Hverdagspoesi

Peter Poulsen: Allegro ma non troppo

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

Resumé

Peter Poulsen er hverdagens poet over alle. Det hele startede i 1960’erne, hvor Poulsen var en af de digtere, der ikke brød sig om den svære modernisme med den sprængte syntaks og de vildtvoksende metaforer og de brede civilisationskritiske temaer, som man så det hos Jess Ørnsbo, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski, I stedet skulle poesien hos Poulsen og andre af hans generationskolleger som Dan Turèll, Peter Laugesen og Jørgen Leth tage udgangspunkt i den konkrete hverdag og være formuleret med dagligsproglig forståelighed. Og sådan er det også næsten 50 år efter, hvor Poulsen er going strong med en ny samling med titlen ”Allegro ma non troppo”.
Bedst i den nye samling er en bestemt type digte, som Poulsen i sine sidste samlinger har excelleret i, nemlig de syleskarpe samfundskritiske kortdigte, som i dansk sammenhæng fik sit med ikoniske udtryk i Malinowskis digtsamling ”Poetomatic” (1965). Et højaktuelt digt hedder ”Indvandring” og lyder: ”Ikke hvem som helst lukkes ind / i det sikrede fængsel, hvor vi bor.” Et andet hedder ”Byplan” og lyder: ”De har slået alle stoppestederne sammen til ét / som til gengæld ligger centralt.” En tredje lille perle om samtidens værdirelativisme hedder ”Sandwichmænd”: ”En plæderer for verdens undergang. / En anden vil sælge billige skjorter”.
Et andet udbredt greb i Poulsens hverdagspoesi består i, at scener fra nutidens samfund er befolket med alverdens historiske og mytologiske skikkelser. Vi møder således Marx, Odysseus, Hector, Newton. Polyfemos, Rimbaud og Lenin i færd med alle hånde aktiviteter i den moderne verden, og den satiriske effekt, når noget stort og heroisk konfronteres med noget plat og trivielt udebliver da heller ikke. Denne mytologiske metode kan i et helt digt se således ud: ”Dr. Frankenstein tager ikke telefonen. / Han har lukket sig inde på lokummet / syg af misundelse på sit uhyre / som i dag er fløjet til Oslo / hvor han skal modtage Nobels Fredspris”.
Man kan naturligvis diskutere, hvor morsomme og vellykkede den slags tekster er. Sammenligner man Poulsens brug af den mytologiske metode med den måde, hvorpå denne forvaltes i den store modernistiske tradition fra T.S. Eliot til Bob Dylan ser den i sandhed lidt tyndbenet og letkøbt ud. Det er således lidt ironisk, at Peter Poulsen som voldsom modstander af den såkaldte aristokratmodernisme fra den første del af det 20. århundrede i sin senere digtning netop anvender former og greb fra denne poetiske tradition. Dette skal dog ikke tage fokus fra, at der er talrige vellykkede på én gang muntert-alvorlige og slentrende-elegante tekster om hverdagens gøremål og tidens dårskab i Poulsens digtsamling.

Peter Poulsen:
Allegro ma non troppo. Digte.
Lindhardt og Ringhof.
Kr. 249,95. 146 sider.
OriginalsprogDansk
TidsskriftKristeligt Dagblad
ISSN0904-6054
StatusUdgivet - 3 jan. 2019

