Artemis' tryllekreds

KONCERT Artemis Quartet: Barber, Britten og Schubert Artemis-kvartetten blev det fjerde og foreløbigt sidste møde med de store internationale kvartetter, som det er lykkedes Kammermusikforeningen og Musikkens Hus at lokke til byen i de seneste år. Ligesom med Belcea Kvartetten blev det et møde med fire fantastiske musikere, som gennem årene har findyrket det kammermusikalske sammenspil til noget nær perfektion, men vel at mærke ikke den form for perfektion, som ender i ren overflade og sterilitet. Det er sjældent - som her - at møde fire musikere, som deler det samme klangideal i en sådan grad, at ensembleklangen bliver magisk, hvad enten der er tale om unisont melodispil, to-stemmigt akkompagnement til en melodi eller blot en enkel harmoniseret melodi. Også kvartettens opstilling var usædvanlig, violinisterne Vineta Sareika og Anthea Kreston i venstre side, stående, derefter cellisten Eckart Runge i midten og bratschisten Gregor Sigl på højre fløj, ligeledes stående. Opstillingen gjorde, at den indbyrdes opmærksomhed og sammenspillet musikerne imellem blev intenst og uhyggeligt præcist. Artemis brugte Barbers berømte Adagio som opvarmning. Her fandt man balancen i ensembleklangen i forhold til rummets akustik, hvor bagtæpperne var trukket for bagved kvartetten. Det samlede lyden og gjorde den stoflig og nærværende. I Benjamin Brittens kvartet i C-dur demonstrerede Artemis præcis hvor tæt man som ensemble kan komme ind under huden på musikken. Unisont spil i 2,3 eller alle 4 instrumenter, homogen ensembleklang, hvorfra musikerne på skift træder ud for en kort bemærkning, modstillingen i anden satsens dramatisk/ passionerede solospil og et akkompagnement på grænsen til det hørbare, som et flimrende væv, præcist og intenst. Og endelig sidste satsen, den vidunderlige " Chacony", hvor hver variation stod som et unikt stemningsbillede med sin helt egen grundklang, teksturer, karakter og farvepalet, og hvor de fire musikere musicerede som én organisme, men også på skift stod frem som de fremragende solister de hver især var. Franz Schuberts strygekvartet i d-mol bærer titlen " Der Tod und das Mädchen", fordi Schubert har anvendt sin lied med samme navn som tema for variationsrækken i 2. sats. Og selvom jeg personligt ikke er den store ynder af Schuberts variationsværker, så blev jeg fanget ind fra første sekund og fastholdt som i en tryllekreds af musikernes fjerlette spil og vidunderligt lysende klang. Blot det at høre Runges pizzikerede cellotone i pianissimo blive ved med at klinge i rummet i flere sekunder var en åbenbaring. Og tiden blev sat helt i stå i secundo'en Anthea Krestons durvariation over primo'ens filigranagtige arabesker og med modstemmer i bratsch og cello. Første satsen havde karakter som en af Beethovens modne kvartetter, hvor voldsomt passionerede passager blev afløst af fint ciselerede luftige klange, en musik der aldrig var i ro, men altid på vej, altid med fokus på retningen, og altid med de fire musikere i fuldkommen synkronicitet. Også scherzoen blev koreograferet med de store kontraster, voldsomt passioneret i første delen og trioen med en klang som det reneste solskin. Koncentrationen og præcisionen holdt sig helt frem til den halsbrækkende afslutning, og var med til at gøre denne Schubert kvartet til unik oplevelse, som nok ikke vil blive overskygget i lang tid fremover. Ekstranummeret blev en lille 4-stemmig Bach koral, magisk musik i bevægelse, men alligevel i ro, som en tilstand af ren væren. Artemis Quartet: Barber, Britten, Schubert Aalborg Kammermusikforening & Musikkens Hus Tirsdag aften. Artemis Quartet. Arkivfoto