Mennesket bag den kvalitative iagttagelse og undersøgelse

Inden for psykiatrisk udredning, psykologisk undersøgelse, samt professionel praksis generelt har professionsudøvere og forskere længe peget på, at man bruger sig selv i arbejdet med at forstå andre på en helhedsorienteret måde – uden dog at kunne enes om begreb eller metodologi. I dette kapitel forfølger vi dette tema hos en række eksemplariske eksponenter: psykologerne Andersen, Andersen og Kazhel fremhæver vigtigheden af både nomotetiske (naturvidenskabelige) og ideografiske (beskrivende) tilgange til udredningen af patienter, hvis det skal lykkes at fastholde et holistisk menneskesyn i det psykiatriske arbejde; psykologen Rikke Schwartz fremhæver vigtigheden af at kombinere de objektive metoder og tests med subjektive skøn og helhedsfornemmelser i udredningen af børn og unge; og endelig fremhæver filosoffen Donald Schön den professionelles løbende vekslen mellem refleksion og handlen, undersøgelser og hypoteseafprøvninger, som centrale for udviklingen af forståelse af unikke problemstillinger. Kapitlet vil fremhæve vigtigheden af disse eksponenters blik for henholdsvis forskellige perspektivers betydning for udvikling af helhedsorienteret forståelse, blik for de diffuse subjektive skøns betydning for udredning samt blik for den professionelles unikke udvikling af ny teoretisk forståelse. Men kapitlet vil også sideløbende hermed pege på, hvordan den eksistentiel-fænomenologiske begrebslighed og metodologi adskiller sig fra disse tre positioner i forhold til iagttagelse og undersøgelse. Det sker ved at skitsere de begreber og metodologiske positioner, som kan stå i vejen for en reelt forstående tilgang til iagttagelse og undersøgelse. Kapitlet giver herved et indblik i resten af bogens centrale diskussioner.