Insideraktionsforskning: En farbar vej til organisatorisk kapacitetsopbygning

Denne artikel undersøger, hvordan insideraktionsforskning kan bidrage til at opbygge organisatorisk forandringskapacitet eller med andre ord: Hvordan insideraktionsforskning kan bidrage til, at organisationen bliver i stand til at håndtere den aktuelle forandring, der knytter sig til aktionsforskningsprojektet, og samtidig opbygge kapacitet til at kunne håndtere fremtidige forandringer. Det særlige ved insideraktionsforskning er, at den akademiske forsker er fuldgyldigt medlem af den organisation, hvori forskningsprojektet er forankret.
Artiklen er metodisk baseret på self-study-processer af forfatternes egne erfaringer som insideraktionsforskere i to projekter. Empiriske data består primært af forfatternes logbogsnoter, som er undersøgt gennem kollaborative analyseprocesser med afsæt i en teoretisk konceptualisering af insideraktionsforskningens første-, anden- og tredjepersons forskningspraksis (Coghlan & Shani, 2015; Reason & Torbert, 2001; Torbert & Taylor, 2007). I artiklen undersøges en række interventioner knyttet til insideraktionsforskningens første-, anden- og tredjepersons forskningspraksis, og der peges på en række mekanismer, der synes at tilskynde til opbygningen af organisatorisk forandringskapacitet. I litteraturen bliver insideraktionsforskning som selvstændig forskningstilgang ganske ofte beskrevet af outsiderforskere (forskere, som ikke selv har professionel erfaring fra den organisatoriske praksis, hvori forskningsprojektet er forankret) eller af insidere og outsidere i fællesskab (Reed & Procter, 1995). Denne artikel adskiller sig ved at være baseret på forfatternes egne empiriske erfaringer som insideraktionsforskere. Forfatterne opfordrer i forlængelse heraf andre insideraktionsforskere til at vurdere artiklens ”trustworthyness” i egne organisatoriske kontekster.