National and Transnational Identities: Turkish Organising Processes and Identity Construction in Denmark, Sweden and Germany

Gennem de seneste årtier er international migration blevet et globalt fænomen. Det har præsenteret både nationalstaten og velfærdsstaten med en række udfordringer, som sætter nye krav til, hvordan nytilkommere inkorporeres i samfundet, og hvordan samfundet generelt kan omstruktureres for at tackle disse udfordringer. Den norske forsker Grete Brochmann opsummerer denne udfordring klart, når hun hævder, at mens modtagerlande tidligere havde den fornødne tid til, at indvandrere langsomt over generationer blev assimileret i samfundene, så har velfærdsstaterne ikke længere samme tid og tålmodighed på grund af de indre dynamikker og udgifter fra velfærdsstaten selv (Brochmann, 2003: 6-7). De respektive nationalstater har derfor været nødsaget til at udvikle inkorporeringsmodeller, der kan håndtere denne udfordring. Det er studiet af disse strukturelle betingelser, her sammenfattet i begrebet om politiske og diskursive mulighedsstrukturer (Koopmans et al., 2005), for indvandreres aktive deltagelse i samfundet, der har været det centrale tema i nærværende afhandling.

Sociale fællesskaber og organisationer i civilsamfundet er traditionelt blevet tilskrevet evnen til at styrke relationer mellem individer og forøge social tillid, identitet og tilhørs­forhold. Uanset om vi fokuserer på individet eller på organisationen som intervenerende institution mellem staten, det politiske system og borgeren i den demokratiske proces, vil engagement i organisationslivet formodenligt også have en effekt på integrationsprocesserne i samfundet. De hollandske forskere Meindert Fennema & Jean Tillie fremdrager i den forbindelse en ganske kontroversiel antagelse, når de hævder: “To have undemocratic ethnic organisations is better for the democratic process than to have no organisations at all” (Fennema & Tillie, 1999: 723; kursiv i original). Deres konklusion bygger videre på Putnams undersøgelser af amerikansk deltagelse i det civile samfund, men fokuserer her på såkaldte etniske organisationer. Netop studiet af etniske organisationer, hvad der tidligere blev sammenfattet som identitetspolitik (Bernstein, 2005), tager en central plads i afhandlingen. Mens deltagelse i organisationslivet kan betragtes som et redskab til aktivt medborgerskab, kan det ligeledes være en mulighed for at udtrykke frustration og kritik af begrænsende strukturer og kategorier og dermed være en platform for nye typer af ’claims making’ og identitetspositioner. Her igennem kan og bliver der formuleret kritik af den dominerende opfattelse af integration og national identitet. Et af de relevante forskningsspørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt etno-nationale identiteter og fortsatte bånd til hjemlandet, her sammenfattet som transnationale tilhørsforhold, virker nedbrydende eller befordrende på den samfundsmæssige integration.

Forskningen inden for for studiet af international migration og etniske relationer er særdeles omfattende. Jeg forsøger i afhandlingens Kapitel 2 at strukturere den eksisterende litteratur og peger her på dels det fundament, min egen teoretiske ramme bygger videre på, og giver dels et overblik over de mangler, forskningen, på trods af omfanget, stadig byder på. En af de vigtige pointer er her, at studier af velfungerende og velintegrerede grupper forsvinder i mængden af studier af marginaliserede og segregerede grupper. I den forbindelse er det netop en af ambitionerne med afhandlingen også at undersøge disse velfungerende grupper og forstå de dynamikker, der findes inden for de givne grupper.

Afhandlingen er bygget op over tre sammenhængende dele, der afdækker den hidtil opridsede problematik og tematik. I afhandlingen har jeg for det første undersøgt, hvordan nationale mulighedsstrukturer, det vil mere specifikt sige integrations- og stats/medborger­skabs regimer, er bygget op i henholdsvis Danmark, Sverige og Tyskland i henhold til politiske institutioner og strukturer samt den diskursive kontekst.

