Jørgen Leth turnerer sine digte sublimt og viser, at poesi lever iblandt os: Jørgen Leth har i seks årtier forsvaret en elementær sanselighed og tilstedeværelse i nuet i en verden behersket af fornuft og distanceret intellektualisme

Kan man sammenligne det at skrive et godt digt med det at udføre en sportspræstation? Ja, faktisk har de to bedrifter det til fælles, at der forud for præstationen går uendelig mange timers øvelse, som man ikke bemærker som tilskuer, når det fremragende digt eller den sublime sportspræstation er leveret. Og ved en digter som Jørgen Leth er denne pointe særdeles vigtig, for hans digte ser altid lige så lette og henkastede ud, som når Christian Eriksen placerer et udadskruet frispark fem centimeter fra stolpen i modstanderens mål.

Dette kan man forsikre sig om i den nye udgave af Jørgens Leths ”Samlede digte”, hvor man får ikke mindre end 740 sider lyrik fra digterens debut med ”Gult lys” (1962) til de allerseneste år. Ikoniske blandt digtene er ikke mindst Leths ”Sportsdigte” (1967), hvor han udvikler sin særlige stil i tekster, der ser enkle, dagligdags og banale ud, men som, når man lader dem virke på én, rummer langt mere, end man skulle tro.

I ”Samlede digte” er omslaget og indersiderne i bogen forsynet med en håndskrevet tekst, der lyder: ”Lige nu ønsker jeg at kunne skrive et kort digt / jeg har papir i maskinen / jeg snuser til min arm / jeg snuser til min arm igen / jeg tænker på hvad jeg vil / jeg er færdig / jeg har skrevet et kort digt.”