Inkluderende støtteforanstaltninger i folkeskolens almenundervisning: En undersøgelse af støtteforanstaltningers betydning for elevers deltagelsesmuligheder, læring og oplevelse af inklusion

Thomas Thyrring Engsig

    Publikation: Ph.d.-afhandling

    1964 Downloads (Pure)

    Abstract

    Denne afhandling er en empirisk undersøgelse af betydningen af anvendelsen af inkluderende støtteforanstaltninger i skolens almenundervisning. Inklusion eller måske snarere inkluderende pædagogik er et betydningsfuldt tema i såvel den nationale som internationale pædagogiske praksis, uddannelsespolitik og offentlige debat.
    I Danmark har dette blandt andet manifesteret sig gennem en række uddannelsespolitiske initiativer, der har til hensigt at øge inklusionen af elever med vanskeligheder og særlige behov i skolens almene undervisning. Ikke desto mindre tyder noget på, at ønsket om en mere inkluderende skole og skolernes egentlige inklusionsbestræbelser er problem- og dilemmafyldte. Eksisterende forskning og holdningen blandt en række af skolens interessenter påpeger imidlertid på, at anvendelsen af støtteforanstaltninger har et inkluderende potentiale. Dog er der ligeledes noget, der antyder, at vidensgrundlaget, i forhold til denne anvendelse af støtteforanstaltninger i en inkluderende undervisning, er spinkelt. Mere specifikt ved vi tilsyneladende meget lidt om, hvilken betydning anvendelsen af støtteforanstaltninger i skolens almenundervisning har for elevens deltagelse i skolens fællesskaber, personlige oplevelse af at være inkluderet og læring.
    Det er denne problemstilling, afhandlingen beskæftiger sig med.
    Metodisk er afhandlingen forankret i mixed methods-forskning. De kvantitative data består af besvarelser fra omkring 19.000 elever og lærere, og over en periode på tre måneder blev der udført etnografisk feltarbejde på to skoler.
    Afhandlingens resultater peger på en række betydninger af anvendelsen af inkluderende støtteforanstaltninger, der afstedkommer væsentlige bidrag til en relevant og aktuel pædagogisk problemstilling.
    OriginalsprogDansk
    Udgiver
    ISBN'er, elektronisk978-87-7112-432-3
    DOI
    StatusUdgivet - 2015

    Bibliografisk note

    Lars Qvortrup, Hovedvejleder

    Citationsformater