Bevægende Espansiva

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

Resumé

Kontrasten mellem aftenens to samtidige værker var til at tage og føle på og gjorde denne symfonikoncert til noget helt specielt. På den ene side Gustav Mahlers nervøst registrerende og fintmærkende Wien'ske senromantik med " Des Knaben Wunderhorn", og på den anden side vores hjemlige Carl Nielsen med den vulkan af en symfoni, " Espansiva", der rystede koncertsalene i tiden op til Første Verdenskrig.

Her var der ikke tale om to værker, der snakkede sammen, snarere fremhævede de hinandens særpræg i kraft af deres diametrale forskelligheder.

De 12 sange i " Des Knabens Wunderhorn" stammer alle fra folkelige traditioner fra den sene middelalder og frem. Det er enkle tekster, der er aldeles blottet for den dyrkelse af det metafysiske, naturen og de voldsomme rørelser, der knytter sig til romantikkens univers. Netop dette benyttede Mahler til at skabe præcise - og ofte karikerede - musikalske karaktertegninger, stemningsbilleder, tonemalerier og dialoger, hvor hvert enkelt digt bliver tonesat stilrent og præcist.

Her var det først og fremmest orkestrets blæsere, som skabte billederne og farverne, mens strygerkorpset lå langt tilbage i lydbilledet med sordinerede klange.

Denne orkesterbaggrund skaber en utrolig varieret klangverden for de to vokalpartier, som her var lagt i gode hænder hos sopranen Henriette Bonde-Hansen og barytonen Morten Frank Larsen.

Bonde-Hansen bruger sin vidunderlige fokuserede sopran som præcist redskab i sin formning af Mahlers melodilinjer, mens det hos Morten Frank Larsen især er hans klangskønne og overtonerige baryton-timbre, som bar udtrykket. Uden at jeg skal kunne sige hvorfor, så havde begge dog problemer med at placere sig akustisk i forhold til orkesterklangen. I lange perioder blev Bonde-Hansens sang opslugt af orkestret, så snart der blev åbnet op for dynamikken, mens det hos Larsen blev de brillante overtoner i stemmen, der kom til at dominere på bekostning af selve melodien.

Dog, i 5. sang, " Wo die schönen Trompeten blasen", lykkedes balancen fuldt ud, vokalerne stod lysende klare over et nedtonet orkesterakkompagnement, og der blev skabt lysende magi for et øjeblik.

Og så var der ellers lagt i kakkelovnen til Carl Nielsens " Espansiva". Den mestrer Schønwandt som få, og allerede efter ganske få takter måtte man overgive sig fuldstændigt til denne utrolige udladning af livskraft og energi. Strygerne fik endelig lov til at brede vingerne ud og bære satsen, og messingblæserne tilførte musikken bund og spændstighed.

Schønwandt var sikker i sin dynamiske formopbygning, musikkens stadige udvikling imellem de ekspansive og de legende og meditative dele.

Som kontrast stod den vegeterende anden sats som paradisiske tilstande med de to sangere smukt integreret i den levende orkesterpolyfoni.

Tredje sats blev afviklet i et rasende tempo, og der var øjeblikke hvor sammenspillet var ved at gå op i fugerne.

Også fjerde satsen opererede med markante temposkift flere gange undervejs, men udfoldelsen af den majestætiske hymne blev flot udfoldet gennem hele satsen frem mod det uimodståelige, triumferende klimaks.

Det er godt at tænke på, at sådan en musik er skabt af en af vores egne landsmænd, ud fra den kultur som er vores, båret af god vilje, handlekraft, kærlighed, smerte og humor og med en total mangel på smålighed.


Aalborg Symfoniorkester: Mahler og Nielsen

Dirigent, Michael Schønwandt Solister, Henriette Bonde-Hansen, Morten Frank Larsen Musikkens Hus, torsdag aften KONCERT ASO: Mahler og Nielsen.

