Identitet og sproglige muligheder i beskrivelsen af vold - når mænd udsættes for partnervold

Artiklens konklusion:

I denne artikel har vi undersøgt, hvordan sproglige muligheder, erkendelse og identitet kan hænge sammen, når mænd udsættes for partnervold. Gennem en række teoretiske perspektiver, særligt et hermeneutisk og socialfilosofisk perspektiv har vi vist, at vanskelighederne ved at tale om vold ikke alene kan forstås som individuelle psykologiske barrierer eller som udslag af kønsstereotype forestillinger, men også som udtryk for grundlæggende almenmenneskelige vilkår for, hvordan sproglighed fungerer bl.a. i samspil med identitetsdannelse.

Analysen peger på, at erfaring og erkendelse ikke er sammenfaldende størrelser. Mændene i vores interviewmateriale havde alle erfaringer med vold, som først senere – og ofte gennem muligheden for et eksternt perspektiv – blev sprogliggjort og erkendt som vold. Sprogliggørelsen udgør ikke blot en realistisk beskrivelse af en allerede givet virkelighed. Den forløber som en langsom proces, hvor erfaringer må revurderes og gives ny betydning. Forforståelser om køn, relationer og ansvar kan i denne proces både fungere som begrænsninger og som nødvendige afsæt for ny erkendelse. Med Gadamer har vi fx vist, hvordan forforståelser ikke kan suspenderes, men må bearbejdes og revideres ”indefra”.

Ved at inddrage Axel Honneths anerkendelsesteori har vi desuden belyst, hvordan partnervold udgør en gennemgribende krænkelse, der rammer alle tre anerkendelsessfærer: den private, den solidariske og den retslige. Voldelige relationer underminerer ikke blot et positivt selvforhold, men svækker også den sociale tillid og gensidighed, der er en forudsætning for at kunne søge hjælp og hævde sine rettigheder. Når mænd i voldelige forhold påtager sig roller som den beherskede, den beskyttende eller den ansvarlige, kan disse roller fungere som coping-strategier på kort sigt, men samtidig bidrage til at fastholde dem i relationer, hvor både deres identitet og sproglige handlemuligheder er fastlåste.

Artiklens bidrag ligger således i at flytte fokus fra spørgsmålet om, hvorfor mænd “ikke siger fra”, til en filosofisk forståelse af, hvilke sproglige, erkendelsesmæssige og identitetsmæssige vilkår der gør det vanskeligt overhovedet at kunne se, tale og handle anderledes. Et sprogfilosofisk og social- og anerkendelsesteoretisk perspektiv kan her supplere den eksisterende empiriske forskning ved at synliggøre de processer, hvorigennem vold forties eller først sent erkendes. Denne indsigt har ikke kun teoretisk relevans, men også praktiske implikationer for professionelt hjælpearbejde, hvor opmærksomhed på sproglige processer, forforståelser og identitet kan understøtte mænds mulighed for gradvist at udvikle nye vokabularer, som kan give dem en platform for at bryde med gamle mønstre.