Digte i udbrud: Jóanes Nielsen: Gudehoved

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

Abstrakt

Joanes Nielsen er sammen med Tóroddur Poulsen navnet på Færøernes nulevende nationaldigter. Nielsen er ligesom internationale ikoner som Walt Whitman og Pablo Neruda en digter, der opsuger alt, hvad der omgiver ham af ånd og materie og udspyer det en lange, rytmiske prosalyriske tekster. Det kan være fascinerende og smukt i den nye samling som i den følgende salve af billeder, der udtrykker digterens utopiske længsel: ”Hvalen der flyder dovent i den soltændte vandskorpe / sommerfuglen med nye skinnende vinger / kvinden der høster kartofler og skriver i sin dagbog: / rosesprog, månesprog og fattigsprog / en tid til den svævende republik.”
Modsat digtere som Whitman og Neruda er Nielsen i sit forfatterskab i stigende grad blevet en vred og rasende mand. Jeg skal spare læseren for beskrivelser af råddenskab, ”pillejunkier”, ”tyndbenede mand i tisfarvede underbukser” og folk der går på toilettet, men vil anføre, at der i de fleste tilfælde ikke er tale om nogen raffineret hæslighedsæstetik som hos danske mestre inden for denne metier som Jess Ørnsbo, Henrik Nordbrandt og Simon Grotrian. Det grimme og hæslige knyttes derimod hos Nielsen oftest sammen med bombastiske vredesudbrud over for forskellige autoriteter eller holdninger, som digteren ikke bryder sig om.
Specielt er der to emner, som rammes af Nielsens idiosynkratiske udbrud, nemlig henholdsvis religion og gamle mænd. Om religionens destruktive virkning hører man: ”Gud kalder på os med forskellige stemmer / nogle siger at Allah pålagde drabsmændene at tage ind på / Charlie Hebdo og ikke vise nogen nåde / og en nordmand mente at han forsvarede kristne værdier / da han dræbte niogtres unge på Utøya.” Om de gamle mænd lyder det med et ekko af futuristerne og Michael Strunge: ”I morgen vil ungdommen udrette det / som prostataherrerne ikke formåede: / bore tunneller mellem ideer og teknologi / bygge broer mellem kærligheden og hadet.”
Især når de to hadeobjekter kommer i kontakt med hinanden, resulterer det i rablende blasfemiske besværgelser, som man næppe har set i dansk litteratur siden Pontoppidan og Johannes V. Jensen. Det medfører dog ikke nødvendigvis den helt store poesi, når Jóanes Nielsen raser, må man tilføje: ”Hængenosserne på ældre herrer er ligefrem frastødende / en behåret bylt / stinkende af mødding / prydet af hudorme. / Hånden på hjertet: / Det er umuligt at have respekt for en skaber med en så uæstetisk sans / mere end noget andet er pungens placering et argument / for at hade Gud!”
Heldigvis består Jóanes Nielsens digtsamling ikke udelukkende af sådanne lidt gumpetunge vredesudladninger mod guder og gamle mænd. En håndfuld digte peger tilbage på Nielsens bedste digte, hvor enkle og præcise poetiske billeder fungerer effektfuldt og øjenåbnende: ”Hvad er en bygd? / To huse / et på hver side af åen / og broen tværs over. / Resten er udvikling. / Men det er i broen håbet bor.”
Samlingen ”Gudehoved” stammer fra det færøsk relaterede forlag Torgard og indeholder en række smukke linoleumssnit af Rannvá Holm Mortensen. En fadæse er dog de talrige stave- og slagfejl, som skæmmer værket.

Jóanes Nielsen:
Gudehoved. Digte.
Forlaget Torgard.
83 sider. Kr. 179,00.

OriginalsprogDansk
TidsskriftKristeligt Dagblad
ISSN0904-6054
StatusUdgivet - 3 jan. 2019

Emneord

  • Gudehoved
  • Jóanes Nielsen

Citationsformater