Abstract
Da COVID-19 epidemien brød ud, var der for myndighederne i mange lande kun én løsningsmulighed, nemlig at afbøde den så meget som muligt. Det skulle sikre, at behandlingsbehovet ikke oversteg sygehusenes kapacitetsgrænse. Imidlertid kom det til at gå anderledes, dels pga. dens hurtige udbredelse, dels fordi de høje dødstal ikke var politisk acceptable.
Nu er to andre behandlingsstrategier dominerende, dels undertrykkelsesstrategien, hvor man prøver at
holde smitten så langt nede som muligt, og dels eliminering, hvor man helt prøver at fjerne smitten indenfor landets grænser. Et centralt middel i begge disse strategier er en dramatisk forøget brug af tests. Konvergensen mellem de to strategier fremmes også af ønsket om grænseåbninger. Det fordrer nemlig nogenlunde samme smitteniveau landene imellem. Her risikerer lande som Sverige med afbødningsstrategi og kontrolleret smitte at blive isoleret som ”højrisikolande”, ingen vil åbne grænserne for.
Nu er to andre behandlingsstrategier dominerende, dels undertrykkelsesstrategien, hvor man prøver at
holde smitten så langt nede som muligt, og dels eliminering, hvor man helt prøver at fjerne smitten indenfor landets grænser. Et centralt middel i begge disse strategier er en dramatisk forøget brug af tests. Konvergensen mellem de to strategier fremmes også af ønsket om grænseåbninger. Det fordrer nemlig nogenlunde samme smitteniveau landene imellem. Her risikerer lande som Sverige med afbødningsstrategi og kontrolleret smitte at blive isoleret som ”højrisikolande”, ingen vil åbne grænserne for.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | SOC DOK |
| Vol/bind | 2 |
| Udgave nummer | 1 |
| Sider (fra-til) | 4-13 |
| Status | Udgivet - 2020 |
Emneord
- covid-19
- corona-epidemi
- corona-politik