Fremmed, farlig og fræk: Unge mænd og etnisk/racial andenhed - mellem modstand og stilisering

Denne afhandling handler om, hvordan maskulinitet og etnisk/racial andenhed produceres og bearbejdes blandt marginaliserede unge mænd med indvandrerbaggrund i Danmark.

Dens afsæt er et kontradoxisk brud med forsimplede forståelser af sammenhængen mellem de unge mænds forældres kultur og deres maskulinitet, samt et brud med forestillingen om 'indvandrerbander'. I stedet argumenteres for et fokus på 'othering', det vil sige, hvordan disse unge mænd positioneres som 'den anden', og hvordan denne position muliggør konstruktionen af særlige stile og praksisformer. Der rejses følgende spørgsmål:

Hvordan kan man forklare og forstå maskuliniteter, stile og praksisser hos marginaliserede unge mænd med indvandrerbaggrund som en relation mellem den bearbejdning eller reaktion, de selv foretager, og den position de gør det fra?

Besvarelsen af dette spørgsmål falder i 4 tempi:

1: Hvordan reagerer de unge mænd, når de i forskningsrelationen oplever sig fikseret som den etnisk/raciale anden?

2: Hvordan produceres etnisk/racialiseret andenhed gennem de unges hverdagslige interaktioner med det omgivende samfund? 

3: Modsvares de unge mænds kønnede stil af deres hverdagspraksis over for konkrete piger og kvinder?

4: Hvilke bearbejdninger, stile og kulturelle udtryksformer producerer de unge mænd fra deres position som etnisk/racial anden?

*

Efter at have gennemgået relevant eksisterende forskning introduceres en række teoretiske værktøjer.

Der gengives nogle epistemologiske implikationer af Bourdieus sociologi. Derefter argumenteres for, at subkulturbegrebet må gentænkes i en neobirminghamsk variant, med fokus på køn og etnicitet. Derpå introduceres intersektionalitetsbegrebet og der argumenteres for, at dette kan tænkes såvel poststrukturalistisk, med fokus på diskursive subjektiveringsprocesser, som mere traditionelt, med fokus på samspil mellem flere forskellige grundlæggende sociale differentieringsformer eller magtassymetrier. Endelige introduceres en række begreber om subjektiveringsprocesser og identifikation, herunder othering, som kan belyse den relationelle sociale proces, hvor de unge lærer at forstå sig selv som anderledes og samtidig lærer at kapitalisere på det latent positive ved denne position.

*

Dernæst gennemgås de konkrete metoder, der er anvendt til at producere det empiriske materiale. Der har været gennemført et 'theoretically informed ethnographic study' (Willis 1997) i 4 ungdomsklubber/projekter for unge forskellige steder i Danmark. Der er her anvendt deltagerobservation og interview, således at der findes 126 observationsnoter og 18 interviews med i alt 23 unge mænd. Desuden er der benyttet musik og materiale fra forskellige musikmagasiner.

*

Dernæst følger analysen af det empiriske materiale:

I analysen af othering i forskningsrelationen vises, at en etnisk/racial forskellighedslogik kommer til at præge relationerne i feltet. De unge er imidlertid langt fra passive marionetter i forhold til denne logik. Snarere iværksætter de en række strategier for at gøre modstand mod othering. De udtrykker deres modstand og ubehag både kropsligt, når stemmen tones skeptisk eller blikket bliver misbilligende, og verbalt, når de ekspliciterer deres forestillinger om, hvad andre mon kunne finde interessant ved dem. De nægter til tider at deltage, og de yder modstand mod patologisering og fiksering, ved at påberåbe sig normalitet eller ved at ironisere over stereotyper.

Modstanden mod othering i forskningsrelationen kan tolkes som en påberåbelse af at være et 'almindeligt menneske'. Men modstanden, mod at blive fastlåst i den position man selv iscenesætter peger også på en kompetence til rolleskift. De unge forsøger selv at bestemme, hvornår de vil fremstille sig selv på en stereotyp måde, og hvornår de vil være fri for at blive betragtet gennem stereotypiens patologiserende optik.

Analysen af fortællingerne om hverdagsliv og othering viser, at enisk/racial andenhed kommer til at få en betydelig rolle i en række sammenhænge. Det gælder i skolen, i klubberne, i nattelivet såvel som ved møderne med den formaliserede sociale kontrol - politiet. Analysen kan læses som en række påmindelser om anderledeshed, som gennem de hverdagslige interaktioner gør de unge opmærksom på, at de er anderledes - at deres selv er knyttet til etnisk/racial andenhed, og at betydningsfulde andre iagttager dem gennem et etnisk/racialt tolkningsskemata.

