Gunnar Ekelöfs visionære, smukke og skarpsindige digte er i en klasse for sig: Den nyeste oversættelse af Ekelöfs digte er samlingen ”Om efteråret”. Her står den vestlige tænknings sammenbrud lysende klart

Sammen med Edith Södergran og Tomas Tranströmer er Gunnar Ekelöf den eneste svensksprogede digter, der er i en international klasse, hvor der på grund af de store sprogområders dominans kun har været plads til få nordiske forfatterskaber. Om Ekelöf tilmed, som Poul Borum hævdede, er ”Skandinaviens største lyriker”, skal jeg ikke kunne sige, men at det er en kæmpe berigelse for dansk litteratur, hver gang der kommer en oversættelse af en af de store internationale modernister, står uden for enhver tvivl. Til de sidste måneders diskussion om, hvorvidt vi bør oversætte nordisk litteratur, vil jeg tilføje et rungende ja. For selv om der selvfølgelig er klassikere af Ibsen og Hamsun, som ikke behøver at oversættes, så forholder det sig anderledes med hundesvære svenske lyrikere som Ekelöf, Erik Lindegren, Ann Jäderlund og Katarina Frostenson, som heldigvis har været oversat til dansk i flere omgange siden 1960’erne. Den nyeste oversættelse af Ekelöfs digte er samlingen ”Om efteråret” ("Om hösten") fra 1951 og viser digteren i en nøddeskal, og når han er allerbedst. Særligt for Ekelöfs livssyn og poetiske praksis er hans bortvendthed fra og opgør med den vestlige kulturs dualistiske tænkning. I den vestlige kultur er det en præmis, som vi tager som en selvfølgelighed, at vi kan opdele verden i ydre og indre, fysisk og psykisk, himmel og jord, ånd og materie, her og der, nu og andre tider – og hvilke dikotomier vi ellers anvender. Og hvor tænkere i 1960’erne med Derrida i spidsen forsøgte at opløse denne kategorisering i binære modsætninger, så har de vigtigste lyrikere i vesten – ofte med inspiration fra østlig filosofi og kunst – i praksis skabt visioner om, at verden er ét.