Fra overmenneske til UNESCO-menneske: en begrebshistorisk analyse af overgangen fra et biologisk til et kulturelt forankret menneskesyn i det 20. århundrede

I årene efter Anden Verdenskrig og Holocaust var FNs særorganisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO, omdrejningspunkt for en semantisk kamp i den internationale, videnskabelige verden om den rette definition af racebegrebet. En kamp der i sin essens handlede om naturvidenskabernes eller samfundsvidenskabernes fortrinsret, når det gjaldt fortolkningen af menneskets oprindelse, inddeling og værdi. Afhandlingen afdækker UNESCOs initiativer og vurderer deres virkningshistorie i tiden fra 1945 og frem til 1965, hvor FN vedtog sin konvention mod racediskrimination.

En central opgave for UNESCO i perioden var at udforme en erklæring, som indeholdt en almengyldig definition af racebegrebet. Det skete i troen på, at erklæringen kunne fjerne fordomme og bringe menneskeheden tættere sammen. Filosoffen Alain Finkielkraut har karakteriseret erklæringen som et politisk projekt. Afhandlingen viser, at Finkielkraut har ret i den forstand, at de etiske spilleregler var besluttet i forvejen, og at de eksperter der skulle udforme erklæringen, blev rekrutteret efter, om de var kritiske i forhold til racebegrebet. Men afhandlingen viser samtidig, at indholdet i erklæringen langtfra var løsrevet fra enhver form for videnskabelighed, da forhåndsantagelserne byggede på grundige sociologiske og antropologiske undersøgelser foretaget før og under krigen med UNESCOs første generaldirektør Julian S. Huxley som en central aktør.

UNESCOs erklæring fra 1950 forkastede racebegrebet til fordel for etnicitetsbegrebet, ud fra en overbevisning om at det var subjektive følelser af kulturel samhørighed og ikke tilhørsforholdet til en biologisk gruppe, der var afgørende for valg af partner og dermed udbredelsen af arveanlæg. Da erklæringen blev efterfulgt af massiv kritik, offentliggjorde UNESCO i 1951 en ny erklæring, som anerkendte race som meningsfuldt klassifikationsbegreb. Til gengæld kunne mentale egenskaber ikke indgå i klassifikationen, og derved racebegrebet blev tømt for politiske anvendelsesmuligheder. Samtidig blev tidens førende antropologer afkrævet et syn på erklæringen for at give den autoritet og for at vurdere og udstille deres forhold til racebegrebet.

UNESCO lancerede herefter en publiceringsstrategi, der gik ud på at oversvømme bogmarkedet med racekritiske værker. Samtidig opfordrede organisationen sine medlemslande til at ændre indholdet i lærebøgerne i folkeskolen og gymnasieskolen, og lancerede det såkaldte Øst-vest-projekt, der havde til formål at fremme den mellemfolkelige forståelse. Endelig udformede UNESCO i 1964 en tredje erklæring, der igen forholdt sig skeptisk til racebegrebet ud fra den tanke, at det havde været misbrugt til at legitimere forskelsbehandling. Erklæringen udgjorde grundlaget for definitionen af racebegrebet i FNs konvention mod racediskrimination.

Virkningshistorien bliver i afhandlingen vurderet med Danmark som eksempel. Analysen af tiden før 1945 viser, at brugen af racebegrebet var udpræget, også i politisk anvendelige udgaver, og blev udbredt bl.a. gennem uddannelsessystemet. Det havde betydning for opfattelsen af danskhed, forholdet til fremmede og adfærden over for afvigere. Alligevel fik UNESCOs initiativer ikke megen bevågenhed de første år efter krigen, bl.a. fordi Den Danske UNESCO-nationalkommission betragtede Danmark som et kultureksportland.

I videnskabelige kredse mødte UNESCOs initiativer spredt modstand, men også megen velvilje. Danske antropologer så bort fra mentale forskelle som kriterium for raceopdelingerne og slog ind på humangenetikken, der vægtede almenmenneskelige problemstillinger som sygdomme og strålingsfare. Inden for etnografien, geografien og historien var der ligeledes velvilje at spore, og UNESCO forsøgte på forskellig vis at forpligte forskerne til at arbejde inden for FN-systemets etiske retningslinjer. Endelig oplevede sociologien fremgang institutionelt set. Det betød, at magtforholdet mellem sociologien og antropologien blev ændret, så kulturelle forklaringer på menneskers inddeling og levevis fik en mere fremtrædende rolle.

Det forhold at enkelte centrale medarbejdere i Undervisningsministeriet i midten af 1950erne var aktive i UNESCO-sammenhæng fik betydning for effekten af organisationens initiativer. I 1954 blev der indført forsøgsundervisning i udvalgte folke- og gymnasieskoler med henblik på mellemfolkelig forståelse, og det officielle syn på Danmark som ensidigt kultureksporterende land blev opgivet. Fra og med 1960 blev mellemfolkelig forståelse officiel dansk uddannelsespolitik, og politikken førte med økonomisk bistand fra UNESCO bl.a. til ændringer af lærebøger og undervisningsformer særlig i forhold til fagene geografi og historie.

UNESCOs initiativer medvirkede til en vis oprejsning for en række traditionelle danske modbilleder som afrikanere, jøder og grønlændere. Udviklingshæmmede oplevede også en rehabilitering, men her var der snarere tale om et særligt dansk initiativ uden UNESCOs indblanding, eftersom ledende medarbejdere i organisationen var tilhængere af eugenisk lovgivning.

Afhandlingen viser, at en række begivenheder, ikke mindst Holocaust og afkoloniseringen, dannede baggrund for en generel konsensus om, at alle former for politisk anvendelse af racebegrebet var moralsk forkastelig. Men UNESCO havde en enestående rolle i forbindelse med markedsføringen af et nyt menneskesyn ved at stå bag efterkrigstidens største og mest koordinerede indsats for at delegitimere biologisk determinisme. Særlig markedsføringen af det i dag udbredte, men stærkt omdiskuterede racismebegreb, skyldes i høj grad UNESCO. Begrebet har gennem årene været med til at opretholde en vis konsensus om, hvad der opfattes som moralsk, videnskabelig og politisk korrekt, nemlig at mennesket er lidt mere kulturvæsen end naturprodukt.