Risikovurderinger blandt meritstuderende m.fl. ved Københavns Professionshøjskole

Projektdetaljer

Beskrivelse

Gennemførelse af survey blandt pædagogstuderende ved Københavns Professionshøjskole og efterfølgende formidling af resultaterne for studerende og undervisere på Professionshøjskolen.
Projektet gennemføres i samarbejde med Martin Sørensen lektor ved Meritpædagoguddannelsen Københavns Professionshøjskole.
Projektet sigter mod at formidle viden om de studerendes egne risikovurderinger og tydeliggøre tendenser til både systematisk skævvredne risikovurderinger og voldsom spredning i risikovurderinger. Tendenser, som før har været dokumenteret blandt professionelle praktikere*. Formidlingen af denne viden betyder, at kommende pædagoger kan blive mere opmærksomme på både de muligheder, der findes for at gøre risikovurderingerne mere realistiske, at de bliver opmærksomme på den begrænsede mulighed for at forudse, hvordan det vil gå enkeltindivider, og at de derfor bliver mere opmærksomme på at bruge både deres egen men også deres studiekammeraters faglighed til at danne sig et mere nuanceret helhedssyn. Projektet har kun været muligt, fordi over 200 studerende har besvaret spørgeskemaet, og mange allerede har hørt om resultaterne; og endelig har der været såvel interesse som kritik af spørgsmål som konstruktive tilbagemeldinger på undersøgelsen. Fremover vil flere vil få lejlighed til at reagere på undersøgelsesresultaterne. Alt dette kan medvirke til at skabe refleksion omkring risikovurdering og forhåbentlig dialog mellem studerende, undervisere og os, der har stået bag undersøgelsen.
Projektet sigter dernæst mod eksplorativt at belyse to forhold:
1. om personlige erfaringer både fra opvækstfamilien og fra eget liv efter det 18. år har betydning for om man har tendens til at vurdere risikoen henholdsvis højt og lavt.
2. om personlige holdninger har nogen betydning for om der er tendens til at vurdere risikoen henholdsvis højt og lavt.
Der er foreløbig gennemført en undersøgelse den 6/11 2021, og resultaterne er blevet formidlet gennem et oplæg med powerpoint - den redigerede powerpointpræsentation kan downloades fra denne hjemmeside.


*Se Ejrnæs, Morten, Ida Skytte Jakobsen, Liv Tine Mayland Lyngholm, Randi Riis Michelsen, Cecilie K. Moesby-Jensen og Merete Monrad (2019): Professionelles faglige risikovurderinger . https://www.ucviden.dk/da/publications/professionelles-faglige-risikovurderinger-rapport-til-kommunerne

Lægmandssprog

Hvordan vurderer pædagogstuderende risikoen for, at et individ pådrager sig sig forskellige typer problemer?
En undersøgelse, hvis resultater efterfølgende formidles til deltagerne i undersøgelsen.

Nøgleresultater

Studerendes risikovurderinger ligner de risikovurderinger, som kommunalt ansatte pædagoger foretager.
De samme tendenser til overdrivelser af risiko for alvorlige problemer og den store spredning i vurderingerne gør sig gældende for både studerende og praktikere.
Kort titelRisikovurderinger blandt studerende
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato23/09/2021 → …

Samarbejdspartnere

  • University College Copenhagen

Emneord

  • studerendes risikovurderinger