Gener fra vindmøller

  • Persson-Waye, Kerstin (Projektdeltager)

Projektdetaljer

Beskrivelse

I Sverige rejses der et stigende antal vindmøller nær beboede områder, og der rapporteres om sporadiske klager. En undersøgelse viste, at de væsentligste gener fra vindmøller var støjgener, skygger og refleksioner fra rotorbladene samt forstyrrelse af udsigten over landskabet, men kendskabet til udbredelsen af støjgener og deres sammenhæng med de visuelle forstyrrelser er sparsom. Den dominerende del af støjen fra vindmøller er aerodynamisk. Den opstår, når rotorbladene passerer gennem luften. På grund af bladenes passage af mølletårnet er denne støj fluktuerende med en modulationsfrekvens, som afhænger af antallet af rotorblade og rotorens omløbstal, og som typisk ligger i frekvensområdet 1.5-3 Hz. Den øvrige støj er mekanisk og kommer hovedsageligt fra gearboksen, men også fra andre dele af møllen. Den mekaniske støj har typisk både bredbåndede og mere eller mindre tonale komponenter. Den eksisterende viden om støjgener fra vindmøller er hovedsageligt baseret på undersøgelser af små møller, mindre end 500 kW. Tidligere studier har generelt fundet en svag sammenhæng mellem gene og A-vejet ækvivalent lydtryksniveau. Det er tænkeligt, at forskellige egenskaber ved lyden, som ikke beskrives fuldt ud ved det ækvivalente lydniveau, er af betydning for lydopfattelsen og genevirkningen. Denne hypotese støttes af tidligere eksperimentelle undersøgelser, hvor man fandt, at opfattelsen af skvulpen, hvislen og susen var særligt tydelige og generende. Formålet med projektet var at vurdere udbredelsen af støjgener fra vindmøller og at studere dose-response sammenhængen. Det var desuden intentionen at kigge på sammenhængen mellem støjgener, parametre for lyden og den visuelle forstyrrelse. En epidemiologisk undersøgelse med 356 personer, som bor tæt på vindmøller, er færdig. For hver respondent er beregnet det udendørs lydniveau (dBA frit-felt) fra den nærmeste vindmølle, baseret på en vindhastighed på 8 m/s i retning mod respondenten. Der er desuden beregnet parametre som antal timer med skygge og afstand fra mølle til respondent. Projektet udføres sammen med Göteborg Universitet og Halmstad Universitet (Eja Pedersen), og det finansieres af STEM (Statens Energimyndighet, Vindforsk).
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato31/12/200431/12/2004

Fingerprint

Udforsk forskningsemnerne, som dette projekt berører. Disse etiketter er oprettet på grundlag af de underliggende bevillinger/legater. Sammen danner de et unikt fingerprint.