Nye Pia Tafdrup-digte er skarpe sansninger og drømmebilleder svejset sammen: Pia Tafdrups digtsamling er et overflødighedshorn af stilistisk originale, intenst sansede og eksistentielt vedkommende digte om høresansen

Lyden af skyer
Pia Tafdrups digtsamling er et overflødighedshorn af stilistisk originale, intenst sansede og eksistentielt vedkommende digte om høresansen
(fem stjerner)
af Peter Stein larsen
”Lyden af skyer” hedder Pia Tafdrups nye digtsamling, der er det fjerde bind i en digtcyklus om de fem sanser. I de forløbne år udkom ”Synet af lys” (2018), ”Duften af sne” (2016) og
”Smagen af stål” (2014), således at vi nu kun mangler en digtsamling om følesansen, der formodentlig udkommer i 2022, for at fuldende Tafdrups ambitiøse systemiske værk. Som i de øvrige værker i Tafdrups cyklus har ”Lyden af skyer” ikke blot en gennemgående tematik, men også en kompositionel enhed, idet værket består af ni afsnit med fem til ni digte, plus at digtene er ordnet i en form for forløb, hvor digtene i starten af værket handler om digterens nyfødte barn, mens de sidste tekster – som i digtsamlingen ”Tarkovskijs heste” (2006) – beskriver hendes fars død.
Som helhed kan man sige, at ”Lyden af skyer” er en slags encyklopædi over den enorme vifte af grænsesprængende eller poetiske oplevelser, som knytter sig til auditive indtryk. Med grænsesprængende eller poetiske oplevelser menes der hos Tafdrup og i den klassisk symbolistisk-modernistiske tradition, som hun knytter an til, at et lydindtryk tilskrives en betydning ud over den rent objektive, idet oplevelsen af dette befordrer særlige associationer, allusioner, erindringer eller visionære syner.
I Tafdrups bedste digte er en række skarpe sansninger og drømmebilleder svejset sammen i forunderlige synteser, der viser hvilket format denne digter har. Et digt hedder ”Gonggong” og omhandler på én gang en barndomserindring, et historisk traume og en kosmisk fantasi: ”Min mor står på trappestenen, / slår på gongongen med en lille kølle, / det bløde hoved af filt dunker mod metallet, / lyden fylder rummet imellem os, / en gonggong kaldte til morgenmønstring / i Auschwitz, min mor slår / sandsynligvis uden at vide, / at den blev brugt sådan, / slet ikke jeg, jeg hører kun / de meditative slag, lyden / og dens urtågeagtige, / dybt syngende efterlyd, / har endnu intet hørt om krigen.”
I andre digte knyttes bestemte lydindtryk sammen med etiske, eksistentielle eller æstetiske erkendelser, som i et smukt digt om mormorens symaskine: ”Dét, der er revet over eller slidt i stykker / i mit liv, samles ved lyden / af stingene, når min mormor syr. / Hun køber stof og tråd, lærer mig / at sy, at holde af alle former / for værksteder, hvor noget bliver til.” Tilsvarende handler et gribende digt om at tale i et rum, hvor en af ens nære dør: ”Lad skyerne falde til ro i dig, / tal dæmpet i rummet, / hvor den døende er, / tal stille til den døende, / tal stille til dén, som har givet dig liv, / eller dén der har givet dig grund / til at leve dit liv.”
Og så er der digte om, hvordan det opleves i den tidlige ungdom at overhøre lyden af et elskende par, at vågne til lyden af en tom spand, der ruller frem og tilbage i en baggård, at lytte til en konkylies eventyrlige sus, at høre radio fra fjerne stationer og på ukendte sprog – og talrige andre situationer. ”Lyden af skyer” er et overflødighedshorn af stilistisk originale, intenst sansede og eksistentielt vedkommende digte om høresansen.

Pia Tafdrup:
Lyden af skyer. Digte.
Gyldendal.
165 sider. Kr. 199,95.