Fra synd til skyld: krimiens kulturelle rødder

Det er velkendt at sætte skellet hos Edgar Allan Poe, når de første detektivfortællinger skal lokaliseres. Poes tre fortællinger om C. Auguste Dupin fra 1841 til 1844 introducerer den rationelle detektiv for første gang i den vestlige litteratur. Spørgsmålet er bare, om det så derfor betyder, at der før dette ikke fandtes detektiver eller kriminelle handlinger, der skulle efterforskes – også i litteraturen. Og fokuserer vi netop der, forplumres billedet en smule, for det er indlysende, at Dupin-trilogien er et udtryk for en rationalistisk krimifortælling, der bygger på opklaring gennem metoder, vi kender fra logikken og rationalismen, men det er ikke nødvendigvis en beskrivelse, der er passende på krimiens mangfoldighed. Denne artikel kigger derfor andre steder hen for at lokalisere nogle kulturelle og sociologiske rammer for, hvordan krimien på forskellige tidspunkter toner frem uafhængigt af hinanden i visse kulturer.