, hvor væksten skal komme fra i de kommende år. I denne forbindelse har økonomer påpeget og problematiseret, at bankerne i højere grad end tidligere, kun tilbyder lån til etablerede virksomheder, hvorfor nye investeringer, herunder etablering af nye virksomheder, kan være i en kreditklemme. Dette står i kontrast til, at forskningen tidligere har vist, at nye iværksættervirksomheder spiller en nøglerolle i forhold til skabelsen af nye arbejdspladser i økonomien. Dette projekt sammenligner opstartsvirksomheder før og efter krisen i 2008 i forhold til at analysere vækstpotentialet i de nye virksomheder.