Henriette Bonde-Hansen.
Morten Frank Larsen.
OriginalsprogDansk
TidsskriftNordjyske Stiftstidende
Sider (fra-til)6
Antal sider1
ISSN1399-865X
StatusUdgivet - 15 dec. 2018

Emneord

  • koncertanmeldselse

Citer dette

@article{afec2323ba6f43088d9ad7e8c70841a7,
title = "Bev{\ae}gende Espansiva",
abstract = "Kontrasten mellem aftenens to samtidige v{\ae}rker var til at tage og f{\o}le p{\aa} og gjorde denne symfonikoncert til noget helt specielt. P{\aa} den ene side Gustav Mahlers nerv{\o}st registrerende og fintm{\ae}rkende Wien'ske senromantik med {"} Des Knaben Wunderhorn{"}, og p{\aa} den anden side vores hjemlige Carl Nielsen med den vulkan af en symfoni, {"} Espansiva{"}, der rystede koncertsalene i tiden op til F{\o}rste Verdenskrig.Her var der ikke tale om to v{\ae}rker, der snakkede sammen, snarere fremh{\ae}vede de hinandens s{\ae}rpr{\ae}g i kraft af deres diametrale forskelligheder.De 12 sange i {"} Des Knabens Wunderhorn{"} stammer alle fra folkelige traditioner fra den sene middelalder og frem. Det er enkle tekster, der er aldeles blottet for den dyrkelse af det metafysiske, naturen og de voldsomme r{\o}relser, der knytter sig til romantikkens univers. Netop dette benyttede Mahler til at skabe pr{\ae}cise - og ofte karikerede - musikalske karaktertegninger, stemningsbilleder, tonemalerier og dialoger, hvor hvert enkelt digt bliver tonesat stilrent og pr{\ae}cist.Her var det f{\o}rst og fremmest orkestrets bl{\ae}sere, som skabte billederne og farverne, mens strygerkorpset l{\aa} langt tilbage i lydbilledet med sordinerede klange.Denne orkesterbaggrund skaber en utrolig varieret klangverden for de to vokalpartier, som her var lagt i gode h{\ae}nder hos sopranen Henriette Bonde-Hansen og barytonen Morten Frank Larsen.Bonde-Hansen bruger sin vidunderlige fokuserede sopran som pr{\ae}cist redskab i sin formning af Mahlers melodilinjer, mens det hos Morten Frank Larsen is{\ae}r er hans klangsk{\o}nne og overtonerige baryton-timbre, som bar udtrykket. Uden at jeg skal kunne sige hvorfor, s{\aa} havde begge dog problemer med at placere sig akustisk i forhold til orkesterklangen. I lange perioder blev Bonde-Hansens sang opslugt af orkestret, s{\aa} snart der blev {\aa}bnet op for dynamikken, mens det hos Larsen blev de brillante overtoner i stemmen, der kom til at dominere p{\aa} bekostning af selve melodien.Dog, i 5. sang, {"} Wo die sch{\"o}nen Trompeten blasen{"}, lykkedes balancen fuldt ud, vokalerne stod lysende klare over et nedtonet orkesterakkompagnement, og der blev skabt lysende magi for et {\o}jeblik.Og s{\aa} var der ellers lagt i kakkelovnen til Carl Nielsens {"} Espansiva{"}. Den mestrer Sch{\o}nwandt som f{\aa}, og allerede efter ganske f{\aa} takter m{\aa}tte man overgive sig fuldst{\ae}ndigt til denne utrolige udladning af livskraft og energi. Strygerne fik endelig lov til at brede vingerne ud og b{\ae}re satsen, og messingbl{\ae}serne tilf{\o}rte musikken bund og sp{\ae}ndstighed.Sch{\o}nwandt var sikker i sin dynamiske formopbygning, musikkens stadige udvikling imellem de ekspansive og de legende og meditative dele.Som kontrast stod den vegeterende anden sats som paradisiske tilstande med de to sangere smukt integreret i den levende orkesterpolyfoni.Tredje sats blev afviklet i et rasende tempo, og der var {\o}jeblikke hvor sammenspillet var ved at g{\aa} op i fugerne.Ogs{\aa} fjerde satsen opererede med markante temposkift flere gange undervejs, men udfoldelsen af den majest{\ae}tiske hymne blev flot udfoldet gennem hele satsen frem mod det uimodst{\aa}elige, triumferende klimaks.Det er godt at t{\ae}nke p{\aa}, at s{\aa}dan en musik er skabt af en af vores egne landsm{\ae}nd, ud fra den kultur som er vores, b{\aa}ret af god vilje, handlekraft, k{\ae}rlighed, smerte og humor og med en total mangel p{\aa} sm{\aa}lighed.Aalborg Symfoniorkester: Mahler og NielsenDirigent, Michael Sch{\o}nwandt Solister, Henriette Bonde-Hansen, Morten Frank Larsen Musikkens Hus, torsdag aften KONCERT ASO: Mahler og Nielsen.Henriette Bonde-Hansen.Morten Frank Larsen.",
keywords = "koncertanmeldselse",
author = "Tore Mortensen",
year = "2018",
month = "12",
day = "15",
language = "Dansk",
pages = "6",
journal = "Nordjyske Stiftstidende",
issn = "1399-865X",
publisher = "Nordjyske Medier A/S",

}

Bevægende Espansiva. / Mortensen, Tore.

