Hverdagspoesi: Peter Poulsen: Allegro ma non troppo

Peter Poulsen er hverdagens poet over alle. Det hele startede i 1960’erne, hvor Poulsen var en af de digtere, der ikke brød sig om den svære modernisme med den sprængte syntaks og de vildtvoksende metaforer og de brede civilisationskritiske temaer, som man så det hos Jess Ørnsbo, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski, I stedet skulle poesien hos Poulsen og andre af hans generationskolleger som Dan Turèll, Peter Laugesen og Jørgen Leth tage udgangspunkt i den konkrete hverdag og være formuleret med dagligsproglig forståelighed. Og sådan er det også næsten 50 år efter, hvor Poulsen er going strong med en ny samling med titlen ”Allegro ma non troppo”.
Bedst i den nye samling er en bestemt type digte, som Poulsen i sine sidste samlinger har excelleret i, nemlig de syleskarpe samfundskritiske kortdigte, som i dansk sammenhæng fik sit med ikoniske udtryk i Malinowskis digtsamling ”Poetomatic” (1965). Et højaktuelt digt hedder ”Indvandring” og lyder: ”Ikke hvem som helst lukkes ind / i det sikrede fængsel, hvor vi bor.” Et andet hedder ”Byplan” og lyder: ”De har slået alle stoppestederne sammen til ét / som til gengæld ligger centralt.” En tredje lille perle om samtidens værdirelativisme hedder ”Sandwichmænd”: ”En plæderer for verdens undergang. / En anden vil sælge billige skjorter”.
Et andet udbredt greb i Poulsens hverdagspoesi består i, at scener fra nutidens samfund er befolket med alverdens historiske og mytologiske skikkelser. Vi møder således Marx, Odysseus, Hector, Newton. Polyfemos, Rimbaud og Lenin i færd med alle hånde aktiviteter i den moderne verden, og den satiriske effekt, når noget stort og heroisk konfronteres med noget plat og trivielt udebliver da heller ikke. Denne mytologiske metode kan i et helt digt se således ud: ”Dr. Frankenstein tager ikke telefonen. / Han har lukket sig inde på lokummet / syg af misundelse på sit uhyre / som i dag er fløjet til Oslo / hvor han skal modtage Nobels Fredspris”.
Man kan naturligvis diskutere, hvor morsomme og vellykkede den slags tekster er. Sammenligner man Poulsens brug af den mytologiske metode med den måde, hvorpå denne forvaltes i den store modernistiske tradition fra T.S. Eliot til Bob Dylan ser den i sandhed lidt tyndbenet og letkøbt ud. Det er således lidt ironisk, at Peter Poulsen som voldsom modstander af den såkaldte aristokratmodernisme fra den første del af det 20. århundrede i sin senere digtning netop anvender former og greb fra denne poetiske tradition. Dette skal dog ikke tage fokus fra, at der er talrige vellykkede på én gang muntert-alvorlige og slentrende-elegante tekster om hverdagens gøremål og tidens dårskab i Poulsens digtsamling.

Peter Poulsen:
Allegro ma non troppo. Digte.
Lindhardt og Ringhof.
Kr. 249,95. 146 sider.