Min hidtidige undervisnings- og vejledningsaktivitet har givet anledning til studier af en række analyseteoretiske og –metodiske problemstillinger, der ikke kun udspringer fra musikvidenskabens traditionelle fagområder. Spørgsmålet, angående hvordan vi bedriver musikanalyse (foruden hvorfor) – navnlig forholdet mellem analysens formål, analytikerens anskuelse af og indfaldsvinkel til det pågældende musikalske fænomen samt dertilhørende valg af analysemetode, – har optaget mig meget. Et nyligt (af undertegnede) afholdt seminar omkring forholdet mellem begreberne, komposition og improvisation, samt deres æstetiske og filosofiske implikationer, har inspireret til at forsøge at klarificere nogle forbistringer, vedrørende mål og midler. Udgangspunktet er kontrasterende anskuelser af musik som henholdsvis et produkt (færdigt foreliggende og til enhver tid tilgængeligt resultat) og en proces (en irreversibel aktivitet, forløbende i realtid).