Conceptual Developments & Capacity Building in Environmental Networks: towards Public-Private-Academic Partnerships for Sustainable Development

Med bevægelsen væk fra 70ernes og 80ernes reguleringsmekanismer præget af tilsyn, kontrol og påbud, over renere teknologi og selv-regulering i 90erne, er det nye årtusinde karakteriseret ved en partnerskabstankegang og brug af netværk som mekanisme til at fremme grønne markeder og en miljøvenlig privatsektor. Fortrinsvist siden Rio Topmødet i 1992 har virksomheder i stadig højere grad efterspurgt og deltaget i partnerskaber med offentlige parter, herunder regeringer, internationale organisationer og NGO’er; partnerskaber, der har til formål at medvirke til aktiviteter til sikring af en bæredygtig udvikling. Partnerskaber er blevet mere fremherskende i takt med at virksomheder reagerer på et stadigt stigende pres fra forskellige interessenter, herunder civilsamfundet, nationale og lokale myndigheder, i forhold til ansvarligheden af deres handlinger. Såkaldte grønne netværk, renere teknologi centre og affaldsminimerings-klubber er nogle af de fremhævede alternative tilgange til traditionel myndighedsregulering. Mens disse alternativer bliver udnævnt som mulige løsninger for myndighederne i det globale Syd til at rette op på manglende miljølovgivning, tilsyn og kontrol, er det rent faktisk sådan, at de fleste eksempler på sådanne partnerskaber stammer fra lande i det globale Nord.

Et af de mest succesrige offentlige-private partnerskaber i Danmark er Green Network beliggende i det tidligere Vejle Amt. I dette initiativ, der blev startet af de lokale myndigheder og erhvervslivet i amtet, er der i dag mere end 280 aktive partnere, dækkende såvel den offentlige som den private sektor, dvs. lokale virksomheder, offentlige institutioner og myndigheder. Netværket startede i 1994 og har siden da vokset i både omfang, indsats og vigtighed. Helt fundamentalt er dets formål at udvikle, afprøve og indføre nye former for samarbejde mellem de offentlige myndigheder og de private virksomheder. Til at starte på var redskabet til dette en frivillig miljøredegørelse (Grønt Regnskab), som især virksomhederne kunne gøre brug af. Som tiden er gået er der dog generelt kommet et både større og bredere dækkende pres på de offentlige institutioner og myndigheder såvel som virksomheder, og der stilles stigende krav til, hvad samfundsmæssigt ansvar dækker over. I takt hermed har både værktøjer og metoder – og deres brug – udviklet sig. Dette gælder i netværket såvel som i samfundet i bredere forstand.

Selvom sådanne typer netværk kan anses for relativt succesfulde i en Nord kontekst, er ukritisk donorfinansieret overførsel af disse koncepter til Syd kontekster ofte mundet ud i i skuffende resultater. Det er nødvendigt at diskutere og være opmærksom på nøgleelementer i det institutionelle landskab og på institutionelle bæreres vigtighed for succesen af grønne netværk i Syd.

Med reference til tidligere igangværende initiativer i Thailand, herunder specielt netværket Cleaner Production for Industrial Efficiency, samt den føromtalte succesfulde case Green Network her i Danmark, er det dette ph.d. projekts formål at undersøge og vurdere disse initiativer, diskutere dem i relation til en institutionel og interessent tilgang (til partnerskaber) og foreslå hvorledes de forskellige erfaringer kan forstås og relateres i forhold til et bistandsperspektiv.

Der er dog en tostrenget tilgang til dette. På den ene side universitetets-samarbejder, som er den verden, jeg personligt befinder mig i, og på den anden en betoning af, at den private sektor så småt er ved at acceptere en bredere (end snævert økonomisk) funderet rolle i samfundet, herunder også en stigende tendens omkring partnerskaber og virksomhedernes medvirken heri. Dette sidste har ledt mange til at stille sig spørgende overfor, hvilke faktorer, der reelt motiverer virksomheder til at efterspørge og forfølge partnerskaber. Disse underliggende kræfter kan indeholde legitimitets-behov såvel som interessent-pres.

Det er dog sådan, at med det konstante flow af opskrifter, standarder, regler osv., som virksomheder præsenteres for, afhænger deres overlevelse af evnerne til at kunne overskue dette flow, optage og indlejre relevante systemer og procedurer, og skille sig af med de unyttige eller de, der er eller bliver overflødige. Denne egenskab kalder Røvik (1998) ”multi-standard organisationen”, og han identificerer den ved fem fundamentale kapaciteter:

• Høj absorptions kapacitet
• En dekoblingskapacitet af de ‘opskrifter’, der ikke passer ind i virksomhedens kernefelt eller med andre ’opskrifter’
• En kapacitet til at kunne oversætte nye ’opskrifter’ hurtigt og effektivt
• En afkoblingskapacitet, så brugen af ’opskrifter’, der ikke længere er nyttige, kan stoppes, og
• En lagrings- og reaktiveringskapacitet, så engang nyttige opskrifter hurtigt kan gendannes og bruges påny.

