Besøg af symfonisk orkan

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

Resumé

KONCERT Bernstein, Tjajkovskij, Prokofjev Når én af byens berømte sønner kan fejre sin 100-årsdag, og fødselaren desuden hedder Jørn Utzon, var det en oplagt anledning til et gæstespil med Sydney Symphony Orchestra, som har base i Utzons ikoniske operahus i Sydney.

Aftenens koncert var den sidste på orkestrets Europaturné, og man fik et ganske godt indtryk af, hvorfor det hører til blandt de mest velrenommerede i verden i dag.

Det, man først og fremmest bemærkede, var det fuldt udbyggede strygerkorps, 60 strygere, der musicerede med et dybfølt engagement, der fuldstændig tog pusten fra én. Desuden var træblæserne fantastisk sammenspillet med en uhørt homogen gruppeklang; også messingblæsernes sammenspil stod eminent og flot afstemt i forhold til strygerklangen.

Allerede i ouverturen til Bernsteins " Candide" fik man en fornemmelse af Sydney orkestrets eminente niveau.

Den præcision og homogenitet, der prægede spillet i strygersektionen, var nærmest frygtindgydende, og man bemærkede sig en række fine små orkestersoli, især blandt træblæserne.

Ouverturen opleves som regel som meget turbulent og med mange bratte skift undervejs, men her fremstod den organisk sammenhængende, selvfølgelig i kraft af orkestrets høje niveau, men også takket være dets faste dirigent, amerikaneren David Robertson, som ikke gav slinger i valsen.

Solistværket var Tjajkovskijs " Rokokkovariationer" med den danske cellist Andreas Brantelid som solist.

Værkets klassicistiske og lette karakter lå eminent til Brantelids klangideal og musikalitet, lyrisk i det melodiske og rytmisk uden nævneværdig tyngde. Prøveforløbet har formodentlig været nødtørftigt, for der manglende lidt i koordineringen mellem solist og orkester i første halvdel. Til gengæld var Brantelids solokadence midtvejs betagende, ligesom den efterfølgende variation i mol.

I Prokofievs monumentale 5. symfoni fra 1945 var det igen orkestret, der var i fokus med store melodiske linjer, malet med bred pensel, fuldtonet og majestætisk musik, der udviklede sig som en perfekt organisme.

Man sad helt bjergtaget af den energi og dedikation, som det store strygerkorps gik til opgaven med, hver enkelt musiker spillede med en energi, som gjaldt det livet, og Prokofievs musik blev derefter, levende, majestætisk, munter og spøgende, ledt frem mod den musikalske kampplads, der bragte symfonien til afslutning.

Som ekstranummer -og efter en lille tale på formfuldendt dansk af dirigenten David Robertson -fik vi polonaisen fra Tjajkovskijs " Eugen Onegin" med fejende flot messing-akkompagnement, et rent festfyrværkeri og en fornøjelse at slutte af med.

Den begejstring, som dette fine orkester blev mødt med i søndags, kunne måske bane vejen for et besøg af vores eget symfoniorkester den anden vej, i Utzons operahus down under?.

Bernstein, Tjajkovskij, Prokofiev Sydney Symphony Orchestra dirigent: Davis Robertson solist: Andreas Brantelid Musikkens Hus, søndag aften.

Solisten Andreas Brantelid klarede sig fint -trods den korte prøvetid.
Sydney Symphony Orchestra imponerede med deres eminente, sammenspillede niveau. Foto: Rene Jeppesen
OriginalsprogDansk
TidsskriftNordjyske Stiftstidende
Sider (fra-til)3
Antal sider1
ISSN1399-865X
StatusUdgivet - 11 dec. 2018

