Efter vi er blevet en ghetto …: Dystopisk stedsbranding i udsatte boligområder

De store boligplaner fra 1960’erne og 1970’erne var ofte tegnet af datidens bedste arkitekter og materialiserede modernismens utopi om det gode liv med fællesskab, lighed, lys og luft. I dag knyttes de selvsamme bebyggelser med deres rækker af betonblokke til en af vor tids stærke dystopier: ghettoen, det uønskede, men dog virkeliggjorte sted, hvis tilsyneladende problemfyldte parallelsamfund betragtes som en lurende trussel mod det omgivende samfunds orden. Fra at betegne en konkret jødisk bydel omgivet af mure er ghettobegrebet i en aktuel dansk kontekst blevet en magtfuld politisk teknologi, der baner vej for omfattende fysiske og sociale indgreb. Bygninger rives ned for at ”åbne ghetto’en op”, lejligheder lægges sammen for at opnå en anden beboersammensætning, og bebyggelser skifter navn for at komme det dårlige image til livs. I artiklen analyseres det, hvilken rolle ghettobegrebet spiller blandt beboere og andre aktører i en række danske boligområder, som for nylig har gennemgået større omdannelser. De kæmper på den ene side med den territorielle stigmatisering (Wacquant 2007a), som ligger i ”at komme på ghettolisten”, men tager samtidig også ghettobegrebet på sig og bruger det strategisk. Artiklen lancerer begrebet ”dystopisk stedsbranding” og diskuterer, hvordan fortælling, politisk teknologi og arkitekturens byggedes materialitet spiller sammen i dystopiske brandscapes.