En undersøgelse af Green Network viser at disse fem kendetegn, som er skitseret i Røvik’s teorier, faktisk alle er tilstede i netværket. Green Network har udvist en forbløffende evne til at følge med i udviklingerne i relation til ideerne om økologisk modernisering og bæredygtig udvikling. De har i relation hertil kunnet følge trit med alle de vigtige udviklinger de seneste 15 år, optaget hvad de har fundet vigtigt og kasseret det, de ikke har fundet passende i forhold til deres egen visioner og programmer. De resulterende værktøjer, manualer og måder hvorpå viden udbredes er alle en refleksion af den særlige Green Network måde at gøre tingene på, det vil sige gør det ikke sværere end det er, samarbejd og del jeres viden med hinanden.

Konklusionen er, at gennem dialog, refleksivitet og etableringen af en fremmende frem for begrænsende kontekst, kan offentlige private partnerskaber blive et ganske brugbart element i samfundets indsats for en bæredygtig udvikling.

I relation til den thailandske kontekst må det siges, at de umiddelbare succeser med at indføre renere teknologier gennem en netværksbaseret tilgang er blevet afløst af frustrationer om endnu et bistandsdrevet projekt, der viste sig ubæredygtigt og kun korttids-holdbar.

Det er på dette punkt, universiteternes rolle som centrale elementer i udvikling og innovation – ’universities as development hubs’ – finder sin anvendelse. Gennem universitetskonsortier og -netværk er kapacitetsopbygning indenfor miljø og udvikling blevet indført og afprøvet gennem de seneste 10 år. Universiteter fra Afrika (Botswana og Sydafrika), Asien, (Malaysia og Thailand), Mellemamerika (Costa Rica, El Salvador og Nicaragua) og Europa (Danmark) har samarbejdet med studerende og forskere. Til at begynde med fokuserede nogle programmer på forskning og andre på uddannelse, men over tid er resultatet en kombination af højere uddannelse og forskning, der synes at være mere effektiv og relevant. Samarbejder med partnere både indenfor det offentlig og det private er blevet etableret og har vist sig succesrigt og til fælles gavn.

Aktiviteterne i disse konsortier har indebåret udvikling af nye studier (herunder i flere tilfælde også et paradigme skifte til problem-orienteret og projekt-baseret læring), lærer- og studenter-udveksling, fælles forskningsprojekter og fælles udviklingskonferencer. Resultaterne har været lovende, ikke mindst i relation til de konkrete typer af aktiviteter, der er foregået, men også samlet set, hvor de i fællesskab bidrager til en overordnet kapacitetsopbygning indenfor højere uddannelse og til forbedrede udviklingsmuligheder og miljøforhold.

En styrkelse af højere uddannelse anses for at være en forudsætning for økonomisk og demokratisk udvikling i alle lande, i- såvel som u-lande. Men, i særdeleshed i udviklingslande er der behov for speciel støtte, for eksempel gennem international bistand til programmer for højere uddannelse, herunder forskning og innovation i samarbejde med andre forskningsinstitutioner såvel som med myndigheder og virksomheder.

Universiteter bør selvsagt spille en central rolle i sådanne globale anstrengelser for at styrke højere uddannelse. I samarbejde med eksterne partnere (eksempelvis private virksomheder, konsulenter, NGOer, og civilsamfundet generelt), lægges der her vægt på universiteternes rolle som nøgleaktører og formidlere af ny viden og læring, herunder udviklingsværktøjer som IKT og PBL; som formidlere af kompetente og motiverede kandidater, der kan indtræde i nøglepositioner i samfundet; og som uundværlige partnere i at skabe det innovative og selv-lærende samfund, som synes en nødvendighed for begrænse fattigdom og facilitere økonomisk og social fremgang.

Reelt operationaliserbare modeller er måske stadig mangelfulde, men “Public-Private-Academic Partnerships” foreslås her som et realiserbart løsningsforslag og som et koncept til yderligere undersøgelse og modifikation. Nogle af resultaterne og disses implikationer er præsenteret i denne afhandling, og flere er dokumenteret i referencerne. Ganske kort, universiteter, i tæt samarbejde med de øvrige af samfundets aktører, er helt nødvendige for opbygningen og vedligeholdelsen af innovative og bæredygtige samfund.