Citer dette

@article{b2dd15e2cbaf400bbb8a1d3d0c926300,
title = "Hverdagspoesi: Peter Poulsen: Allegro ma non troppo",
abstract = "Peter Poulsen er hverdagens poet over alle. Det hele startede i 1960’erne, hvor Poulsen var en af de digtere, der ikke br{\o}d sig om den sv{\ae}re modernisme med den spr{\ae}ngte syntaks og de vildtvoksende metaforer og de brede civilisationskritiske temaer, som man s{\aa} det hos Jess {\O}rnsbo, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski, I stedet skulle poesien hos Poulsen og andre af hans generationskolleger som Dan Tur{\`e}ll, Peter Laugesen og J{\o}rgen Leth tage udgangspunkt i den konkrete hverdag og v{\ae}re formuleret med dagligsproglig forst{\aa}elighed. Og s{\aa}dan er det ogs{\aa} n{\ae}sten 50 {\aa}r efter, hvor Poulsen er going strong med en ny samling med titlen ”Allegro ma non troppo”.Bedst i den nye samling er en bestemt type digte, som Poulsen i sine sidste samlinger har excelleret i, nemlig de syleskarpe samfundskritiske kortdigte, som i dansk sammenh{\ae}ng fik sit med ikoniske udtryk i Malinowskis digtsamling ”Poetomatic” (1965). Et h{\o}jaktuelt digt hedder ”Indvandring” og lyder: ”Ikke hvem som helst lukkes ind / i det sikrede f{\ae}ngsel, hvor vi bor.” Et andet hedder ”Byplan” og lyder: ”De har sl{\aa}et alle stoppestederne sammen til {\'e}t / som til geng{\ae}ld ligger centralt.” En tredje lille perle om samtidens v{\ae}rdirelativisme hedder ”Sandwichm{\ae}nd”: ”En pl{\ae}derer for verdens undergang. / En anden vil s{\ae}lge billige skjorter”.Et andet udbredt greb i Poulsens hverdagspoesi best{\aa}r i, at scener fra nutidens samfund er befolket med alverdens historiske og mytologiske skikkelser. Vi m{\o}der s{\aa}ledes Marx, Odysseus, Hector, Newton. Polyfemos, Rimbaud og Lenin i f{\ae}rd med alle h{\aa}nde aktiviteter i den moderne verden, og den satiriske effekt, n{\aa}r noget stort og heroisk konfronteres med noget plat og trivielt udebliver da heller ikke. Denne mytologiske metode kan i et helt digt se s{\aa}ledes ud: ”Dr. Frankenstein tager ikke telefonen. / Han har lukket sig inde p{\aa} lokummet / syg af misundelse p{\aa} sit uhyre / som i dag er fl{\o}jet til Oslo / hvor han skal modtage Nobels Fredspris”. Man kan naturligvis diskutere, hvor morsomme og vellykkede den slags tekster er. Sammenligner man Poulsens brug af den mytologiske metode med den m{\aa}de, hvorp{\aa} denne forvaltes i den store modernistiske tradition fra T.S. Eliot til Bob Dylan ser den i sandhed lidt tyndbenet og letk{\o}bt ud. Det er s{\aa}ledes lidt ironisk, at Peter Poulsen som voldsom modstander af den s{\aa}kaldte aristokratmodernisme fra den f{\o}rste del af det 20. {\aa}rhundrede i sin senere digtning netop anvender former og greb fra denne poetiske tradition. Dette skal dog ikke tage fokus fra, at der er talrige vellykkede p{\aa} {\'e}n gang muntert-alvorlige og slentrende-elegante tekster om hverdagens g{\o}rem{\aa}l og tidens d{\aa}rskab i Poulsens digtsamling.Peter Poulsen:Allegro ma non troppo. Digte.Lindhardt og Ringhof.Kr. 249,95. 146 sider.",
author = "Larsen, {Peter Stein}",
year = "2019",
month = "1",
day = "3",
language = "Dansk",
journal = "Kristeligt Dagblad",
issn = "0904-6054",
publisher = "Kristeligt Dagblad A/S",

}

Hverdagspoesi : Peter Poulsen: Allegro ma non troppo. / Larsen, Peter Stein.

I: Kristeligt Dagblad, 03.01.2019.

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - AnmeldelseFormidling

TY - INPR

T1 - Hverdagspoesi

T2 - Peter Poulsen: Allegro ma non troppo

AU - Larsen, Peter Stein

PY - 2019/1/3

Y1 - 2019/1/3

N2 - Peter Poulsen er hverdagens poet over alle. Det hele startede i 1960’erne, hvor Poulsen var en af de digtere, der ikke brød sig om den svære modernisme med den sprængte syntaks og de vildtvoksende metaforer og de brede civilisationskritiske temaer, som man så det hos Jess Ørnsbo, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski, I stedet skulle poesien hos Poulsen og andre af hans generationskolleger som Dan Turèll, Peter Laugesen og Jørgen Leth tage udgangspunkt i den konkrete hverdag og være formuleret med dagligsproglig forståelighed. Og sådan er det også næsten 50 år efter, hvor Poulsen er going strong med en ny samling med titlen ”Allegro ma non troppo”.Bedst i den nye samling er en bestemt type digte, som Poulsen i sine sidste samlinger har excelleret i, nemlig de syleskarpe samfundskritiske kortdigte, som i dansk sammenhæng fik sit med ikoniske udtryk i Malinowskis digtsamling ”Poetomatic” (1965). Et højaktuelt digt hedder ”Indvandring” og lyder: ”Ikke hvem som helst lukkes ind / i det sikrede fængsel, hvor vi bor.” Et andet hedder ”Byplan” og lyder: ”De har slået alle stoppestederne sammen til ét / som til gengæld ligger centralt.” En tredje lille perle om samtidens værdirelativisme hedder ”Sandwichmænd”: ”En plæderer for verdens undergang. / En anden vil sælge billige skjorter”.Et andet udbredt greb i Poulsens hverdagspoesi består i, at scener fra nutidens samfund er befolket med alverdens historiske og mytologiske skikkelser. Vi møder således Marx, Odysseus, Hector, Newton. Polyfemos, Rimbaud og Lenin i færd med alle hånde aktiviteter i den moderne verden, og den satiriske effekt, når noget stort og heroisk konfronteres med noget plat og trivielt udebliver da heller ikke. Denne mytologiske metode kan i et helt digt se således ud: ”Dr. Frankenstein tager ikke telefonen. / Han har lukket sig inde på lokummet / syg af misundelse på sit uhyre / som i dag er fløjet til Oslo / hvor han skal modtage Nobels Fredspris”. Man kan naturligvis diskutere, hvor morsomme og vellykkede den slags tekster er. Sammenligner man Poulsens brug af den mytologiske metode med den måde, hvorpå denne forvaltes i den store modernistiske tradition fra T.S. Eliot til Bob Dylan ser den i sandhed lidt tyndbenet og letkøbt ud. Det er således lidt ironisk, at Peter Poulsen som voldsom modstander af den såkaldte aristokratmodernisme fra den første del af det 20. århundrede i sin senere digtning netop anvender former og greb fra denne poetiske tradition. Dette skal dog ikke tage fokus fra, at der er talrige vellykkede på én gang muntert-alvorlige og slentrende-elegante tekster om hverdagens gøremål og tidens dårskab i Poulsens digtsamling.Peter Poulsen:Allegro ma non troppo. Digte.Lindhardt og Ringhof.Kr. 249,95. 146 sider.

