Abstract
Når verden bliver grim
Søren Fauths fjerde digtsamling er en lang og uskøn exces i jalousi, hævnfantasier og selvhad efter et ægteskabsbrud
af Peter Stein Larsen
(tre stjerner)
Den amerikanske kulturteoretiker Sianne Ngai skrev i 2005 en banebrydende bog med titlen ”Ugly Feelings”, hvis grundtanke er, at kun et mindre udvalg af følelser normalt er i fokus i såvel vort offentlige liv som kunsten. Vi skelner nemlig overalt mellem en række ”smukke og ædle følelser” som kærlighed, længsel, handlekraft, mod og begær, som altid bliver forstået, accepteret og dyrket mellem mennesker, og som derfor forløses i det menneskelige fællesskab, og en række
”grimme” følelser, som vi skjuler og anser for uværdige, smålige, barnlige eller gemene. De ”grimme” og mindreværdige følelser kan være jalousi, misundelse, væmmelse, hysteri, raseri, aggression, irritation, paranoia og skam, og karakteristisk for disse følelser er det, at de oftest forbliver uforløste, fordi de ingen plads finder i vort sociale fællesskab.
Søren R. Fauths digtsamling ”Moloch. En fortælling om mit raseri” er et sjældent eksempel på et opvisning i grimme følelser, og at digteren har modet til dette, aftvinger i sig selv respekt. Der er næppe mange læsere, der kommer igennem denne bog uden følelser af ubehag, idet Fauths værk er en lavine af sjælsytringer, der alle kredser og det pinefulde og det pinlige. Historien består i, at jeget, der er utilsløret autobiografisk, bliver forladt af sin kone, der har haft en affære med en lægekollega, og jeget vælger på klassisk poet-narcissistisk maner at rejse til Italien, hvor han tilbringer en måned med at rase, græde, hade og fantasere om hævn over sin rival, imens han kører op og ned af de omgivende bjerge på sin racercykel.
”Moloch” er Fauths fjerde bog siden det kosmisk-romantiske og stilistisk eksperimenterende debutværk ”Universitet er slidt” (2013). Det nye værk er en slags syntese af de tendenser, som har vist sig i de to seneste samlinger, idet den rablende associationsstil fra ”Digt om døden” (2018) videreføres, mens værket med hensyn til skilsmissetemaet lægger sig tæt om af ”På Jupiter findes fortiden ikke” (2019), hvis mere komplekse formsprog det dog afviger fra. På denne vis er Fauth en poet, der i sit forfatterskab demonstrerer en stor og inciterende spændvidde.
I ”Moloch” har en stor del af digtene nogenlunde samme tematik og forløb, idet vi hører om. hvordan det cyklende jeg i den skønne bjergnatur overvældes af følelser af depression, selvhad eller raseri: ”Jeg cykler fra det hvidkalkede stenhus i Canillas kl. 8.45 / natten har været rædsom / drømmene fortættet af had / nedstigning fra seks hundrede halvtreds meters højde til havets overfalde / overskyet gråt / en god dag at dø / en god dag at køre galt / at lade sig torpedere af en lastbil / tænker jeg / siddende på en nylakeret Ridley / den lilla vanvittigt smukke cykel med skivebremser”. At jeget er havnet i dette bundløse hul, skyldes den altfortærende kærlighed og afhængighed, som jeget har af sin kone, og mellem de selvdestruktive og undergangsviede beskrivelser af nutidstilværelsen indflettes der hele tiden romantiske tilbageblik om den fantastiske partner: ”Handskerne, din latter, din / / skikkelse, dit intellekt, din duft, / alt det ved dig, fornemmer jeg, / er det bedste der nogensinde er / sket, nogensinde kan ske.”
Det er generelt ikke kønne følelser, der kommer til udtryk, i bogen, hvor mareridtets, destruktionens og paranoiaets logik behersker alt. Alt roterer om sætningen, ”Det er tirsdag / den 1. oktober 2018 / et år siden du indledte en affære med en mand på dit arbejde”, og jeget svinger monomant mellem et stort selvhad, når han f.eks. omtaler sig selv som ”pigedrengen forfatteren animamanden / der grubler fra han vågner til han går i seng / fra vugge til grav”, og et ekstremt had mod rivalen, hvor der beskrives måder, hvorpå denne skal torteres ihjel, og hvor forfatteren heller ikke står tilbage for - og her er jeg ret målløs og synes at anstændighedens grænse overskrides - at optrykke og håne sin rivals breve til hans kone.
Fauths ”Moloch” viser som hans andre bøger, at han er en fortrinlig lyriker, men generelt er bogen ikke på det samme høje niveau som hans andre værker, idet dens 244 sider er alt for monomane i deres stil og emne og mangler den fascinerende spændvidde i perspektiver, stemninger og formsprog, som man har set tidligere hos denne forfatter.
Søren R. Fauth:
Moloch. En fortælling om mit raseri.
Forlaget Vandkunsten.
244 sider. Kr. 300,00.
