Islands førende lyriker har skrevet smukt og gribende om sin tipoldemors barske liv: Feministiske skvaldekvad fra Gerdur Kristny sætter sig i sjælen

Ifølge digtere som T.S. Eliot og André Breton, der i begyndelsen af det 20. århundrede lancerede indflydelsesrige teorier om digtning, så er stor poesi karakteristisk ved, at den bringer normalt adskilte forestillinger sammen på en øjenåbnende måde. Hos Islands førende lyriker, Gerdur Kristny, gælder det en fusion mellem den klassiske edda- og skjaldedigtning og en moderne feministisk vinkel på tilværelsen. Dette så man hos Kristny i samlingen ”Drapa” fra 2014, hvor digteren i en samling koncentrerede kortdigte beskriver overgreb på kvinder i det moderne Reykjavik. Og dette ser man ikke mindre effektfuldt i dette års digtsamling ”Urta hunsæl”.

I Kristnys værk får vi en synsvinkel, som man næppe før har set i et poetisk værk, nemlig en islandsk kvindes for hundrede år siden, digterens tipoldemor, der lever alene med en stor børneflok ved kysten i det nordlige Island. Hun fungerer som jordemoder, og hendes liv er i den grad bestemt af de barske og uberegnelige natur- og klimaforhold, som man er underlagt. Samtidig er der i Kristnys skildringer, præcis som hos et af hendes forbilleder, Haldor Laxness, hvis hovedværk, "Frie folk", udkom tidligere i år, en særegen sanselighed, intensitet og skønhed i oplevelsen af interaktionen mellem natur og menneske i datidens land- og fangersamfund.

Digtene i ”Urta hunsæl” udgør tilsammen et forløb, hvor der i det hårde og slidsomme dagligliv indtræffer flere dramatiske hændelser. Den første begivenhed består i, at jeget får knust sin fod under en kos hov, således at denne må amputeres. Beskrivelserne af dette forløb gengives i de koncentrerede suggestive digte med en halv snes korte linjer, stavrim og vokalklang – glimrende gengivet af oversætteren, Erik Skyum-Nielsen: ”Jeg lægger / smerten fra mig / som kamme i skødet / Hunden / kender lejet / fårene deres bås / sådan søger jeg ind / i sindets inderste krog / Der venter / eviggrøn sommerhave / helt bestjernet med / fjeldvalmuer.” Og i den lige så smukke og tænderskærende vision fra den resignerede kvindes hengivelse til sin skæbne: ”Jeg sang / mens foden / blev skåret af / som om jeg / sad fast / under et tag / Gården glødede / mellem gavlene / På brystet / brændte jeg et kort.”