Bæredygtighedspædagogik og handlekompetence – et velkommen tilbage til 70erne?

Aktuelle bæredygtighedspædagogiske diskurser taler om udvikling af empowerment, kritisk tænkning og holdningsændring, og artiklen viser hvordan der hermed trækkes spor til 70ernes kritiske pædagogik og aktivistiske græsrodsbevægelser og perspektiverer forholdet mellem utopi, kritik og (pædagogisk-) handlen. Der er særlig fokus på udvikling af handlekompetence, der knyttet til bæredygtig udvikling. Dermed tematiserer en bæredygtighedspædagogik forholdet mellem individuel handling og samfundsmæssige behov, med krav om adfærdsændringer. FN`s verdensmål fremstår som en diskursiv ramme for bæredygtighedspædagogik og adresserer centrale værdispørgsmål som lighed og retfærdighed, og dermed udfordres forskellige demokratiforståelser (Schild, 2016). Forestående og ødelæggende klimaforandringer er forbundet med angst og emotionelle reaktionen kan drivkraft for miljøaktivisme, som 70erne synliggjorde, eller føre til opgivelse, apati eller handlingslammelse.
Tvind Folkehøjskoles bygning af verdens største og teknisk mest avancerede vindmølle i 70erne var en markant pædagogisk handling og reaktion med betydning for både vindmølleindustrien og miljøet. Eksperimentet +peger efterfølgende på en historiske set tæt og kompleks sammenhæng mellem miljøpolitisk aktivisme, kritisk pædagogik og udvikling af handlekompetence, men også en samfundsmæssig betydning af forestillingsevne og teknologisk fantasi.
Teoretiske er artiklen inspireret af Michel Foucaults diskursanalytiske perspektiv (i.e. magt/modmagt) og C. Wrights Mills’ begreber om sociologisk fantasi fra 1959 (Mills, 2002), og John Deweys pragmatiske handlebegreb.
Nøgleord

Bæredygtighed, bæredygtighedspædagogik, handlekompetence, kritisk pædagogik, sociologisk fantasi.