Emneord

  • koncertanmeldelse

Citer dette

@article{550dcc59a323442d969afefcc4d521c5,
title = "Bes{\o}g af symfonisk orkan",
abstract = "KONCERT Bernstein, Tjajkovskij, Prokofjev N{\aa}r {\'e}n af byens ber{\o}mte s{\o}nner kan fejre sin 100-{\aa}rsdag, og f{\o}dselaren desuden hedder J{\o}rn Utzon, var det en oplagt anledning til et g{\ae}stespil med Sydney Symphony Orchestra, som har base i Utzons ikoniske operahus i Sydney.Aftenens koncert var den sidste p{\aa} orkestrets Europaturn{\'e}, og man fik et ganske godt indtryk af, hvorfor det h{\o}rer til blandt de mest velrenommerede i verden i dag.Det, man f{\o}rst og fremmest bem{\ae}rkede, var det fuldt udbyggede strygerkorps, 60 strygere, der musicerede med et dybf{\o}lt engagement, der fuldst{\ae}ndig tog pusten fra {\'e}n. Desuden var tr{\ae}bl{\ae}serne fantastisk sammenspillet med en uh{\o}rt homogen gruppeklang; ogs{\aa} messingbl{\ae}sernes sammenspil stod eminent og flot afstemt i forhold til strygerklangen.Allerede i ouverturen til Bernsteins {"} Candide{"} fik man en fornemmelse af Sydney orkestrets eminente niveau.Den pr{\ae}cision og homogenitet, der pr{\ae}gede spillet i strygersektionen, var n{\ae}rmest frygtindgydende, og man bem{\ae}rkede sig en r{\ae}kke fine sm{\aa} orkestersoli, is{\ae}r blandt tr{\ae}bl{\ae}serne.Ouverturen opleves som regel som meget turbulent og med mange bratte skift undervejs, men her fremstod den organisk sammenh{\ae}ngende, selvf{\o}lgelig i kraft af orkestrets h{\o}je niveau, men ogs{\aa} takket v{\ae}re dets faste dirigent, amerikaneren David Robertson, som ikke gav slinger i valsen.Solistv{\ae}rket var Tjajkovskijs {"} Rokokkovariationer{"} med den danske cellist Andreas Brantelid som solist.V{\ae}rkets klassicistiske og lette karakter l{\aa} eminent til Brantelids klangideal og musikalitet, lyrisk i det melodiske og rytmisk uden n{\ae}vnev{\ae}rdig tyngde. Pr{\o}veforl{\o}bet har formodentlig v{\ae}ret n{\o}dt{\o}rftigt, for der manglende lidt i koordineringen mellem solist og orkester i f{\o}rste halvdel. Til geng{\ae}ld var Brantelids solokadence midtvejs betagende, ligesom den efterf{\o}lgende variation i mol.I Prokofievs monumentale 5. symfoni fra 1945 var det igen orkestret, der var i fokus med store melodiske linjer, malet med bred pensel, fuldtonet og majest{\ae}tisk musik, der udviklede sig som en perfekt organisme.Man sad helt bjergtaget af den energi og dedikation, som det store strygerkorps gik til opgaven med, hver enkelt musiker spillede med en energi, som gjaldt det livet, og Prokofievs musik blev derefter, levende, majest{\ae}tisk, munter og sp{\o}gende, ledt frem mod den musikalske kampplads, der bragte symfonien til afslutning.Som ekstranummer -og efter en lille tale p{\aa} formfuldendt dansk af dirigenten David Robertson -fik vi polonaisen fra Tjajkovskijs {"} Eugen Onegin{"} med fejende flot messing-akkompagnement, et rent festfyrv{\ae}rkeri og en forn{\o}jelse at slutte af med.Den begejstring, som dette fine orkester blev m{\o}dt med i s{\o}ndags, kunne m{\aa}ske bane vejen for et bes{\o}g af vores eget symfoniorkester den anden vej, i Utzons operahus down under?.Bernstein, Tjajkovskij, Prokofiev Sydney Symphony Orchestra dirigent: Davis Robertson solist: Andreas Brantelid Musikkens Hus, s{\o}ndag aften.Solisten Andreas Brantelid klarede sig fint -trods den korte pr{\o}vetid.Sydney Symphony Orchestra imponerede med deres eminente, sammenspillede niveau. Foto: Rene Jeppesen",
keywords = "koncertanmeldelse",
author = "Tore Mortensen",
year = "2018",
month = "12",
day = "11",
language = "Dansk",
pages = "3",
journal = "Nordjyske Stiftstidende",
issn = "1399-865X",
publisher = "Nordjyske Medier A/S",

}

Besøg af symfonisk orkan. / Mortensen, Tore.

