Urban Bikescapes (Arkitektur & nye cykelmiljøer - arkitektonisk kvalitet i hverdagens transitrum )

  • Marling, Gitte, (Projektdeltager)

Beskrivelse

Forskningsprojektet ’Arkitektur & nye cykelmiljøer’ ønsker at bidrage til at forbedre de arkitektoniske og rumlige kvaliteter i hverdagens transitrum. Formålet er, at undersøge hvorledes arkitekturen og oplevelsesrige bymiljøer kan benyttes som drivkraft til at få flest muligt i alle aldre til at ’hoppe på’ cyklen for at cykle til skole, arbejde, institutioner og fritidsaktiviteter mv. Formålet er endvidere at omsætte den indsamlede viden til praksis i samarbejde med danske kommuner.
Projektet handler derfor om at skabe en god og bæredygtig transportkultur, at styrke folkesundheden og at øge trivsel og trygheden i vores byer.

De nye cykelruter, som i de seneste år anlægges i større byer udfordrer vores forestillinger om den traditionelle cykelsti langs en befærdet vej. De indtager områder af byen, der tidligere var domineret af biler og omdanner bymiljøet. Det sker på samme måde som gågaderne i 60’erne, der startede en hel omdannelses- og fornyelsesproces af de centrale bydele.
De nye cykelruter etableres ofte på eksisterende vejtraceer, men også på nedlagte jernbanespor, gennem parker, overskudslandskaber, boligområder og gamle industriområder. Ofte skærer de sig gennem meget forskellige sociale og kulturelle bymiljøer, og åbner således byen visuelt og kulturelt på nye måder.
De veksler mellem at forløbe i eget nyt tracé, overtage gamle bilveje, eller blande sig med biltrafik og gående i det der kaldes ’shared space’.

Det er afgørende vigtigt, at arkitektonisk kvalitet tænkes ind fra starten ved planlægningen af de nye cykelmiljøer, hvis cykelstrategien skal lykkes, og mobilitetens rum skal blive en vigtig del af byens hverdagsrum. Fokus må rettes både mod selve cykelruterne og mod det tilknyttede bymiljøet i form af bebyggelse, facader, byrum og urbane landskaber.

Hidtil har der alene været forsket i funktionalitet, sikkerhed og rutevalg i forbindelse med mobilitet i større byer, mens de rumlige og arkitektoniske kvaliteter af cykelmiljøer er ubelyste.
Som afdelingsleder for Københavns Kommunes Center for Trafik, Brian Sørensen udtrykker det, ”Så ved vi faktisk ikke ret meget om effekten af cykelruterne i forhold til den arkitektur og de sociale og kulturelle bymiljøer de skaber – eller kunne skabe.” (interview april 2012).

Københavns Kommune satser stort på moderne cykelruter, der kan tilbyde de daglige pendlere et sundt cykelalternativ til bilen. Et par ruter er netop indviet, og flere er på vej. Også i Aalborg er der interesse for at skabe bæredygtige forbindelser på tværs af byen fra Aalborg Øst, det nye hospital, Universitet og ind til centrum. Forbindelser over Limfjorden og ud til lufthavnen. Den ønskede letbane kunne styrkes af supplerende cykelruter. I Odense Kommune står man over for tilsvarende investeringer.
Det er en positiv udvikling, som projektet gerne vil støtte og give både investeringssikkerhed og æstetisk kvalitet.

Det er formålet med projektet, at hente viden hjem fra København og et par udenlandske storbyer med erfaringer på området. På den baggrund drøftes og udvikles strategier og design guidelines for, hvorledes man i Aalborg, men også i andre større danske provinsbyer kan lægge sig i front med oplevelsesrige, og smukke cykelruter, der kan bidrage til folkesundhed, sikkerhed og højne æstetikken og byrumsarkitekturen i byen.
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/10/201201/10/2014

Finansiering

  • Det Obelske Familiefond