Man skal lede længe efter en herlig og rørende bog som denne: Nikolaj Zeuthens poesi er autentisk, original og dybt rørende

Hvis man spørger, hvad et godt digt er, er et af de mest indflydelsesrige svar givet af den modernistiske patriark Ezra Pound, der sagde, at stor litteratur er sprog ladet med den størst mulige grad af betydning. Hvordan man så skaber den slags, har siden været omdiskuteret. For mens en del intellektuelle kunstnere søgte at lave det sublime digt med sofistikerede forskrifter og systemer for, hvordan man kunne konstruere et særligt poetisk sprog, så har andre digtere ment, at man i det dagligdags sprog ofte finder en enorm udtrykskraft, når fragmenter af sprog udvælges og sættes sammen i et værk. Man taler her om montager, readymades eller found poetry.

En stjerne inden for den sidstnævnte type poesi er Nikolaj Zeuthen, der nu har udgivet en herlig lille bog med den naivistiske titel ”Per, 1. klasse”. Zeuthen bruger her den metode, som han har udfoldet i en række tidligere bøger som ”Viceværtdigte” og ”Sommerferiedigte”, hvor digteren har sammenstykket brokker fra et omfattende materiale af dagbogsinterviews med en syvårig dreng gennem et år. Og tror man, at der ikke kommer noget udtryksfuldt, nuanceret og originalt fra en dreng på denne alder, så får man med ”Per, 1. klasse” revideret denne opfattelse, for magen til rørende og vedkommende rapportering om, hvordan en dreng oplever forældre, skole, leg og konflikter med alle de komplekse følelser og tanker, dette indbefatter, skal man lede længe efter.