Abstract
En analyse af kompositions-uddannelsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, baseret på interviews af studerende og lærere. På den ene side er uddannelse noget som samfundet tilbyder individerne som en public service. På den anden side betjener uddannelse et marked som tilbyder beskæftigelse. Kriterierne som gælder på disse områder er vidt forskellige - kunstnerisk kvalitet (som beror på en eller anden koncensus) versus økonomi.
Det afspejler sig i studieordningen: hovedfaget komposition har én sololektion om ugen. Ifølge lærerne har de studerende den fuldstændige frihed til at udvikle deres egne kunstneriske ideer, så længe det sker på en bevidst måde. De andre fag består blandt andet af historiske discipliner, heriblandt harmonisering og kontrapunkt der anses af lærerne for at være en vigtig baggrundsdisciplin for komponister, selv i de tilfælde hvor disse øvelser ingen forbindelse har med deres kompositioner.
En konsekvens synes det at være, at selv om friheden for studerende komponister angiveligt er ubegrænset, er den i praksis begrænset til et perspektiv som antydes af de historiske discipliner og institutionens aktuelle praksis. Der foregår ingen aktivitet som kan anspore, animere eller motivere studerende til at finde inspiration uden for dette. Lærerne kan på deres side have den fornemmelse, at de studerende er for passive når det gælder debat om kompositoriske og æstetiske spørgsmål.
Her må man så spørge om hvorfor de studerende ikke gør oprør mod konservatismen. Studerende udtaler at de ville foretrække en mere opdateret struktur, men generelt akcepterer de tingene som de er - det gælder også nogle som har en anden baggrund end i klassisk musik, for eksempel i jazz. De indtager en pragmatisk holdning og mener at kunne håndtere situationen ved senere at glemme de øvelser de har været igennem og finde et personligt udtryk. De understreger også, at de forventer uddannelsen vil være nyttig for dem, fordi den initierer dem til komponistmiljøet og til hvordan musikkulturen fungerer. De studerende møder lærere som selv er dn del af konservatoriekulturen og samtidig en del af koncertlivet. Desuden møder de musikere, koncertarrangører, foreninger, institutioner og publikum. Således trænes de i at blive dn del af den ny musiks kultur og, i sidste ende, til at blive anerkendt og akcepteret i den. Nogle studerende, især yngre, udtrykker irritation over at disse mekanismer synes at være nødvendige, selv om de naturligvis selv håber at blive aktive komponister i fremtiden.
Lærerene har en tendens til at se komponistuddannelsen som et beskyttet sted, en kuvøse hvor de studerende en tid kan være i fred for de mere barske realiteter i samfundet udenfor. Studerende deler ikke dette synspunkt, og forfatteren formoder at ængstelse for at opgive et vurderings- og bedømmelsesgrundlag spiller en rolle i dets opretholdelse, hvad der ubevidst kunne bidrage til at retfærdiggøre skismaet mellem historiske emner og aktuelle emner der har med de studerendes kompositioner at gøre.
Det konkluderes at der er et behov for innovation hvor de studerende meget vel kunne spille en aktiv rolle.
Det afspejler sig i studieordningen: hovedfaget komposition har én sololektion om ugen. Ifølge lærerne har de studerende den fuldstændige frihed til at udvikle deres egne kunstneriske ideer, så længe det sker på en bevidst måde. De andre fag består blandt andet af historiske discipliner, heriblandt harmonisering og kontrapunkt der anses af lærerne for at være en vigtig baggrundsdisciplin for komponister, selv i de tilfælde hvor disse øvelser ingen forbindelse har med deres kompositioner.
En konsekvens synes det at være, at selv om friheden for studerende komponister angiveligt er ubegrænset, er den i praksis begrænset til et perspektiv som antydes af de historiske discipliner og institutionens aktuelle praksis. Der foregår ingen aktivitet som kan anspore, animere eller motivere studerende til at finde inspiration uden for dette. Lærerne kan på deres side have den fornemmelse, at de studerende er for passive når det gælder debat om kompositoriske og æstetiske spørgsmål.
Her må man så spørge om hvorfor de studerende ikke gør oprør mod konservatismen. Studerende udtaler at de ville foretrække en mere opdateret struktur, men generelt akcepterer de tingene som de er - det gælder også nogle som har en anden baggrund end i klassisk musik, for eksempel i jazz. De indtager en pragmatisk holdning og mener at kunne håndtere situationen ved senere at glemme de øvelser de har været igennem og finde et personligt udtryk. De understreger også, at de forventer uddannelsen vil være nyttig for dem, fordi den initierer dem til komponistmiljøet og til hvordan musikkulturen fungerer. De studerende møder lærere som selv er dn del af konservatoriekulturen og samtidig en del af koncertlivet. Desuden møder de musikere, koncertarrangører, foreninger, institutioner og publikum. Således trænes de i at blive dn del af den ny musiks kultur og, i sidste ende, til at blive anerkendt og akcepteret i den. Nogle studerende, især yngre, udtrykker irritation over at disse mekanismer synes at være nødvendige, selv om de naturligvis selv håber at blive aktive komponister i fremtiden.
Lærerene har en tendens til at se komponistuddannelsen som et beskyttet sted, en kuvøse hvor de studerende en tid kan være i fred for de mere barske realiteter i samfundet udenfor. Studerende deler ikke dette synspunkt, og forfatteren formoder at ængstelse for at opgive et vurderings- og bedømmelsesgrundlag spiller en rolle i dets opretholdelse, hvad der ubevidst kunne bidrage til at retfærdiggøre skismaet mellem historiske emner og aktuelle emner der har med de studerendes kompositioner at gøre.
Det konkluderes at der er et behov for innovation hvor de studerende meget vel kunne spille en aktiv rolle.
| Bidragets oversatte titel | The Conserving Conservatory |
|---|---|
| Originalsprog | Dansk |
| Publikationsdato | 1996 |
| Udgiver | Foreningen Dansk Musik Tidsskrift |
| Udgave | 3 |
| Vol/bind | 1996/97 |
| Antal sider | 7 |
| ISBN (Trykt) | ISSN 0106-5629 |
| Status | Udgivet - 1996 |