Evalueringsrapport - Sund Energi i COOP: Evaluering af projektets sundhedsfremmende indsats for Coops medarbejdere, og af nøglepersonsordning til udbredelse af sundhedsdagsordnen i Coop

Mia Brandhøj

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportRapportForskning

1159 Downloads (Pure)

Abstract

Ifølge den nationale sundhedsprofil 2010 var 46,7% af Danmarks befolkning på daværende tidspunkt overvægtige (BMI > 25 ), hvoraf 13,4% var svært overvægtige (BMI > 30). (Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed, SDU 2010). Den stigende andel af overvægtige i samfundet, og de heraf følgende konsekvenser, har gennem årtier skabt fokus på forebyggelse af overvægt i samfundet og fremme af sund livsstil. Dette fokus på forebyggelses og sundhedsfremme har udmøntet sig i en række strategier inden for forskelligartede områder, med hhv. politikker og konkrete forebyggende og sundhedsfremmende indsatser. Denne rapport vil primært inddrage fremme af sunde kost- og motions- vaner, samt trivsel under forandring af livsstil.
Mennesker færdes dagligt i en række forskellige arenaer og sociale kontekster, der påvirker både muligheder, normer og adfærd - såsom kost og motionsadfærd. En af disse arenaer er arbejdspladsen, der også har udviklet sig i forhold til at implementere forebyggende og sundhedsfremmende indsatser for medarbejderne. Sundhedsfremme på arbejdspladser har gennem det sidste årti omfattet en række sundhedsstrategier og sundhedspolitiske dagsordner, gennemført på arbejdspladsen og i skellet mellem arbejdsliv og privatliv. Temaerne for disse strategier og politikerer konsoliderer sig primært i indsatser målrettet KRAMS faktorerne: Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress (Sundhedsstyrelsen, 2009).
Med projekt Sund Energi i Coop indskriver Coop sig som en af de første arbejdspladser, der integrerer sundhedsfremme i medarbejdernes efteruddannelsesprogram. Kursusrækken Sund Energi blev tilbudt til medarbejdere med forøget sundhedsrisiko, som et interventionsforløb med henblik på læring og forandring af livsstil og vaner forbundet hertil. Der blev sat fokus på at disse medarbejdere fremadrettet skulle kunne fungere som iværksættere af sundhedsfremmende tiltag på deres lokale arbejdspladser, et såkaldt nøglepersonsinitiativ. Tilbuddet om deltagelse i kursusrækken Sund Energi i Coop blev målrettet overvægtige medarbejdere i hele organisationen, dvs. til medarbejdere fra såvel hovedkontor, lagre og butikker i hele landet. Kurset syntes attraktivt blandt medarbejderne og det maximale deltagerantal på 25 blev hurtigt nået.
Kursusrækken Sund Energi blev udviklet i samarbejde mellem Coops HR afdeling, Ubberup Livsstilshøjskole og Forskningsgruppen for Måltidsvidenskab og Folkesundhedsernæring (MENU) ved Aalborg Universitet – København. Projektet blev finansieret af bevilling fra Sundhedsstyrelsens puljemidler i 2010. I samarbejdet blev Coops motivation for etablering af en sundhedsstrategi i kursusform defineret, vejledt af Ubberup Højskoles erfaringer med livsstilsændringer og undervisning af voksne og overvægtige, mens MENU’s rolle særligt var at informere dette udviklingsarbejde med videnskabelig evidens for effekt af lignende tilbud samt foretage denne afsluttende evaluering af projektet.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedAalborg Universitet København
ForlagForskningsgruppen for Måltidsvidenskab & Folkesundhedsernæring
Vol/bind1
Udgave1
Antal sider79
ISBN (Trykt)87-92650-24-4, 978-87-92650-24-5
Rekvirerende organisationCoop Danmark A/S
StatusUdgivet - maj 2012

Emneord

  • Sundhedsfremme på arbejdspladsen
  • Medarbejdersundhed
  • Sund Energi

    Brandhøj, M. & Larsen, S.

    01/07/201101/04/2012

    Projekter: ProjektForskning

Citationsformater