Towards a Neuroaffective Approach to Healing Architecture

I de seneste år har den opfattelse vundet frem, at arkitektonisk design af hospitaler kan influerer på patienternes helbredelsesforløb. Disse ideer er kommet fra to relativt uafhængige kilder, nemlig Evidens Baseret Design (EBD) og individuelle forfattere blandt medicinske forskere. EBD har imidlertid som en del af sin etablerede metodik, at arkitekturen, f.eks. sengestuer, holdes som en konstant i stedet for at være en variable i undersøgelserne. Dette har betydet, at disse undersøgelser har givet meget lidt information om en eventuel virkning af det arkitektoniske design. Ydermere ligger det i den metodiske tilgang EBD anvender, at der kun ses på de fysiske årsager, f.eks. dagslysmængde, og det målbare fysiologiske resultat, men ikke på hvilke fysiologiske mekanismer der medierer den målte effekt, hvilket har gjort det vanskeligt at generalisere fra EBD undersøgelser. I modsætning hertil har de forfattere blandt medicinske forskere der har skrevet om emnet naturligt demonstreret stor forståelse for de bagvedliggende fysiologiske processer, men har veget tilbage for en systematisk sammenkædning med arkitektonisk design. De beskrevne forbindelser mellem de fysiologiske mekanismer og arkitektur har dermed ikke været overbevisende. Det er således denne afhandlings mål, at yde et videnskabeligt bidrag til etableringen af en forståelse af, om arkitektonisk design i sig selv kan påvirke fysiologiske processer, således at helberedelsesprocesser kan påvirkes herigennem.
Udgangspunktet er begrebet ’den homestatiske balance’ er centralt for helbredelse og helse generelt. Enhver levende organisme er stillet over for den udfordring, at dens indre biokemiske miljø skal holdes inden for snævre rammer, på trods af trusler i det ydre miljø’s og den foranderlighed det repræsenterer. Kompromitteret helbred kan derfor forstås som en tilstand af homeostatisk ubalance.
Forskningsindsatssen er derfor koncentreret om at finde mekanismer der binder perception og homeostatisk regulering sammen. Her vælges kroppens stress systemer som udgangspunkt for den videre forskning, da stress kan forstås som en tilstand a truet homeostase, og en stress reaktion som en adfærd, hvormed organismen søge at eliminere truslen. Desuden er der en omfattende interaktion mellem stress systemerne og immunforsvaret. Spørgsmålet er derfor, om de arkitektoniske omgivelser til en stressfuld begivenhed kan influerer på hvilken størrelsesorden stressreaktionen får. For at undersøge dette, blev der udført et stress eksperiment hvor en virtuel version af den såkaldte Trier Social Stress Test blev anvendt. Fordi testen blev udført i et virtuelt miljø, kunne udformningen af arkitekturen varieres systematisk, og der blev således anvendt henholdsvis et lukket rum og et rum med åbninger. Resultatet blev, at der kunne måles et signifikant lavere niveau af det immunregulerende stress-hormon kortisol hos forsøgspersoner der gennemgik testen i det åbne rum, end dem der gennemgik den i det lukkede rum, hvorimod der ikke kunne måles forskelle på reaktionen fra kroppens andet stress-effektor system, det sympatiske nervesystem.
Der er således skabt en forståelse af, hvorledes systematisk variation af arkitekturen gennem en veldefineret fysiologisk mekanisme kan føre til reaktioner, der har betydning for helse, velbefindende og helbredelse. Det skal dog nævnes, at stress testen kun inducerer akut stress, der har en anderledes effekt på immunsystemet end langvarig stress, og desuden blev kun unge mænd med godt helbred testet, på grund af alders- og kønsforskelle i stress reaktions mønster. Således demonstrer forsøget, at arkitektur kan gøre en forskel med hensyn til kortisol, men at der er behov for yderligere forskning for at en dybere forståelse af interaktionen mellem perception af arkitektur og fysiologi kan opnås.
Under alle omstændigheder, er teorien om, at det kunstige menneskeskabte miljø som arkitektur udgør, kan influerer på fysiologiske reaktioner gennem design, blevet styrket.