AB - Peter Poulsen er hverdagens poet over alle. Det hele startede i 1960’erne, hvor Poulsen var en af de digtere, der ikke brød sig om den svære modernisme med den sprængte syntaks og de vildtvoksende metaforer og de brede civilisationskritiske temaer, som man så det hos Jess Ørnsbo, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski, I stedet skulle poesien hos Poulsen og andre af hans generationskolleger som Dan Turèll, Peter Laugesen og Jørgen Leth tage udgangspunkt i den konkrete hverdag og være formuleret med dagligsproglig forståelighed. Og sådan er det også næsten 50 år efter, hvor Poulsen er going strong med en ny samling med titlen ”Allegro ma non troppo”.Bedst i den nye samling er en bestemt type digte, som Poulsen i sine sidste samlinger har excelleret i, nemlig de syleskarpe samfundskritiske kortdigte, som i dansk sammenhæng fik sit med ikoniske udtryk i Malinowskis digtsamling ”Poetomatic” (1965). Et højaktuelt digt hedder ”Indvandring” og lyder: ”Ikke hvem som helst lukkes ind / i det sikrede fængsel, hvor vi bor.” Et andet hedder ”Byplan” og lyder: ”De har slået alle stoppestederne sammen til ét / som til gengæld ligger centralt.” En tredje lille perle om samtidens værdirelativisme hedder ”Sandwichmænd”: ”En plæderer for verdens undergang. / En anden vil sælge billige skjorter”.Et andet udbredt greb i Poulsens hverdagspoesi består i, at scener fra nutidens samfund er befolket med alverdens historiske og mytologiske skikkelser. Vi møder således Marx, Odysseus, Hector, Newton. Polyfemos, Rimbaud og Lenin i færd med alle hånde aktiviteter i den moderne verden, og den satiriske effekt, når noget stort og heroisk konfronteres med noget plat og trivielt udebliver da heller ikke. Denne mytologiske metode kan i et helt digt se således ud: ”Dr. Frankenstein tager ikke telefonen. / Han har lukket sig inde på lokummet / syg af misundelse på sit uhyre / som i dag er fløjet til Oslo / hvor han skal modtage Nobels Fredspris”. Man kan naturligvis diskutere, hvor morsomme og vellykkede den slags tekster er. Sammenligner man Poulsens brug af den mytologiske metode med den måde, hvorpå denne forvaltes i den store modernistiske tradition fra T.S. Eliot til Bob Dylan ser den i sandhed lidt tyndbenet og letkøbt ud. Det er således lidt ironisk, at Peter Poulsen som voldsom modstander af den såkaldte aristokratmodernisme fra den første del af det 20. århundrede i sin senere digtning netop anvender former og greb fra denne poetiske tradition. Dette skal dog ikke tage fokus fra, at der er talrige vellykkede på én gang muntert-alvorlige og slentrende-elegante tekster om hverdagens gøremål og tidens dårskab i Poulsens digtsamling.Peter Poulsen:Allegro ma non troppo. Digte.Lindhardt og Ringhof.Kr. 249,95. 146 sider.

M3 - Bidrag til avis - Anmeldelse

JO - Kristeligt Dagblad

JF - Kristeligt Dagblad

SN - 0904-6054

ER -