For det andet undersøger jeg, hvordan disse partikulære mulighedsstrukturer påvirker og selv påvirkes af de kollektive mobiliserings processer, i dette tilfælde tyrkiske organisationer i de tre lande.[1] Herved vender jeg tilbage et af de klassiske spørgsmål inden for for sociologien, nemlig det indbyrdes forhold mellem struktur og aktører.

For det tredje undersøger jeg, hvordan transnationale sociale formationer og trans­national identificering påvirker etablerede opfattelser af inkorporering (her primært integra­tion og assimilation) fra både et empirisk og teoretiske perspektiv.

Samlet arbejder jeg derfor med, hvad der kan betegnes et dobbelt komparativt sigte. Dels undersøges nationale forskelle i inkorporeringsmodeller, dels undersøges minoritets­forskelle inden for den tyrkiske minoritet i den enkelte nationale kontekst.

I den første del af analysen undersøger jeg som nævnt de nationale mulighedsstrukturer. Denne del af analysen foregår på makroniveau og bygger på en teoretisk ramme oprindeligt fremsat af Koopmans & Statham (2000). Deres ramme bryder med tidligere inkorporeringsmodeller ved at forstå medborgerskabsregimer som havende en politisk og en kulturel dimension, som tilsammen danner et todimensionelt felt, den respektive nationale indvandrings- og integrationspolitik kan placeres inden for.[2] Dette giver en langt mere dynamisk og nuanceret model, der ikke reducerer meget komplekse modeller til at være fx assimilatoriske eller multikulturelle. Koopmans & Stathams ramme rummer dog også sine egne begrænsninger. Betydningen af den socio-økonomiske kontekst falder uden for deres ramme. Det samme gør relationerne mellem integrations- og velfærdsstatspolitikker. Desuden magter modellen ikke at indtænke transnational identitet i nogen videre grad. Modellen lider i den forstand under at fokusere på nationalstaten som primært analysefelt og har sværere ved at forstå og forklare tilhørsforhold, der rækker ud over denne. I afhandlingens teoretiske kapitel (Kapitel 3) fremføres en række af disse kritikker, og modellen udbygges med en række analytiske greb, der gør det muligt at undersøge også transnationale sociale formationer og identifikationer i relation til gældende mulighedsstrukturer.

Selve analysen af det danske, svenske og tyske integrations- og medborgerskabsregime bliver behandlet i tre selvstændige kapitler (Kapitel 5, 6 og 7). De enkelte analyser viser, at historiske indlejrede modeller stadig holder en vis forklaringskraft, når man vil forklare nutidige integrationsregimer. Navnlig den svenske model viser stabilitet i den politiske udvikling af integrationspolitikker. Det er således ingen overraskelse, at Sverige var det første og pt. eneste af de tre lande til at indføre muligheden for dobbelt statsborgerskab, da det ligger i direkte forlængelse af tidligere politikker og udviklinger. Omvendt viser analysen af Danmark og Tyskland, at modellerne netop ikke er statistiske. Danmark fulgte kort efter Sverige op med at indføre valgret til kommunalvalg for udenlandske statsborgere, og generelt besidder ikke-statsborgere betydelige sociale, civile og politiske rettigheder. Ikke desto mindre har Danmark, navnlig efter regeringsskiftet i 2001, taget en meget restriktiv retning og har i dag en af de mest restriktive modeller i EU, når det gælder adgang til fx statsborgerskab og familiesammenføring. Den tyske model har på modsat vis bevæget sig fra at være et prototypisk eksempel på en restriktiv etno-kulturel model med svag adgang til statsborgerskab og få rettigheder til udlændinge, til i dag at have implementeret en af de mindst restriktive jus soli-modeller i EU. I dag ligger den tyske og danske model relativt tæt på hinanden. En sådan kursændring på relativt få år demonstrerer, at selv historiske modeller er åbne for forandring, modsat hvad Brubakers analyse har vist, og vi må derfor må betragte sti-afhængighed med et vist forbehold. Der er ingen tvivl om, at når et regime først har bevæget sig ud af en bestemt politisk sti, og politikker indlejres i institutioner, bliver omkostningerne ved at ændre kurs højere, som tiden går, men ikke desto mindre er det nøjagtigt, hvad der er sket. Her forklaret gennem globale økonomiske processer samt forsøg på at mindske segregering og dermed sikre social sammenhængskraft.

