Genevirkning af støj

Genevirkning er i øjeblikket det mest brugte kriterium til vurdering af negative effekter af støj (ved vurdering af risiko for høreskader bruges dog andre kriterier). Genevirkning kan beskrives som en opfattelse af ubehag forårsaget af støj. Begrebet er tæt knyttet til opfattelser, som kan beskrives med ord som: forstyrrelse, plage, irritation, ulempe, ubehag og uro. Hvorvidt en person bliver generet, når han eller hun udsættes for støj, afhænger af støjen (for eksempel hvor kraftig den er, hvordan den varierer over tid, og hvilke frekvenser den indeholder), men også mange andre parametre har indflydelse på genevirkningen. Disse kan opdeles i individuelle faktorer såsom høretab, støjfølsomhed, holdning til støjkilden, fysiologisk og psykologisk tilstand, situationsfaktorer såsom aktiviteter, som udføres eller skal udføres og faktorer relateret til støjkilden såsom personens mulighed for at kontrollere den, informationsindhold i lyden og dens varighed. Ved lovmæssig regulering af støj er det ønskværdigt at beskrive støjen med en enkelt fysisk måleværdi. Til dette bruges næsten altid det ækvivalente A-vægtede lydtryksniveau, og for mange støjkilder er der en fin sammenhæng mellem denne værdi og genevirkningen. Sammenhængen er noget dårligere, hvis der indgår flere støjkilder med forskellige karakteristika, og hvis lyden indeholder dominante lavfrekvente komponenter, tonale komponenter, fluktuerende lyde og impulslyde. Dette projekt har som overordnet formål at undersøge, hvordan forskellige parametre i lyde relaterer sig til genevirkning. For at opnå dette, er det nødvendigt først at studere metodiske aspekter som har betydning for den vurderede genevirkning. Et eksempel på undersøgelse af metodiske aspekter er givet i projektet ”Indflydelse af optage/gengiveteknik på vurdering af genevirkning af støj”. Støttet af STVF/FTP.