Analysen af de unge mænds kønnede hverdagspraksis tegner et relativt komplekst billede. De kulturelle bearbejdninger og stiliseringer af selvet, de unge mænd foretager, ser ikke ud til at stå i et et-til-et forhold til hverken deres køns- og seksualpolitiske positioneringer eller deres praksis i forhold til jævnaldrende piger, homoseksuelle mænd og voksne kvinder. Derimod kan en del af det, de unge mænd siger om jævnaldrende piger tolkes som en del af denne iscenesættelse. Det er eksempelvis blandt andet gennem at fremstille sig selv som 'players', der 'scorer' piger, at de unge mænd får iscenesat sig selv som på en gang farlige og sexede. De unge mænds konkrete praksis i de besøgte klubber og projekter, må imidlertid betegnes som relativt fredelig. Hvad angår praksis uden for disse kontekster, må man principielt være forsigtig med at udtale sig. Men det kunne se ud til, at denne er temmelig differentieret. Nogle af de unge mænd er dominerende, måske ligefrem voldelige, mens andre ikke er det.

En del af de unge positionerer sig homofobisk, idet de tager stærk afstand fra homoseksuelle mænd som abstrakt kategori, men de kan have udmærkede personlige relationer til konkrete homoseksuelle mænd.

Desuden sætter de unge mænd til tider kønnet i spil, på en ret så markant måde, overfor voksne kvinder, der som velfærdsstatens professionelle kommer til at blive genstand for frustrationer og modstandsformer, som måske ikke har meget med dem som personer at gøre.

Analysen af stil og kulturelle udtryksformer viser, at hip hop spiller en rolle på flere forskellige niveauer. Hip hop fungerer således dels som en kulturel strømning, man kan positionere sig ved hjælp af og dermed tilskrive symbolsk værdi til positionen som den etnisk/raciale anden, dels som en kritisk diskurs, man kan identificere sig med.

De unge kan, ved at trække på stilelementer hentet fra hip hop, accentuere de forestillinger om den etnisk-raicale anden, der kan gives lokal værdi. De stiliserer deres selv som farligt og/eller sexet ved at skyde stilelementer hentet fra hip hop ind mellem deres selv og disse forestillinger. Hip hop'en tilbyder med andre ord attraktive subjektpositioner.

Hos nogle af de unge mænd kan vi desuden iagttage en identifikation med det subkulturelle univers rappen skildrer. Denne identifikation kan have politiske under- eller overtoner, således at den komme til at virke som afsæt for formuleringen af en gadepolitik.    

Disse processer er imidlertid stærkt kønnede idet de i høj grad er knyttet til etnisk/racialiserede unge mænd.

*

Det afsluttende teoretiserende kapitel rejser nogle overordnede tematikker. Der argumenteres for at

hip hop i dag er mainstream, og at identifikation eller fascination med hip hop udtrykker normalitet. Der indkredses desuden 4 specifikke træk ved netop disse unge mænds relation til hip hop: For det første kan fascinationen af hip hop for nogle af de unge mænd forklares og forstås som en identifikation med det univers, der skildres i hip hop'ens tekster, idet de på et symbolsk plan forstår deres situation som parallel til den måde unge sorte amerikanske mænds situation skildres i rapteksterne. For det andet kan nogle af de unge undertiden parallelisere hip hop'ens skildringer af vold og råhed med oplevelser fra deres barndom i krigshærgede lande. For det tredje kan man tale om en type subjektiveringsprocesser, hvor de unges etnisk/raciale kropstegn kan tilskrives positiv værdi. For Det fjerde kan de unge mænds hårfarve og pigmentering komme til at spille en rolle for den måde, de unges stilmæssige referencer til hip hop og rap aflæses på af omverdenen, idet de risikerer at blive aflæst som essentielt cool.

Derefter diskuteres fra hvem de unge mænd opnår anerkendelse ved at bearbejde deres situation på denne måde. Der argumenteres for at der også uden for subkulturen findes et parat publikum, som kan aflæse de koder og stile, de unge mænd benytter, og at der derfor kan være tale om gyldig både intra- og ekstrasubkulturel kapital.

Afslutningsvis rejses spørgsmålet om konformitet og modstand. Der argumenteres for, at de unge mænds stiliseringsprocesser og kulturelle udtryksformer kan betragtes som en modstand mod racisme og social eksklusion samtidig som maskulin dominans reproduceres.

Dernæst diskuteres modstandsdimensionen. Der argumenteres for, at de unge mænd tilsyneladende ikke har internaliseret de stereotype forestillinger om dem selv, og at der snarere er tale om stiliseringsprocesser. Der argumenteres videre for, at en bipolær modstilling af modstand og konformitet er inadækvat, og at man må vise både at modstand nødvendigvis altid tager udgangspunkt i, og aldrig helt kan bryde med, det eksisterende, og at der kan være potentialer for agens forbundet med selv relativt smertelig situerethed.