Analyserne har også vist, at alle tre lande (i lighed med en række andre europæiske lande) udviser en stor grad af konvergens, eksempelvis har landene alle implementeret instrumenter fra en neoliberalistisk politisk retning og betoner i dag pligter mere end rettigheder og har indført civilt orienterede integrationsprøver. Sverige afviger mere fra denne retning end de to andre lande, men generelt kan der iagttages en stadigt stigende konvergens på tværs af Europa. Dette har fået nogle forskere såsom Christian Joppke til at afvise relevansen af nationale modeller (Joppke, 2007); påvirkningerne af europæiseringen er ganske enkelte for voldsomme, hævder han. Koopmans & Statham viser omvendt, hvordan et mere nuanceret teoriapparat stadig kan indfange nationale forskelle. Min egen analyse viser i forlængelse af denne diskussion, at det stadigt er frugtbart at undersøge distinkte nationale modeller, men at de tidligere teoretiske modeller må viderearbejdes for at kunne indbefatte transnationale formationer som nævnt ovenfor.

Materialet, der ligger til grund for analysen af organisatoriske processer i relation til de nationale mulighedsstrukturer, består primært af kvalitative interviews foretaget i de tre lande med talspersoner og menige medlemmer fra tyrkiske organisationer, ekspertinterviews samt arkiv, avis og netbaseret materiale fra organisationerne selv. Materialet og konsekvenserne af den specifikke metodologiske tilgang diskuteres nærmere i afhandlingens Kapitel 4. Kapitel 8 og 9 giver en analyse af disse organisatoriske processer samt identitetskonstruktioner. En gennemgående konklusion er, at mulighedsstrukturerne har en påviselig påvirkning på både identitet og den måde, tyrkiske minoriteter orienterer og organiserer påsig i de tre lande. Analysen viser, at etniske minoritetsorganisationer udviser en høj grad af tilpasning, og at claims-making, der ikke er basis for, forsvinder. Samlet set giver det en stor grad af konvergens i det organisatoriske billede.

Sverige, som har en stærk korporatistisk tradition, har skabt en struktur, hvor etniske minoriteter belønnes for at organisere sig hierarkisk, hvilket ganske interessant også gælder for religiøse minoriteter, som mange steder er placeret uden for institutionel indflydelse. Den svenske model har skabt et organisatorisk landskab med stærke nationale federationer, der hver repræsenterer et større antal lokale afdelinger. De nationale federationer har adgang til Regeringens råd for etnisk jämlikhet och integration. Modellen betyder også, at mindre og dårligt organiserede organisationer såsom den svenske Alevi-organisation er sat uden for potentiel indflydelse, da de ikke efterlever de formelle krav. Tyskland har udarbejdet en model, der rummer både korporative og etatistiske elementer og har indtil for nyligt søgt at inkorporere indvandrere gennem de allerede eksisterende kanaler, ikke mindst velfærds­organisationerne, der her ligger uden for statens regi. Gennem de seneste år har Tyskland dog foretaget et markant kursskifte, når det gælder inkorporeringen af udlændinge. For første gang er udgangspunktet, at Tyskland er et indvandringsland, og i den forbindelse er der blevet udviklet en række federale initiativer såsom Ausländerbeauftragte i Berlin. Danmark har opbygget en endnu mere kompliceret model, der ud over at minde om den tyske også rummer liberale elementer og samtidig har en universel velfærdsmodel lig den svenske. Vægten er her lagt på inkorporeringen af udlændingen som individ og ikke som etnisk gruppe. Der er ingen incitamenter til at organisere sig via etno-nationale skel i Danmark, ej heller til at etablere store paraplyorganisationer som i Sverige og Tyskland. Til gengæld er der en lang tradition for at støtte foreningsdannelse og foreningsaktiviteter i civilsamfundet, og etniske minoriteter har i den forstand en gunstig situation, mens de samtidigt er sat uden for politisk indflydelse. Undersøgelser af de formelle kanaler for indflydelse, integrationsrådene på kommunalt niveau og Rådet for Etniske Minoriteter på centralt hold, viser, at den reelle indflydelse er minimal.