I: Nordjyske Stiftstidende, 11.12.2018, s. 3.

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

TY - INPR

T1 - Besøg af symfonisk orkan

AU - Mortensen, Tore

PY - 2018/12/11

Y1 - 2018/12/11

N2 - KONCERT Bernstein, Tjajkovskij, Prokofjev Når én af byens berømte sønner kan fejre sin 100-årsdag, og fødselaren desuden hedder Jørn Utzon, var det en oplagt anledning til et gæstespil med Sydney Symphony Orchestra, som har base i Utzons ikoniske operahus i Sydney.Aftenens koncert var den sidste på orkestrets Europaturné, og man fik et ganske godt indtryk af, hvorfor det hører til blandt de mest velrenommerede i verden i dag.Det, man først og fremmest bemærkede, var det fuldt udbyggede strygerkorps, 60 strygere, der musicerede med et dybfølt engagement, der fuldstændig tog pusten fra én. Desuden var træblæserne fantastisk sammenspillet med en uhørt homogen gruppeklang; også messingblæsernes sammenspil stod eminent og flot afstemt i forhold til strygerklangen.Allerede i ouverturen til Bernsteins " Candide" fik man en fornemmelse af Sydney orkestrets eminente niveau.Den præcision og homogenitet, der prægede spillet i strygersektionen, var nærmest frygtindgydende, og man bemærkede sig en række fine små orkestersoli, især blandt træblæserne.Ouverturen opleves som regel som meget turbulent og med mange bratte skift undervejs, men her fremstod den organisk sammenhængende, selvfølgelig i kraft af orkestrets høje niveau, men også takket være dets faste dirigent, amerikaneren David Robertson, som ikke gav slinger i valsen.Solistværket var Tjajkovskijs " Rokokkovariationer" med den danske cellist Andreas Brantelid som solist.Værkets klassicistiske og lette karakter lå eminent til Brantelids klangideal og musikalitet, lyrisk i det melodiske og rytmisk uden nævneværdig tyngde. Prøveforløbet har formodentlig været nødtørftigt, for der manglende lidt i koordineringen mellem solist og orkester i første halvdel. Til gengæld var Brantelids solokadence midtvejs betagende, ligesom den efterfølgende variation i mol.I Prokofievs monumentale 5. symfoni fra 1945 var det igen orkestret, der var i fokus med store melodiske linjer, malet med bred pensel, fuldtonet og majestætisk musik, der udviklede sig som en perfekt organisme.Man sad helt bjergtaget af den energi og dedikation, som det store strygerkorps gik til opgaven med, hver enkelt musiker spillede med en energi, som gjaldt det livet, og Prokofievs musik blev derefter, levende, majestætisk, munter og spøgende, ledt frem mod den musikalske kampplads, der bragte symfonien til afslutning.Som ekstranummer -og efter en lille tale på formfuldendt dansk af dirigenten David Robertson -fik vi polonaisen fra Tjajkovskijs " Eugen Onegin" med fejende flot messing-akkompagnement, et rent festfyrværkeri og en fornøjelse at slutte af med.Den begejstring, som dette fine orkester blev mødt med i søndags, kunne måske bane vejen for et besøg af vores eget symfoniorkester den anden vej, i Utzons operahus down under?.Bernstein, Tjajkovskij, Prokofiev Sydney Symphony Orchestra dirigent: Davis Robertson solist: Andreas Brantelid Musikkens Hus, søndag aften.Solisten Andreas Brantelid klarede sig fint -trods den korte prøvetid.Sydney Symphony Orchestra imponerede med deres eminente, sammenspillede niveau. Foto: Rene Jeppesen

