Microdialysis in the assessment of regional intestinal ischemia

 Ph.D.-afhandlingen “Microdialysis in the assessment of regional intestinal ischemia” er baseret på 3 videnskabelige arbejder. Baggrunden for disse studier er en interesse for en ny metode til at måle stofskifte lokalt i væv – mikrodialyse, samt muligheden af at anvende denne metode på tyndtarmen i en grisemodel. Ved at måle stofskifte stoffer som glukose, laktat, pyruvat og glycerol kan man afgøre om dette sker med eller uden ilt og derved afgøre om blodforsyningen til det pågældende område er sufficient eller ej. Aktuelt har man ingen sikker målemetode til at måle blodforsyningen til tarmene, hvorfor man ved svigtende/ophørt blodcirkulation i tarmen som regel stiller diagnosen meget sent i forløbet med risiko for at en stor del af tarmen skal fjernes ved operation. Mikrodialyse har vist sig at kunne anvendes til at påvise svigtende cirkulation i bl.a. hjernen, muskler og lever, og vi ville derfor; a) påvise at metoden kan anvendes til at vise svigtende cirkulation i tarmsystemet, b) finde en cutoff værdi i de målte metabolitter, der kan anvendes til at afgøre hvornår stofskiftet ændres ved afbrudt blodforsyning og teste dette i et blindet studie med henblik på at afklare tekniske vanskeligheder ved metoden og c) undersøge hvilken placering af mikrodialyse katedre der er mulig og teknisk mest anvendelig. Vi udførte tre dyreeksperimentelle undersøgelser, hvor vi på grise implanterede mikrodialyse katedre, målte stofskiftet i steady-state og derefter afbrød blodforsyningen til en del af tarmen med henblik på at vise om metoden kunne anvendes. I studie I viste vi at man ved at placere katedre i selve tarmvæggen kunne påvise at blodforsyningen blev afbrudt idet stofskiftet efter 100 min ændrede sig til at foregå uden ilt med stigende laktat og glycerol og faldende glukose. I studie II påviste vi ved at man kunne anvende et cut off på 60 % i metabolit niveau for at stille diagnosen, men der var betydelige tekniske vanskeligheder med flere katedre når uøvede skulle placere dem i tarmvæggen. I studie III undersøgte vi derfor om de samme resultater kunne opnås ved at katedret blev placeret i selve tarmlumen, udenpå tarmen eller løst i bughulen, hvilket viste sig at være muligt. I samme periode er der kommet flere publikationer fra Sverige og Tyskland der bekræfter vores resultater.