J.C. Christensen. En biografi.

J.C. Christensen (1856-1930) var i mere end et kvart århundrede en af Danmarks mest markante politikere og betragtes almindeligvis som en af de betydeligste danske beslutningstagere i det 19. og 20. århundrede.

J.C. Christensen blev medlem af Folketinget i 1890, hvor han hurtigt blev leder af en af fraktionerne i Venstres splittede folketingsgruppe. Som formand for Folketingets finansudvalg fra 1895 til 1901 blev han betragtet som landets egentlige magthaver, og han spillede en hovedrolle ved indførelsen af parlamentarismen i Danmark i 1901, og dermed ved grundlæggelsen af det moderne, danske folkestyre. I den første regering efter systemskiftet blev J.C. Christensen kultusminister, dvs. kultur-, kirke- og undervisningsminister. Som sådan arbejdede han bl.a. med en demokratisering af kirke- og skolevæsen, og som regeringens mest magtfulde mand lod han sideløbende sin nære allierede, kaptajn L.C.F. Lütken, føre hemmelige samtaler med Tyskland om Danmarks sikkerhedspolitik. I perioden 1905-08 var J.C. Christensen konseilspræsident, dvs. statsminister, og landets første civile forsvarsminister, og han videreførte samtalerne med Tyskland. Hans mål var at få gennemført en forsvarsordning, der kunne sikre Danmarks neutralitet og afslutte mange års strid i dansk politik, men han måtte træde tilbage, da justitsminister P.A. Alberti meldte sig for bedrageri. J.C. Christensen blev stillet for en rigsret, men blev frikendt i 1910. Mens sagen stod på, var han en kort overgang forsvarsminister, hvor det lykkedes ham at få gennemført sin planlagte nyordning af det danske forsvar. Forsvarsordningen gjorde det muligt for J.C. Christensen at samle de forskellige Venstregrupper i ét parti, og som magtfuld formand for Venstre og formand for Folketinget havde han stor indflydelse på udformningen af den grundlov, der i 1915 bl.a. gav kvinderne stemmeret.

Han kunne sagtens være blevet statsminister mindst to gange til, hvis han havde ønsket det, men han foretrak - i kølvandet på Alberti-sagen - at trække i trådene fra kulissen, og havde af den vej stor indflydelse på megen dansk lovgivning i perioden. I årene 1916-18 var han dog kontrolminister i C. Th Zahles regering, og som kirkeminister 1920-22 fuldførte han sin planlagte demokratisering af folkekirken og spillede en hovedrolle i forbindelse med genforeningen med Sønderjylland. I 1924 forlod han Folketinget.

J.C. Christensen er en nøgle til forståelse af dansk politisk historie 1890-1924. En omfattende historie kombineret med en vanskelig kildesituation har dog hidtil afholdt historikere fra at udforme en større, autoritativ biografi om ham. Fundet af J.C. Christensens dagbøger har imidlertid gjort en biografi realiserbar.