Identificering af risikolokaliteter på det 2-sporede vejnet i åbent land baseret på data om vejens karakteristika

  • Andersen, Camilla Sloth (Projektdeltager)

    Projektdetaljer

    Beskrivelse

    I det stedbestemte trafiksikkerhedsarbejde har udpegning og udbedring af sorte pletter (identificering, analyse samt udbedring af risikolokaliteter på vejnettet) siden 1970’erne været en af de primære aktiviteter. Imidlertid er sortpletarbejdet med årene blevet vanskeligere af to grunde: Dels er de mest markante sorte pletter identificeret og afhjulpet, de resterende er mindre markante og effekten af foranstaltninger mindre (SWOV 2010). Dels baseres sortpletarbejde på en stadig mindre del af det reelle antal trafikulykker. Mørketallet i den officielle ulykkesstatistik er steget, og registreringsgraden er faldet fra at 18,5 % af de tilskadekomne, der behandles på skadestue, blev registreret i den officielle ulykkesstatstik i 2001 til at 10 % blev registreret i 2011 (Danmarks Statistik 2012).

    De danske vejbestyrelser, heraf særligt kommunerne, har derfor vanskeligt ved at udpege sorte pletter i dag, særligt ude i det åbne land. Det betyder, at de står overfor det paradoks, at de ikke kan udpege og udbedre sorte pletter på landevejene, selvom 2/3 af de trafikdræbte omkommer i ulykker der sker på veje i det åbne land. Der er behov for ny viden om, hvorledes vejbestyrelserne systematisk kan gribe arbejdet an med at forhindre alvorlige ulykker idet åbne land.

    I dette PhD projekt er målet at udvikle en praktisk anvendelig ikke-ulykkesbaseret metode til udpegning af risikolokaliteter. De eksisterende metoder til udpegning af risikolokaliteter benytter data om ulykker registreret på vejen til at udpege lokaliteter. I PhD projektet undersøges muligheden for at benytte data om vejens karakteristika til at udpege risikolokaliteter.

    Udviklingen af metoden tager udgangspunkt i en statistisk analyse af sammenhængen mellem vejkarakteristika og ulykkesforekomst på det 2-sporede sekundære vejnet i Danmark. Dertil kommer målet om, at metoden skal være praktisk anvendelig. Dette betyder blandt andet, at inputparametrene i metoden skal være allerede eksisterende data ved vejbestyrelserne eller data der er forholdsvis let tilgængelig at indsamle. Projektet er delvist finansieret af 6 danske kommuner: Hjørring, Aalborg, Viborg, Ringkøbing-Skjern, Haderslev og Vordingborg Kommuner. Udover økonomisk støtte bidrager medarbejdere fra de 6 kommuner også input til definitionen af hvad en praktisk anvendelig metode er.

    Første udkast til metoden afprøves på dele af vejnettet i 2 af de deltagende kommuner. Herefter vurderes metoden både i forhold til hvorvidt den er praktisk anvendelig og i forhold til hvorvidt de udpegede lokaliteter giver ny viden til kommunerne de herefter kan arbejde videre med i deres stedbestemte trafiksikkerhedsarbejde.
    StatusAfsluttet
    Effektiv start/slut dato01/09/201131/08/2014

    Samarbejdspartnere

    • Viborg Kommune (Projektpartner)
    • Aalborg Kommune (Projektpartner)
    • Ringkøbing-Skjern Kommune (Projektpartner)
    • Vordingborg Kommune (Projektpartner)
    • Haderslev Kommune (Projektpartner)
    • Hjørring Kommune (Projektpartner)

    Emneord

    • Trafiksikkerhed
    • Sorte pletter
    • Vejnettet
    • Ulykkesstatistik
    • Trafikdræbte
    • Risikolokaliteter
    • Metodeudvikling
    • Vejens karakteristika

    Fingerprint

    Udforsk forskningsemnerne, som dette projekt berører. Disse etiketter er oprettet på grundlag af de underliggende bevillinger/legater. Sammen danner de et unikt fingerprint.