Forhandling af in- og eksklusioner: Racialt minoriserede kvinders erfaringer på de danske arbejdspladser

Trine Madsen Dagø, Jin Hui Li

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftartikelForskningpeer review

Abstract

Artiklen belyser, hvordan racialt minoriserede kvinder håndterer muligheder og begrænsninger for deltagelse og engagement på den danske arbejdsplads. Dette studie bygger på 10 kvalitative, semistrukturerede interviews med brune og sorte kvinder fra et bredt spektrum af dansk erhvervsliv. Gennem en intersektionel analyse (Myong, 2011; Collins & Bilge 2016; Staunæs & Søndergaard, 2006) undersøges kvindernes erfaringer med racial og kønnet diskrimination på arbejdspladser. Analysen viser, at kvinderne har erfaringer med at blive udpeget som ´the odd one out´ gennem raciale kommentarer, blive udelukket fra chefstillinger eller frataget arbejdsopgaver, hvor deres hudfarve har en betydning i forhold til deres faglige kvalifikationer. Kvindernes erfaringer er ofte præget af interaktioner, der retter sig mere mod deres raciale og kønnede træk frem for deres faglighed. Disse eksklusionsmekanismer skaber barrierer og fortsætter med at andetgøre og diskriminere på baggrund af race og køn. Kvindernes individuelle forhandlinger af betinget inklusion er en måde at adressere de eksisterende mekanismer og uretfærdige normer ved at genforhandle deres ´plads´ på arbejdspladsen. Dette rejser et vigtigt spørgsmål, hvordan arbejdspladser aktivt kan modarbejde disse eksklusionsmekanismer i det professionelle rum.
OriginalsprogDansk
TidsskriftTidsskrift for Arbejdsliv
ISSN1399-1442
StatusAccepteret/In press - 2024

Citationsformater