Digital innovation af folkeskolernes åbenhed og sammenlignelighed: Binære modellers endeligt?

Kim Normann Andersen, Helle Zinner Henriksen, Jeppe Agger Nielsen

    Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

    Abstract

    Denne artikel præsenterer en normativ model (Public Sector Process Rebuilding, PPR), som kan indfange, hvor innovativt offentlige organisationer anvender digitale løsninger. Optag af digital innovation anskues ofte i litteraturen binært – enten er innovationen anskaffet eller ikke anskaffet. Vores argument er imidlertid, at optag af digitale innovationer kan gradbøjes. Vores sigte er derfor at få fokus væk fra anskaffelse og mere i retning af udnyttelse af digitaliseringen med henblik på at skabe forbedring af kerneydelserne og gavne slutbrugerne. Med empirisk afsæt i danske folkeskolers tolkning af lovkrav om åbenhed i uddannelserne og specifikt offentliggørelse af karakterer på internettet illustrerer vi, hvorledes PPR-modellen kan være med til at synliggøre graden af digital innovation eller mangel på samme. Det empiriske grundlag for artiklens analyse er dels en screening af 200 folkeskolers hjemmesider, dels 25 interviews med skoleledere, medarbejdere og forældrerepræsentanter i skolebestyrelser. Analysen viser, at skolerne er tilbageholdene med offentliggørelse af karakterer på internettet, og at størstedelen af skolerne ikke lever fuldt ud op til lovens krav. Indplacering af 200 skoler på PPR-modellens modenhedsniveauer gav således en meget skæv fordeling med 12 pct. på modellens to øverste trin og 75 pct. på modellens nederste trin. Interviews klargjorde, at centrale aktører i skolernes ledelse ikke mener, at offentliggørelse af karakterer er eller bør være i fokus for skolernes brug af internettet.
    OriginalsprogDansk
    TidsskriftPolitica - Tidsskrift for politisk videnskab
    Vol/bind45
    Udgave nummer3
    Sider (fra-til)287-306
    ISSN0105-0710
    StatusUdgivet - 1 sep. 2013

    Emneord

    • innovation
    • Digitalisering

    Citationsformater