I: Nordjyske Stiftstidende, 15.12.2018, s. 6.

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

TY - INPR

T1 - Bevægende Espansiva

AU - Mortensen, Tore

PY - 2018/12/15

Y1 - 2018/12/15

N2 - Kontrasten mellem aftenens to samtidige værker var til at tage og føle på og gjorde denne symfonikoncert til noget helt specielt. På den ene side Gustav Mahlers nervøst registrerende og fintmærkende Wien'ske senromantik med " Des Knaben Wunderhorn", og på den anden side vores hjemlige Carl Nielsen med den vulkan af en symfoni, " Espansiva", der rystede koncertsalene i tiden op til Første Verdenskrig.Her var der ikke tale om to værker, der snakkede sammen, snarere fremhævede de hinandens særpræg i kraft af deres diametrale forskelligheder.De 12 sange i " Des Knabens Wunderhorn" stammer alle fra folkelige traditioner fra den sene middelalder og frem. Det er enkle tekster, der er aldeles blottet for den dyrkelse af det metafysiske, naturen og de voldsomme rørelser, der knytter sig til romantikkens univers. Netop dette benyttede Mahler til at skabe præcise - og ofte karikerede - musikalske karaktertegninger, stemningsbilleder, tonemalerier og dialoger, hvor hvert enkelt digt bliver tonesat stilrent og præcist.Her var det først og fremmest orkestrets blæsere, som skabte billederne og farverne, mens strygerkorpset lå langt tilbage i lydbilledet med sordinerede klange.Denne orkesterbaggrund skaber en utrolig varieret klangverden for de to vokalpartier, som her var lagt i gode hænder hos sopranen Henriette Bonde-Hansen og barytonen Morten Frank Larsen.Bonde-Hansen bruger sin vidunderlige fokuserede sopran som præcist redskab i sin formning af Mahlers melodilinjer, mens det hos Morten Frank Larsen især er hans klangskønne og overtonerige baryton-timbre, som bar udtrykket. Uden at jeg skal kunne sige hvorfor, så havde begge dog problemer med at placere sig akustisk i forhold til orkesterklangen. I lange perioder blev Bonde-Hansens sang opslugt af orkestret, så snart der blev åbnet op for dynamikken, mens det hos Larsen blev de brillante overtoner i stemmen, der kom til at dominere på bekostning af selve melodien.Dog, i 5. sang, " Wo die schönen Trompeten blasen", lykkedes balancen fuldt ud, vokalerne stod lysende klare over et nedtonet orkesterakkompagnement, og der blev skabt lysende magi for et øjeblik.Og så var der ellers lagt i kakkelovnen til Carl Nielsens " Espansiva". Den mestrer Schønwandt som få, og allerede efter ganske få takter måtte man overgive sig fuldstændigt til denne utrolige udladning af livskraft og energi. Strygerne fik endelig lov til at brede vingerne ud og bære satsen, og messingblæserne tilførte musikken bund og spændstighed.Schønwandt var sikker i sin dynamiske formopbygning, musikkens stadige udvikling imellem de ekspansive og de legende og meditative dele.Som kontrast stod den vegeterende anden sats som paradisiske tilstande med de to sangere smukt integreret i den levende orkesterpolyfoni.Tredje sats blev afviklet i et rasende tempo, og der var øjeblikke hvor sammenspillet var ved at gå op i fugerne.Også fjerde satsen opererede med markante temposkift flere gange undervejs, men udfoldelsen af den majestætiske hymne blev flot udfoldet gennem hele satsen frem mod det uimodståelige, triumferende klimaks.Det er godt at tænke på, at sådan en musik er skabt af en af vores egne landsmænd, ud fra den kultur som er vores, båret af god vilje, handlekraft, kærlighed, smerte og humor og med en total mangel på smålighed.Aalborg Symfoniorkester: Mahler og NielsenDirigent, Michael Schønwandt Solister, Henriette Bonde-Hansen, Morten Frank Larsen Musikkens Hus, torsdag aften KONCERT ASO: Mahler og Nielsen.Henriette Bonde-Hansen.Morten Frank Larsen.

