Og hvis vi så ikke må - jamen hvordan skulle vi vide det? Kommunalt kontrolarbejde med socialt bedrageri

Kontrolopgaver er i stigende grad en del af offentlig forvaltning, ikke mindst en del af den kontrolindsats, der udføres inden for den kommunale forvaltning af offentlige ydelser. Vi ved imidlertid meget lidt om hvordan dette kontrolarbejde udføres, hvilke typer afgørelser, der knytter sig til det, og hvordan det forandrer borgernes retstilling som modtagere af offentlige ydelser. Denne artikel bygger på en mindre etnografisk undersøgelse af en sådan kommunal kontrolpraksis. I den undersøgte kommune varetager en gruppe medarbejdere opgaven med at identificere og sagsbehandle formodede sociale bedragere, at konfrontere de mistænkte med både mistanke og sagsbehandlingens resultater, samt træffe en afgørelse på kommunens vegne om hvilke konsekvenser det formodede bedrageri skal have for borgeren. Vores undersøgelse viser, at betydningen at der bruges et omfattende arsenal af observationsteknikker både online og fysisk. At der i praksis lægges vægt på sandsynliggørelse frem for juridisk beviselighed, samt at partshøringspraksisserne får karakter af indrømmelser med uoverskuelige konsekvenser for borgeren.