At se og høre ungdomslivet

Forskningens vigtigste redskab er sproget. Vi skriver lange præsentationer og analyser, og taler med de unge eller arbejder med spørgeskemaer. Sproget er her helt centralt. De seneste årtier har der dog også i socialvidenskaben været stigende interesse for at udvikle metoder som kan være mere sensitive for ikke-sproglige - og skriftlige udtryksformer. En udvikling som ikke mindst har været udfoldet i barndoms- og ungdomsforskningen, fordi denne har været særligt opmærksom på de begrænsninger der kan være, når børn og unge skal italesætte deres erfaringer (Rasmussen 2013). Metodeudviklingen har været drevet af en forestilling om, at der er forhold og stemmer i de unges liv som ikke lader sig indfange i det sproglige (Thomson 2008), men bedre kan udtrykkes gennem visuelle metoder. Det voksende fokus på visuelle udtryksformer reflekterer også, at vi lever i en verden, hvor billedmedier og visuelle repræsentationer af virkeligheden bliver stadigt stærkere (Rasmussen 2013) også som en udtryksform de unge bruger til at fremstille sig selv (Nielsen, 2016). Både teknologier til at fremstille visuelle repræsentationer og faktiske billeder er meget nemt tilgængelige. Når vi præsenteres for empirisk materiale med en visuel side, giver den visuelle sociologi os redskaber til at bearbejde og omsætte det vi ser som forskere (Margolis & Pauwels, 2011; Rose, 2014). Visuelle udtryksformer har altså en central placering i udviklingen af metoder som er sensitive for andre udtryk end sprog og skrift. Pink beder dette fokus ud og skriver om ’sanselig etnografi’; en etnografi med opmærksomhed både på de sanselige aspekter ved de deltagende menneskers liv og i forskerens måde at praktisere sin forskning. Herunder hvordan forskeren sanser sine data (Pink 2009: 1). I dette kapitel vil vi være særligt opmærksomme på hvad det egentlig er man kan se i unges egne visuelle selvfortællinger og, inspireret af bl.a. Winther (2013) på hvad man hører, når man lytter til en bio-dokumentar, som kun har en audiovisuel side. Med denne metodologiske interesse for ikke sproglige udtryk, tager kapitlet udgangspunkt i et datamateriale, hvor tre unge har valgt at benytte tre forskellige udtryksformer til at besvare samme opgave, nemlig at lave en bio-dokumentar om dem selv og deres hverdagsliv. Det drejer sig om en film, en lydoptagelse med fotos og en lydoptagelse af et interview. Med udgangspunkt i de tre ungefortællinger diskuterer kapitlet, hvordan forskellige audio og visuelle udtryksformer har betydning for, både hvordan de unge kan udtrykke sig om deres hverdagsliv, og hvilke indsigter vi som forskere derigennem kan få adgang til.