AB - Kontrasten mellem aftenens to samtidige værker var til at tage og føle på og gjorde denne symfonikoncert til noget helt specielt. På den ene side Gustav Mahlers nervøst registrerende og fintmærkende Wien'ske senromantik med " Des Knaben Wunderhorn", og på den anden side vores hjemlige Carl Nielsen med den vulkan af en symfoni, " Espansiva", der rystede koncertsalene i tiden op til Første Verdenskrig.Her var der ikke tale om to værker, der snakkede sammen, snarere fremhævede de hinandens særpræg i kraft af deres diametrale forskelligheder.De 12 sange i " Des Knabens Wunderhorn" stammer alle fra folkelige traditioner fra den sene middelalder og frem. Det er enkle tekster, der er aldeles blottet for den dyrkelse af det metafysiske, naturen og de voldsomme rørelser, der knytter sig til romantikkens univers. Netop dette benyttede Mahler til at skabe præcise - og ofte karikerede - musikalske karaktertegninger, stemningsbilleder, tonemalerier og dialoger, hvor hvert enkelt digt bliver tonesat stilrent og præcist.Her var det først og fremmest orkestrets blæsere, som skabte billederne og farverne, mens strygerkorpset lå langt tilbage i lydbilledet med sordinerede klange.Denne orkesterbaggrund skaber en utrolig varieret klangverden for de to vokalpartier, som her var lagt i gode hænder hos sopranen Henriette Bonde-Hansen og barytonen Morten Frank Larsen.Bonde-Hansen bruger sin vidunderlige fokuserede sopran som præcist redskab i sin formning af Mahlers melodilinjer, mens det hos Morten Frank Larsen især er hans klangskønne og overtonerige baryton-timbre, som bar udtrykket. Uden at jeg skal kunne sige hvorfor, så havde begge dog problemer med at placere sig akustisk i forhold til orkesterklangen. I lange perioder blev Bonde-Hansens sang opslugt af orkestret, så snart der blev åbnet op for dynamikken, mens det hos Larsen blev de brillante overtoner i stemmen, der kom til at dominere på bekostning af selve melodien.Dog, i 5. sang, " Wo die schönen Trompeten blasen", lykkedes balancen fuldt ud, vokalerne stod lysende klare over et nedtonet orkesterakkompagnement, og der blev skabt lysende magi for et øjeblik.Og så var der ellers lagt i kakkelovnen til Carl Nielsens " Espansiva". Den mestrer Schønwandt som få, og allerede efter ganske få takter måtte man overgive sig fuldstændigt til denne utrolige udladning af livskraft og energi. Strygerne fik endelig lov til at brede vingerne ud og bære satsen, og messingblæserne tilførte musikken bund og spændstighed.Schønwandt var sikker i sin dynamiske formopbygning, musikkens stadige udvikling imellem de ekspansive og de legende og meditative dele.Som kontrast stod den vegeterende anden sats som paradisiske tilstande med de to sangere smukt integreret i den levende orkesterpolyfoni.Tredje sats blev afviklet i et rasende tempo, og der var øjeblikke hvor sammenspillet var ved at gå op i fugerne.Også fjerde satsen opererede med markante temposkift flere gange undervejs, men udfoldelsen af den majestætiske hymne blev flot udfoldet gennem hele satsen frem mod det uimodståelige, triumferende klimaks.Det er godt at tænke på, at sådan en musik er skabt af en af vores egne landsmænd, ud fra den kultur som er vores, båret af god vilje, handlekraft, kærlighed, smerte og humor og med en total mangel på smålighed.Aalborg Symfoniorkester: Mahler og NielsenDirigent, Michael Schønwandt Solister, Henriette Bonde-Hansen, Morten Frank Larsen Musikkens Hus, torsdag aften KONCERT ASO: Mahler og Nielsen.Henriette Bonde-Hansen.Morten Frank Larsen.

KW - koncertanmeldselse

M3 - Bidrag til avis - Anmeldelse

SP - 6

JO - Nordjyske Stiftstidende

JF - Nordjyske Stiftstidende

SN - 1399-865X

ER -