Om beviskravene i immaterialretlige forbudssager efter forbudsreformen 2013 og Højesterets kendelse i U 2014.196 H, Lundbeck/Actavis

Artiklen analyserer, om beviskravene i immaterialretlige forbudssager, særligt om patenter, er uændrede efter ikrafttrædelsen den 1. juli 2013 af ændrede regler i retsplejeloven om midlertidige forbud og påbud, ligesom artiklen analyserer konsekvenserne af Højesterets kendelse i UfR 2014.196 H, Lundbeck mod Actavis. Endvidere efterprøves det nærmere indhold af beviskravet til den part, som forbudsbegæringen retter sig imod, og som vil bestride patentets gyldighed. Artiklen analyserer de rammer, inden for hvilke bevisførelsen i en immaterialretlig forbudssag må finde sted. De europaretlige krav i henhold til TRIPS-aftalen, håndhævelsesdirektiv 2004/48/EF og den kommende aftale om en fælles europæisk Patentdomstol gennemgås. Konklusionerne er: (1) Med ændringen af retsplejelovens § 413, nr. 1, blev der i forhold til den tidligere § 642, nr. 1, ikke tilsigtet nogen ændring af kravene til det bevis, en patenthaver skal føre for, at et patent er gyldigt, og at patentet er blevet krænket. Der gælder derfor i samme omfang som hidtil et krav om godtgørelse (bevis) eller blot sandsynliggørelse, dvs. en bevislettelse for sagsøgeren (rekvirenten) i samme omfang som hidtil. Der er således ikke tilsigtet nogen ændring i den afsvækkelse af kravet til bevis (bevislettelsen) - i forhold til, hvad der gælder under en almindelig retssag – som en patenthaver nyder godt af efter § 413, nr. 1, tidligere § 642, stk. 1. (2) Det gælder ligeledes i samme omfang som hidtil, at bevislettelsen kun kan påberåbes af sagsøgeren (rekvirenten), ikke af sagsøgte (rekvisitus) under forbudssagen, jf. præmisserne i UfR 2014.196 H, Lundbeck mod Actavis. (3) Sagsøgeren (rekvirenten) skal derfor blot sandsynliggøre, at betingelserne for at nedlægge forbud er opfyldt, hvorimod sagsøgte (rekvisitus) skal godtgøre (bevise) eventuelle påberåbte modhold. (4) Dette gælder også, når indsigelsen angår patentets gyldighed. Sagsøgte (rekvisitus) skal derfor under forbudssagen i givet fald føre bevis for det påståede modhold mod patentet. Et sådant bevis må føres inden for rammerne af den bevisførelse, der er tilladt efter § 417, stk. 1, 2. pkt., hvorefter retten kan afskære en bevisførelse, der findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme. (5) Den hidtil gældende retsopfattelse, hvorefter syn og skøn om et påstået modhold mod patentets gyldighed som tungtvejende udgangspunkt er uforeneligt med hensynet til forretningens fremme, må betragtes som uforandret. Dette gælder også den hidtidige faste praksis for i immaterialretlige forbudssager at tillade en meget vidtgående bevisførelse gennem parts- og vidneforklaringer samt sagkyndige erklæringer og forklaringer. Ændringer i retsplejelovens regler om syn og skøn under almindelige retssager, hvorved syn og skøn billiggøres, indpasses i blanketter mv., kan ikke antages at ville ændre på disse konklusioner.