Den kvalitative iagttagers habitus: personligt og kollektivt

Målet med dette kapitel er at beskrive de træk ved en habitus for professionel refleksion, som særligt understøtter en kvalitativ og æstetisk sans for arbejdsfeltet, og dermed færdighederne til at opnå forståelse af børn, unge og voksne og deres problemstillinger. Hvis det skal lykkes at forstå et andet menneske og dennes problemstillinger kræver det, at mennesket forstås i lyset af en helhed, som her forbindes med menneskets sociale og kulturelle livsverden samt den enkeltes oplevelsesverden. Denne oplevelsesverden er gennemsyret af æstetisk, praktisk og begrebslig mening. Professionel iagttagelse, vurdering og undersøgelse med sans for æstetisk og praktisk mening forudsætter ifølge den eksistentielle fænomenologi, at man har dannet en forstående og videnskabeligt baseret habitus i tilknytning til en eksemplarisk forståelsesbaggrund. Kapitlet beskriver denne habitus’ baggrund i personen og professionsfællesskabet, samt dens to sider i form af den forstående habitus og den videnskabelige habitus, og endelig sammenbygningen af disse to sider i en dannet professionsfaglig habitus. Sidstnævnte skaber det bedste grundlag for udviklingen af helhedsfortolkninger af en person og dennes problemstillinger på en selvreflekteret måde. At have sans for æstetisk mening er også forbundet med et paradoks: at tænke om ukendte, udifferentierede og før-sproglige aspekter af oplevelse og adfærd. Sidst i kapitlet inddrages psykoanalytisk teori for at kaste lys over de følelsesmæssige og ubevidste processer, som forudsættes for at kunne inspireres af æstetisk mening og trække på kreativ tænkning.