Fundering af offshore vindmøller med bøttefundamenter / Foundation of Offshore Windmills on Bucket Foundations

Projektdetaljer

Beskrivelse

Funderingen af offshore vindmøller foregår i dag enten som pælefundering eller direkte fundering. Direkte fundering af vindmøller kræver meget store fundament blokke for at kunne optage de store vandrette kræfter og momenter, der virker på møllerne i forhold til vindmøllens lille egenvægt. Pælefundering af offshore vindmøller med monopæle kræver avanceret udstyr for at installere disse, hvorfor dette er en dyr proces. En idé til at reducere fundamentets størrelse af vindmøller og udgifterne i forbindelse med dette er at benytte bøttefundamenter. Udgifterne til fundering af offshore vindmøller er på nuværende tidspunkt meget store i forhold til de totale udgifter til offshore vindmøller. Denne udgift forventes at kunne reduceres betydeligt ved anvendelse af bøttefundamenter. Bøttefundamenter til offshore vindmøller er udført som en enkeltstående stålbøtte, hvor skørterne er penetreret ned i jorden og vindmøllen er fastgjort til bøttens topplade. Forsøg på bøttefundamenter i laboratoriet udføres med henblik på at udvikle en metode til dimensionering af bøttefundamenter placeret på vandmættet sand. Vindmøller er i høj grad udsat for dynamiske belastninger i form af vind og bølger. Forsøgsapparatur til undersøgelse af dynamiske belastninger på bøttefundamenter i en lukket tank i laboratoriet ønskes etableret, for at undersøge hvorledes bøttefundamenter kan være til gunst under sådanne belastninger. Resultaterne af disse forsøg ønskes medtaget i en dimensionerings model for bøttefundamenterne i håb om reducering af fundamentstørrelsen fra disse laster. (Lars Bo Ibsen, Kim André Larsen)
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato19/05/2010 → …