Analysen viser også, at den teoretiske ramme, dvs. studiet af diskursive og politiske mulighedsstrukturer, meget præcist beskriver konvergensen i de kollektive organisatoriske monster men har sværere ved at forklare divergens. En af forklaringerne herpå er, at divergensen ofte er forbundet med transnationalt engagement. Fastholdelsen af transnationale bånd udgør et problem for integrationsmodellerne. Afhandlingens Kapitel 10 undersøger derfor betingelser og forklaringer på transnationale sociale formationer og engagement. Den teoretiske ramme for denne undersøgelse beskrives som nævnt i Kapitel 3, men nogle af hovedkonklusionerne er for det første, at modtagerlandene selv spiller en rolle for graden og typen af transnational identifikation. Således har en gunstig incitamentsstruktur over for etniske minoriteter, inkl. kurdiske, skabt et større organisatorisk råderum her end i andre lande, hvilket har betinget, at en stor del af de kurdiske kulturelle og politiske aktiviteter nu udspringer fra Sverige.

For det andet kan transnationalt engagement næppe generaliseres uden at forstå partikulære forhold. Her spiller Tyrkiets eget medborgerskabsregime samt manglende anerkendelse af etniske og religiøse minoriteter ind. Herudover har Tyrkiets forhold til EU og status som anerkendt ansøgerland skabt en situation, hvor EU fremstår som en mulig platform for kritik og claims-making. Både de kurdiske, assyriske og alevitiske aktiviteter på europæisk niveau er eksempler herpå.

For det tredje viser analysen, at sådanne transnationale strategier er blevet et almindeligt redskab i kollektive mobiliseringsprocesser. Indvandrere benytter sig i dag af kanaler på mange politiske og institutionelle niveauer og har forskellige dagsordner til forskellige niveauer. Nogle krav vil eksempelvis være formuleret til det lokale byråd og andre til Europa Parlamentet.

Endelig, og det vil her stå som konklusion, viser analyserne på tværs af kapitlerne, at transnationalt engagement ikke er et sjældent forekommende fænomen blandt personer med tyrkisk baggrund i de tre lande, snarere et kendetegn, med det forbehold at graden, typen og formålet varierer enormt. Ligeledes vil det være for snævert at opfatte det som en karakteristik af minoriteters identitet udelukkende, også majoritetssamfundet transnationaleres i stadigt stigende grad. Dette engagement modarbejder dog ikke nødvendigvis, hvis overhovedet, disse personers integration i det pågældende samfund, hvilket fremsætter en teoretisk udfordring. Om end transnational identifikation ikke er et nyt fænomen, er det forskningsmæssige perspektiv. Både den empiriske og teoretiske analyse peger derfor på en revurdering af de eksisterende inkorporeringsmodeller for adækvat at kunne forstå nytilkommeres inkorporering i de respektive samfund.

[1] Her bruges ’tyrkiske’ i bredest mulige forstand til også at omfatte etniske og religiøse minoriteter inden for den tyrkiske minoritet selv. I selve analysen lægges der netop vægt på heterogeniteten inden for den tyrkiske minoritetsgruppe, og underkategorier som kurdiske, assyriske og alevitiske minoriteter behandles i selvstændige analyser.

[2] På engelsk skelnes der ikke mellem medborgerskab og statsborgerskab, hvorfor Koopmans & Statham sammenfatter modellen som ’reconfiguations of citizenship’. Begge dimensioner er dog indfanget i deres todimensionelle felt og ligeledes i min egen analyse, om end kritikere hævder, at netop Koopmans & Stathams model fokuserer mere på statsborgerskabsdimensionen end på rammerne for medborgerskab.