Søren Fauths fjerde digtsamling er en lang og uskøn exces i jalousi, hævnfantasier og selvhad efter et ægteskabsbrud
af Peter Stein Larsen
(tre stjerner)
Den amerikanske kulturteoretiker Sianne Ngai skrev i 2005 en banebrydende bog med titlen ”Ugly Feelings”, hvis grundtanke er, at kun et mindre udvalg af følelser normalt er i fokus i såvel vort offentlige liv som kunsten. Vi skelner nemlig overalt mellem en række ”smukke og ædle følelser” som kærlighed, længsel, handlekraft, mod og begær, som altid bliver forstået, accepteret og dyrket mellem mennesker, og som derfor forløses i det menneskelige fællesskab, og en række
”grimme” følelser, som vi skjuler og anser for uværdige, smålige, barnlige eller gemene. De ”grimme” og mindreværdige følelser kan være jalousi, misundelse, væmmelse, hysteri, raseri, aggression, irritation, paranoia og skam, og karakteristisk for disse følelser er det, at de oftest forbliver uforløste, fordi de ingen plads finder i vort sociale fællesskab.
Søren R. Fauths digtsamling ”Moloch. En fortælling om mit raseri” er et sjældent eksempel på et opvisning i grimme følelser, og at digteren har modet til dette, aftvinger i sig selv respekt. Der er næppe mange læsere, der kommer igennem denne bog uden følelser af ubehag, idet Fauths værk er en lavine af sjælsytringer, der alle kredser og det pinefulde og det pinlige. Historien består i, at jeget, der er utilsløret autobiografisk, bliver forladt af sin kone, der har haft en affære med en lægekollega, og jeget vælger på klassisk poet-narcissistisk maner at rejse til Italien, hvor han tilbringer en måned med at rase, græde, hade og fantasere om hævn over sin rival, imens han kører op og ned af de omgivende bjerge på sin racercykel.
”Moloch” er Fauths fjerde bog siden det kosmisk-romantiske og stilistisk eksperimenterende debutværk ”Universitet er slidt” (2013). Det nye værk er en slags syntese af de tendenser, som har vist sig i de to seneste samlinger, idet den rablende associationsstil fra ”Digt om døden” (2018) videreføres, mens værket med hensyn til skilsmissetemaet lægger sig tæt om af ”På Jupiter findes fortiden ikke” (2019), hvis mere komplekse formsprog det dog afviger fra. På denne vis er Fauth en poet, der i sit forfatterskab demonstrerer en stor og inciterende spændvidde.
I ”Moloch” har en stor del af digtene nogenlunde samme tematik og forløb, idet vi hører om. hvordan det cyklende jeg i den skønne bjergnatur overvældes af følelser af depression, selvhad eller raseri: ”Jeg cykler fra det hvidkalkede stenhus i Canillas kl. 8.45 / natten har været rædsom / drømmene fortættet af had / nedstigning fra seks hundrede halvtreds meters højde til havets overfalde / overskyet gråt / en god dag at dø / en god dag at køre galt / at lade sig torpedere af en lastbil / tænker jeg / siddende på en nylakeret Ridley / den lilla vanvittigt smukke cykel med skivebremser”. At jeget er havnet i dette bundløse hul, skyldes den altfortærende kærlighed og afhængighed, som jeget har af sin kone, og mellem de selvdestruktive og undergangsviede beskrivelser af nutidstilværelsen indflettes der hele tiden romantiske tilbageblik om den fantastiske partner: ”Handskerne, din latter, din / / skikkelse, dit intellekt, din duft, / alt det ved dig, fornemmer jeg, / er det bedste der nogensinde er / sket, nogensinde kan ske.”
Det er generelt ikke kønne følelser, der kommer til udtryk, i bogen, hvor mareridtets, destruktionens og paranoiaets logik behersker alt. Alt roterer om sætningen, ”Det er tirsdag / den 1. oktober 2018 / et år siden du indledte en affære med en mand på dit arbejde”, og jeget svinger monomant mellem et stort selvhad, når han f.eks. omtaler sig selv som ”pigedrengen forfatteren animamanden / der grubler fra han vågner til han går i seng / fra vugge til grav”, og et ekstremt had mod rivalen, hvor der beskrives måder, hvorpå denne skal torteres ihjel, og hvor forfatteren heller ikke står tilbage for - og her er jeg ret målløs og synes at anstændighedens grænse overskrides - at optrykke og håne sin rivals breve til hans kone.
Fauths ”Moloch” viser som hans andre bøger, at han er en fortrinlig lyriker, men generelt er bogen ikke på det samme høje niveau som hans andre værker, idet dens 244 sider er alt for monomane i deres stil og emne og mangler den fascinerende spændvidde i perspektiver, stemninger og formsprog, som man har set tidligere hos denne forfatter.
Søren R. Fauth:
Moloch. En fortælling om mit raseri.
Forlaget Vandkunsten.
244 sider. Kr. 300,00.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Kristeligt Dagblad |
| ISSN | 0904-6054 |
| Status | Udgivet - 26 maj 2020 |