AB - KONCERT Bernstein, Tjajkovskij, Prokofjev Når én af byens berømte sønner kan fejre sin 100-årsdag, og fødselaren desuden hedder Jørn Utzon, var det en oplagt anledning til et gæstespil med Sydney Symphony Orchestra, som har base i Utzons ikoniske operahus i Sydney.Aftenens koncert var den sidste på orkestrets Europaturné, og man fik et ganske godt indtryk af, hvorfor det hører til blandt de mest velrenommerede i verden i dag.Det, man først og fremmest bemærkede, var det fuldt udbyggede strygerkorps, 60 strygere, der musicerede med et dybfølt engagement, der fuldstændig tog pusten fra én. Desuden var træblæserne fantastisk sammenspillet med en uhørt homogen gruppeklang; også messingblæsernes sammenspil stod eminent og flot afstemt i forhold til strygerklangen.Allerede i ouverturen til Bernsteins " Candide" fik man en fornemmelse af Sydney orkestrets eminente niveau.Den præcision og homogenitet, der prægede spillet i strygersektionen, var nærmest frygtindgydende, og man bemærkede sig en række fine små orkestersoli, især blandt træblæserne.Ouverturen opleves som regel som meget turbulent og med mange bratte skift undervejs, men her fremstod den organisk sammenhængende, selvfølgelig i kraft af orkestrets høje niveau, men også takket være dets faste dirigent, amerikaneren David Robertson, som ikke gav slinger i valsen.Solistværket var Tjajkovskijs " Rokokkovariationer" med den danske cellist Andreas Brantelid som solist.Værkets klassicistiske og lette karakter lå eminent til Brantelids klangideal og musikalitet, lyrisk i det melodiske og rytmisk uden nævneværdig tyngde. Prøveforløbet har formodentlig været nødtørftigt, for der manglende lidt i koordineringen mellem solist og orkester i første halvdel. Til gengæld var Brantelids solokadence midtvejs betagende, ligesom den efterfølgende variation i mol.I Prokofievs monumentale 5. symfoni fra 1945 var det igen orkestret, der var i fokus med store melodiske linjer, malet med bred pensel, fuldtonet og majestætisk musik, der udviklede sig som en perfekt organisme.Man sad helt bjergtaget af den energi og dedikation, som det store strygerkorps gik til opgaven med, hver enkelt musiker spillede med en energi, som gjaldt det livet, og Prokofievs musik blev derefter, levende, majestætisk, munter og spøgende, ledt frem mod den musikalske kampplads, der bragte symfonien til afslutning.Som ekstranummer -og efter en lille tale på formfuldendt dansk af dirigenten David Robertson -fik vi polonaisen fra Tjajkovskijs " Eugen Onegin" med fejende flot messing-akkompagnement, et rent festfyrværkeri og en fornøjelse at slutte af med.Den begejstring, som dette fine orkester blev mødt med i søndags, kunne måske bane vejen for et besøg af vores eget symfoniorkester den anden vej, i Utzons operahus down under?.Bernstein, Tjajkovskij, Prokofiev Sydney Symphony Orchestra dirigent: Davis Robertson solist: Andreas Brantelid Musikkens Hus, søndag aften.Solisten Andreas Brantelid klarede sig fint -trods den korte prøvetid.Sydney Symphony Orchestra imponerede med deres eminente, sammenspillede niveau. Foto: Rene Jeppesen

KW - koncertanmeldelse

M3 - Bidrag til avis - Anmeldelse

SP - 3

JO - Nordjyske Stiftstidende

JF - Nordjyske Stiftstidende

SN - 1399-865X

ER -