Kultur i praksis på Nordjyske Kulturskoler

Projektdetaljer

Beskrivelse

Kulturskoler i Nordjylland (KiN https://kulturskolerinordjylland.dk/ ) har som mål gennem aktionsforskningsprojektet at forandre den faglige praksis ved hjælp af kompetenceudvikling og organisatorisk læring. Udgangspunktet for projektet er, at kulturskolerne gerne vil skabe en bedre version af den kulturfaglige praksis, hvilket skal ske via aktionsforskning som tilgang og metode. Denne metode er praksisnær og drives af deltagerne/medforskerne, således at resultater umiddelbart kan omsættes til læring for både den enkelte og organisationerne som helhed.

Forsknings- og udviklingsspørgsmål: Hvordan kan aktionsforskning anvendes til at skabe kompetenceudvikling, organisatorisk læring og viden herom i de nordjyske musikskoler?

Aktionsforskning som tilgang til udvikling, læring og forandring i egen organisation baseres på, at hver af de 5 deltagende skoler arbejder med deres eget lokale forsknings- og udviklingsprojekt i rammerne af det samlede projekt (KIP), som omfatter: Problemidentifikation, udviklingsønske, tilgængelig viden, data, erfaringer, handling og evaluering.
Projektet baseres på kvalitative metoder, særligt anvendes lydoptagelser, feltnoter, fotos, grafiske repræsentationer, som dokumenterer styregruppens aktiviteter, de enkelte aktionsforskningsessioner med alle deltagere samt de 5 skolers individuelle projekter. Desuden anvendes kvalitative fokusgruppeinterviews med et summativt og formativt evaluerende sigte. På baggrund af forskningsprojektet udgives 1-2 videnskabelige publikationer i relevante tidsskrifter eller bøger.

For at kunne arbejde med aktionsforskning, er det nødvendigt at udvikle en række kompetencer hos deltagerne/medforskerne, der udgør medarbejdere ved fem af de nordjyske musik- og kulturskoler. I første omgang kompetenceudvikles KiNs forskningsudvalg, hvis medlemmer optræder som tovholdere på forskerteams tilknyttet deres respektive skole. Dernæst kompetenceudvikles de øvrige deltagere, der optræder som medforskere i den enkelte skoles forskerteam.

Projektets ønske om kompetenceudvikling er forankret i KiNs indsatsområder kapacitetsopbygning af ledere og medarbejdere. Det forventes, at projektets resultater vil udvikle såvel den enkelte medarbejder som den praksis der er på skolerne. Målsætningen er at deltagerne får opøvet kompetencer i og erfaring med at afvikle aktionsforskningsprojekter og formidle resultaterne i relevante formidlings- og forskningsmæssige sammenhænge.

Fra foreningen Kulturskoler i Nordjylland deltager fem skoler ved projektets start i 2021, men som projektet skrider frem vil det være muligt for de resterende fem skoler at koble sig på projektet. De deltagende skoler er: Aalborg Kulturskole, Vesthimmerland Kulturskole, Kulturrummet (Thisted Musikskole), Hjørring Musiske Skole og Musikskolen i Frederikshavn Kommune.

Fra Aalborg Universitet deltager Lektor, Søren Frimann, hvis rolle er facilitator og forsker. Fra KiN er Musikskoleleder Thomas Albæk Jakobsen (Frederikshavn Kommune) tovholder og står for det koordinerende arbejde i samarbejde med Søren Frimann.
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/04/202130/11/2022

FN's verdensmål

I 2015 blev FN-landene enige om 17 verdensmål til at bekæmpe fattigdom, beskytte planeten og sikre velstand for alle. Dette projekt bidrager til følgende verdensmål:

  • Verdensmål 3 - Sundhed og trivsel
  • Verdensmål 4 - Kvalitetsuddannelse
  • Verdensmål 8 - Anstændige jobs og økonomisk vækst

Emneord

  • Aktionsforskning
  • ledelsesudvikling
  • didaktik
  • Organisatorisk læring