Det ufærdige arbejde: Udvikling og vurdering af kvaliteten af socialpædagogisk arbejde. En hermeneutisk udforskning af socialpædagogisk arbejde på døgninstitutioner med henblik på at udvikle forståelser af de psykiske processer heri for derved at kunne kvalificere det yderligere og evaluere kvaliteten af det.

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandlingForskning

1241 Downloads (Pure)

Abstrakt

Målet med denne afhandling er at kvalificere og evaluere pædagogisk arbejde med unge anbragt på opholdssteder og døgninstitutioner.
I de senere år har der været et øget fokus på kvaliteten og effekten af at anbringe unge på døgninstitutioner. Et af de dominerende bud på at tilgodese denne interesse har været bestræbelser på at levere evidens for resultaterne via forskning og systematisk evaluering. Ud fra egen personlige erfaring indenfor det praktiske behandlingsarbejde er min vurdering, at evalueringer lavet indenfor
den tilgang, jeg samler under betegnelsen EvidensParadigmet (EP), ikke fanger de centrale sider af godt socialpædagogisk arbejde, og at deres evalueringer derfor ikke leverer et godt svar. I denne afhandling udvikler jeg derfor en anden forståelse af arbejdet og en anden tilgang til at kvalificere og evaluere det.
Første skridt er udarbejdelsen af en karakteristik af socialpædagogisk arbejde. Så analyserer jeg den måde at evaluere på, som man arbejder med indenfor EP, for dernæst at sammenstille den med karakteristikken af det socialpædagogiske arbejde, så jeg får præciseret mangler og krav til en anden tilgang.
Socialpædagogisk behandling karakteriserer jeg i tråd med dens formulering i en hermeneutisk tradition tilbage fra 1800-tallet, hvor det blev anset som centralt at mennesket udviklede sig som del af et fællesskab. Det socialpædagogiske arbejde må derfor blandt andet bestå i at danne et fællesskab mellem den unge og pædagogerne, og det fælles projekt i fællesskabet er den unges tilværelse. I ethvert fællesskab udvikles nogle normer for fællesskabets funktion, og det fælles
projekt forhandles løbende. Når fællesskabet på denne måde ses som centralt, for den unge en afgørende indflydelse på dets udformning, og det er del af pædagogernes arbejde at udvikle både fællesskabet og derigennem den unge. Det er ikke effektivt at tvangsudvikle unge imod deres vilje.
Etableringen af fællesskabet betyder også, at pædagogerne skal være troværdige samarbejdspartnere for den unge, og her bliver spontane reaktioner og personlig forholden sig vigtigt. Pædagogerne må forholde sig til den unge som den særegne person han er, og ikke til ham som ’en af en slags’. Når det pædagogiske behandlingsarbejde på denne måde ses som et samarbejde, kan man ikke på forhånd fastlægge indholdet i form af en manual, der angiver hvordan pædagogerne skal arbejde, men pædagogerne må kvalificeres i at håndtere de dynamiske processer, der indgår i dannelse og udvikling af fællesskabet, så de kan udvikle det til den unges bedste. Dette indebærer også at de kan agere i uventede situationer og alligevel udvikle dem i overensstemmelse med målene for behandlingsarbejdet - en kunnen jeg har kaldt ’planlagt spontanitet’.
Målet i dette arbejde er ikke at give alle den samme behandling, men derimod at udvikle en optimal indsats til hver enkelt ung.
I EP har man opstillet en rangorden af metoder til undersøgelse af blandt andet socialpædagogisk arbejde efter deres pålidelighed, og her beskrives et eksperimentelt design med randomiseret kontrolgruppe og sammenligning mellem før- og efter-måling som det mest sikre. I praksis anerkendes kun resultater fra undersøgelser, der arbejder i denne tradition. Det indebærer blandt andet at indsatsen skal fastlægges og kunne beskrives på forhånd, så man er sikker på, det er den samme behandling. Ellers kan man ikke tage resultatet af forskningen til indtægt for ens behandlingsindsats. Dette udelukker imidlertid evaluering af socialpædagogisk arbejde, som jeg har karakteriseret det. Man kan sige, at EP vælger pædagogisk tilgang til behandlingsarbejdet i to
omgange: først vælges nogle foretrukne forskningsmetoder, og dernæst vælges mellem de pædagogiske tilgange, der kan undersøges med de foretrukne forskningsmetoder.
Næste del af afhandlingen giver en nøjere gennemgang af det teoretiske ståsted, som afhandlingen er udarbejdet indenfor. Her ses erkendelse som ikke nødvendigvis propositionel, men i stedet som det at kunne fungere i forhold til en sammenhæng. Erkendelse viser sig ved at man på hensigtsmæssig vis kan håndtere de problemer og udfordringer, man støder på. Da situationer indeholder så mange komplekse forhold, at man aldrig har det fulde overblik, agerer man altid på et ufuldstændigt grundlag. Dette gælder ikke mindre i socialpædagogisk arbejde, hvor pædagogen relativt spontant skal reagere for at medvirke til at udvikle situationen i en retning, så den unge får optimale muligheder for at udvikle de kompetencer, han har brug for i det videre liv jævnfør karakteristikken af arbejdet.
Skal man kvalificere dette arbejde, er det nyttigt at kende de psykiske processer pædagogen trækker på, når han skal agere i disse situationer. Derfor gennemgås psykologisk forskning omkring problemløsning og beslutningstagning samt om praktikeres handlen. Dele af denne forskning kritiseres for at se menneskets handlinger som styrede af en teoretisk forståelse, der angiver
handlemåder. Heroverfor opstilles en forståelse, hvor teori, viden og erfaring anvendes af pædagogen som heuristikker til at danne en forståelse af den særegne situation, han står i. Han forholder sig ikke til situationen som ’en af en slag’, men danner sig en konkret forståelse, som han handler på. Denne forståelse er samtidig ikke en færdig opfattelse, men udvikles løbende i
processen, hvor han forholder sig til situationen.
Når man ser socialpædagogisk arbejde på denne måde, må en evaluering af det indebære en evaluering i forhold til den forståelse af opgaven og situationen, som personalet havde på det tidspunkt, hvor de handlede. Derfor bliver evalueringen koblet tæt sammen med en løbende dokumentation af arbejdet. En evaluering af denne art bliver en evaluering af det særegent udviklede behandlingsforløb for netop denne unge, men samtidig bliver det en evaluering af
personalets kompetence til netop at udvikle særegne og optimale behandlingsforløb.
Når dette arbejde skal udvikles og kvalificeres yderligere, har fortællinger nogle særlige muligheder. I modsætning til teorier bevarer fortællinger en kontekst for hændelsesforløbet, og derved fremmes muligheden for at anvende den som heuristik. Samtidig kan der være behov for at fokusere i arbejdet med fortællingerne, og her kan teorier og begreber fra faglig side anvendes, da de peger på de vigtige sider af fortællingerne.
Til sidst skitseres hvordan man kan arbejde i dagligdagen på døgninstitutioner og opholdssteder ud fra den opnåede forståelse.
OriginalsprogDansk
Udgivelses stedAalborg
ForlagInDiMedia, Department of Communication, Aalborg University
Antal sider271
StatusUdgivet - 2010

Bibliografisk note

Vejleder Christian Jantzen

Citationsformater